Danske Bank har de seneste fem år markant reduceret CO₂-aftrykket fra både udlån og investeringer. Banken er også godt på vej til at opfylde de fleste klimamål for højtudledende sektorer som stål og cement. Ifølge Thorbjørn Lundholm Dahl, Head of Climate & Nature i Danske Bank, viser bankens klimadata, at erhvervslivet er i fuld gang med den grønne omstilling.
Danske Bank har reduceret det samlede absolutte CO₂-aftryk fra udlån fra 7,42 mio. ton i 2020 til 5,40 mio. ton i 2025, svarende til 27 pct. Ifølge Thorbjørn Lundholm Dahl, skyldes reduktionen flere forskellige ting:
”For det første har mange selskaber i vores udlånsportefølje reduceret deres udledninger. For det andet har vi reduceret vores eksponeringer mod f.eks. olie- og gasproduktion, hvor vi ikke længere er interesseret i at finansiere selskaber uden en troværdig transitionsplan.”
Han peger også på en reduktion i udledningerne fra bankens boligudlån, både for private og erhverv: ”En stor andel af reduktionerne her skyldes den aktuelle generelle grønne omstilling i de nordiske lande, altså vores hjemmemarkeder. Det gælder f.eks., når fossile varmekilder bliver udskiftet med varmepumper – og når vores fjernvarme i højere grad bliver baseret på vedvarende energi.”
Danske Bank har sat klimamål for udlån i ni CO₂-tunge sektorer, herunder shipping, cement og stål. F.eks. har Danske Bank et mål om, at CO₂-intensiteten (kgCO₂ pr. kWh) for energiproduktion skal reduceres med 50 pct. i 2030, med 2020 som baseline.
Ifølge bankens seneste Climate Progress Report er status, at otte af de ni sektormål er godt på vej til at blive – eller allerede er – indfriet. Blandt andet energiproduktion, hvor CO₂-intensiteten de seneste fem år er mere end halveret, fra 108 til 48 kgCO₂ pr. kWh.
Et sted halter det dog: Shipping. Danske Bank er langt fra målet om at reducere CO₂-intensiteten for shipping med 50 pct. i 2030. Thorbjørn Lundholm Dahl påpeger, at hele shipping-sektoren er udfordret. Det er ikke kun i Danske Banks portefølje, at det går trægt med omstillingen – det er en global udfordring:
”Det er vigtigt at bemærke, at shipping stadig er en af de mest klimaeffektive transportformer. Det skal dog blive bedre. Men på nuværende tidspunkt er der simpelthen ikke nok grønt brændstof tilgængeligt til konkurrencedygtige priser. For at få både efterspørgsel og udbud skaleret, kræves en global aftale.”*
Tre centrale aktører
Ifølge Danske Banks Climate Progress Report har banken en ambition om at facilitere finansiering på 100 milliarder kroner inden udgangen af 2028 til virksomheder i CO₂-tunge sektorer og værdikæder, som er centrale for omstillingen.
Sammen med resten af den finansielle sektor er Danske Bank blot en del af det trekløver, der skal få den grønne omstilling til at lykkes i stor skala – erhvervsvirksomhederne og politikerne spiller ligeledes en afgørende rolle.
”Det er jo virksomhederne, der driver omstillingen af realøkonomien. Og det er dem, der skal foretage de store, og til tider svære, investeringsbeslutninger. Hvis et projekt er rentabelt, så vil vi meget gerne understøtte virksomhederne i deres omstilling og låne dem penge til det samt hjælpe med finansiel rådgivning. Men vi kan ikke drive eller gennemtvinge investeringer. Det står virksomhederne selv for,” siger Thorbjørn Lundholm Dahl.
Han påpeger, at virksomhederne ikke kan klare det alene: ”De skal jo også kunne overleve og betale deres regninger. Derfor er det vigtigt, at politikerne sætter nogle rammebetingelser, der gør det økonomisk attraktivt for virksomheder at investere i den ønskede omstilling.”
”Her er det vigtigt, at man kan regne med dét, politikerne siger, på den lange bane. Slingrekurs – som vi f.eks. har set med CSRD (EU’s store rapporteringspakke, red.) og i den kommende revidering af ETS (Emission Trading System) – gør alle usikre. Den slags må der ikke være for meget af, for så tør ingen foretage de nødvendige langsigtede investeringer,” siger Thorbjørn Lundholm Dahl.
De seneste fem år har Danske Bank reduceret det samlede absolutte CO₂-aftryk fra investeringer markant – fra 3,72 mio. ton i 2020 til 2,20 mio. ton i 2025, altså en reduktion på 41 pct.
Thorbjørn Lundholm Dahl understreger, at Danske Bank ikke har en stor pengetank, som banken selv investerer: ”Det er kundernes penge. Vi rådgiver vores kunder og stiller en lang række investeringsprodukter til rådighed, så de kan vælge ud fra deres præferencer.”
Den fulde artikel kan læses her
Claus Strue Frederiksen
2 md. adgang for
2 x 49 kr.
Få straks adgang til denne artikel og derefter 2 måneder til alle artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser
Tilbuddet gælder til 31. juni 2026. Abonnement fortsætter til normalpris på 249 kr. efter bindingsperiode på to måneder. Opsig når du vil - til udgang af den anden måned. Tilbud gælder kun, hvis du ikke har haft abonnement på ØU udgivelser de seneste tre måneder
Allerede abonnent? Log ind her







