Vores seneste analyse af SP Group satte bl.a. spørgsmålstegn ved selskabets evne til at skifte fokus fra at være en bredt funderet underleverandør til at blive en global nichespiller. Investorernes reaktion på et fremragende 1. kvartalsregnskab indikerer, at det spørgsmål bliver stadig vigtigere.
Siden analysen har SP Group aflagt 1. kvartalsregnskab, og her bekræfter man allerede på første side målsætningen om at deltage i branchens konsolidering: ”Vi er opsatte på fortsat at agere som konsolidator, når værdiskabende muligheder opstår”. Men på kort sigt har det ikke været en ulempe at sprede sig over flere sektorer. Specielt eftersom SP Groups væsentligste kundegrupper ikke har været ramt af coronakrisen.
Det oplyses således, at selskabets største sektor, Cleantech med en tredjedel af koncernsalget, har været ret upåvirket af Corona. Det samme gælder for den næststørste kundegruppe, Healthcare, samt den tredje store sektor, Fødevareproducenter og fødevarerelaterede industrier.
En del af SP Group-koncernen har endda haft økonomisk fordel af coronakrisen. Ergomats DuraStripe produkter bruges bl.a. til den afstandsmarkering på gulve, som i stigende grad er blevet en del af corona-hverdagen. Også PlexxOpidos plexiglasløsninger, som bl.a. anvendes til at skabe afstand mellem kunder og kassemedarbejdere i butikkerne, kender de fleste.
På den baggrund er det ikke overraskende, at SP Group har haft endnu et forrygende kvartal med en stigning i omsætningen på næsten 10 procent og et løft i det primære driftsresultat på 28 procent. Men corona varer heldigvis ikke evigt, og som SP Group skriver i halvårsregnskabet, så er det svært at sige noget meningsfyldt om fremtiden i en verden, hvor coronakrisen fortsat raser.
Som investor må man derfor fokusere på den aktuelle del af SP Groups resultater, og markedets vurdering af 1. kvartalsregnskabet var klar: Selvom resultaterne var fremragende, faldt aktiekursen de følgende to uger med 8 procent.
Den reaktion er ikke så overraskende, som den umiddelbart kan virke. Dels er der tale om nogle ret specielle kortvarige forhold, som selv SP Group ikke vil fremskrive som et bud på fremtiden. Og dels er markedets anerkendelse af selskabets resultater allerede indregnet i aktiekursen. SP Group handles således til markant højere nøgletal end branchemedianen.
Markedets reaktion tyder på, at investorerne nu har givet SP Group den kredit, som de kortsigtede resultater berettiger til, og gradvist begynder at flytte fokus over på den langsigtede udvikling. Her savner investorerne tilsyneladende stadig noget håndfast at begrunde kursen før 1. kvartalsregnskabet med.
På baggrund af 1. kvartalsregnskabet hæver vi 3 måneders kursmålet fra 333 til 359, men vi betragter stadig aktien som svagt overvurderet.
Bruno Japp
Aktuel kurs: 365,00
Kursmål: 359,00
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her