Konkurrence i banksektoren:? Finans Danmark køber sig til ekspert-opbakning

I forlængelse af erhvervsminister Simon Kollerups kritik af bankernes minusrenter har han iværksat et udredningsarbejde, der skal kortlægge, hvor i banksektoren konkurrencen ikke fungerer, og muligvis komme med forslag til indgreb for at forbedre konkurrencen. I denne uge kom så en rapport fra konsulenthuset Copenhagen Economics, købt og betalt af Finans Danmark, som konkluderer, at konkurrencen i banksektoren er fin. Chefredaktør Morten W. Langer har kigget på rapporten.

Interesseorganisationers køb af analyser og rapporter fra konsulenthuse, som ukritisk bakker deres egne synspunkter op, burde ikke være en del af den offentlige debat. Men af en eller anden grund formår Finans Danmark, der til alle tider har været ekstremt dygtige lobbyister over for skiftende regeringer, politikere og visse medier, alligevel at få placeret sine særsynspunkter, pakket ind i flot betalt glitterpapir.

Finans Danmark skjuler slet ikke, at brancheorganisationen er opdragsgiver til den nye rapport fra Copenhagen Economics om konkurrencen i banksektoren, og brancheorganisationen skriver på sin hjemmeside, at ”Finans Danmark har bedt Copenhagen Economics om at skabe et fagligt grundlag for at vurdere, hvor godt konkurrencen mellem pengeinstitutter virker i Danmark.”

Selektive analyser
Videre hedder det om konklusionen, at ”rapporten finder ikke tegn på mangelfuld konkurrence mellem danske banker. Tværtimod fremstår den danske banksektor konkurrencedygtig i en international sammenligning – målt på indikatorer såsom pris, indtjening, afkast og effektivitet.”

En gennemgang af rapporten og delrapporter viser, at analyserne er lige præcist så selektive, som man kunne forvente. Antageligt var konklusionerne skrevet på forhånd, og opgaven har derefter været at finde de byggeklodser, som flugter med de fastsatte konklusioner.

Det er naturligvis ikke overraskende, at det må være sådan, når en interesseorganisation køber konsulentydelser. Især ikke når de er baseret på denne forretningstilgang, som beskrevet på Copenhagen Economics hjemmeside: ”Our Competition team helps clients to build and communicate their best economic argument when they face interest or intervention from competition authorities.” Ja, konsulenthuset finder de ”bedste” argumenter, men fremhæver næppe de svageste.

Fra analyserne vil vi fremhæve eksempler på nogle forhold, som tydeligt svækker troværdigheden af konklusionerne:

For det første: På side 23 i ”Konkurrence i den danske banksektor” hedder det, at ”det er korrekt, at finansielle supermarkeder ikke udbyder produkter og tjenester i samme produktkategori fra flere udbydere samtidig. Dette peger igen på, at konkurrencen på udbuddet af finansielle goder foregår på institutniveau snarere end på enkeltproduktniveau. Også selvom banken vælger at distribuere et produkt fra en anden producent, vil den efficiente løsning typisk være distribution fra netop én anden producent. Det skyldes i høj grad, at banker har faste omkostninger forbundet med forholdet til en producent.”

Videre hedder det, at ”samtidig er de underliggende produkter temmelig ensartede, hvorfor banken har begrænset gevinst ved at udbyde og sætte sig grundig ind i detaljerne angående produkterne fra mere end én udbyder. Disse karakteristika gælder generelt for finansielle produkter og tjenester udbudt af bankerne, uanset om det gælder lån eller opsparing og investering.”

Ens produkter?
Synspunktet om, at bankernes produkter er stort set ens, er højst overraskende, og under alle omstændigheder et elendigt argument for ikke at have andre produkter på hylderne: Det udelukker nemlig enhver konkurrence, og det betyder, at kunderne får de produkter, som er på hylderne hos de største aktører, og ikke nødvendigvis de bedste og billigste produkter.

Kan supermarkeder så også argumentere for, at de kun skal have en slags morgenmadsprodukter – deres egne – på hylderne, eller én slags mælk?

Copenhagen Economics kaster det besynderlige argument ud i den blå luft uden på nogen måde at dokumentere det: Er det ikke forskel på bankernes rentesatser, handelskurtager, opsigelsesfrister, afkastpræstationer på værdipapirer og så videre? Jo, det er der. Og det ville en grundig seriøs undersøgelse også have vist. Men det havde ikke passet til rapportens statement om, at bankernes produkter er stort set ens.

For det andet gør konsulenthuset også meget ud af at fortælle, at privatkunder kan få prisoplysninger via de mange ”bankprisportaler”. Men realiteten er, at bankerne giver forenklede prisoplysninger til portalerne, og vilkårene, de enkelte kunder konkret får tilbudt, afhænger af kundens kreditværdighed, bankens situation og kundens andre bankforretninger. Hvis banken i sit regnskab fremlagde gennemsnitlige udlånssatser opdelt på privat og erhverv, og udlånsformer og -størrelser, ville det kunne bruges til noget.

For det tredje blandes marginalerne i bank og realkredit sammen, og det mudrer fuldstændig billedet i sammenligningen med andre landes bankvilkår. Samtidig slås udlåns- og indlånsmarginalerne sammen. Nationalbanken offentliggør ellers rentemarginaler for både indlån og udlån, opdelt på realkredit og bankudlån, som er underopdelt på husholdninger og erhverv. Den sammenligning med internationale rentesatser ville være relevant.

For det fjerde anvendes et effektivitetsmål for at sammenligne med udenlandske banksektorer, som er ubrugeligt. Driftsomkostninger som andel af samlede aktiver siger intet, og f.eks. milliardstore derivater indgår i de store bankers balancer, hvorved nøgletallet bliver misvisende. Hvad med at kigge på antal ansatte i banksektoren, som Økonomisk Ugebrev tidligere har anvendt, og som viser, at der er 12.000 for mange ansatte i den danske banksektor – i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med.

Økonomisk Ugebrev har tidligere dokumenteret, at bankernes minusrenter giver bankerne ekstra indtægter oven i det, som de allerede opkræver via en højere udlånsmarginal, der er blevet forøget for længe siden netop med denne begrundelse. Beregningerne kommer fra Finans Danmark selv, der i et notat i 2019 skrev (tidligere beskrevet i Økonomisk Ugebrev): ”Så bankerne kompenserede i praksis i første omgang den negative indlånsmarginal med en udvidelse af udlånsmarginalen.” Det vil ikke kunne lade sig gøre, hvis der var effektiv konkurrence om udlånene.

For det femte konkluderes det, at mobiliteten på bankmarkedet er høj. Hvis man dykker ned i tallene, er det ret sikkert, at der ligger noget andet bag, som ikke kan betegnes som en generel mobilitet. Mange danskere har de seneste fem år oprettet flere indlånskonti i en stribe forskellige banker, dels for at sprede deres indlån, så indlånet ligger under indskydergarantien på 750.000 kr., og dels fordi en stribe nye banker har tilbudt nul eller positive indlånsrenter, modsat minusrenter i de fleste gamle banker. Så det er ikke unormalt at mange danskere i dag har indlån i tre-fire-fem forskellige banker.

Men er det mobilitet?