SimCorps halvårsregnskab blev offentliggjort 1½ time før børsens åbning, og investorerne kvitterede for en omsætningsstigning på 9 procent med en kursstigning på 3,9 procent. Men siden er det gået nedad for kursen.
Ved aflæggelsen af halvårsregnskabet den 13. august var SimCorp midt i en månedlang kursstigning, som havde løftet kursen fra 712,20 den 5. marts til 881,60 ved lukketid på regnskabsdagen. Altså en stigning på næsten 24 procent.
Men lukkekursen den 13. august skulle vise sig at blive slutningen på SimCorps flotte kursstigning. Efter en tangering af kurs 881,60 den 2. september er det gået stærkt nedad bakke, og aktien ligger nu 13 procent under lukkekursen på regnskabsdagen. Hvad gik galt? Og hvorfor steg kursen på regnskabsdagen, når det derefter gik nedad bakke den næste 1½ måned?
En del af forklaringen ligger sandsynligvis i, at omsætningsfremgangen på 9 procent tager udgangsunkt i et Corona-ramt 1. halvår 2020. Fremgangen i 1. halvår 2020 på 0,18 procent var stort set ikke-eksisterende.
Når SimCorp annoncerer en omsætningsstigning på 9,1 procent i 1. halvår 2021, dækker det over en stigning på 9,3 procent i forhold til 1. halvår 2019, og det er langt mindre imponerende.
Samme betragtning gælder for ordreindgangen, som i 1. halvår var 42,8 mio. euro mod 36,8 mio. euro i 1. halvår 2020. Men går vi et år længere tilbage, var ordreindgangen i det sidste halvårsregnskab før Covid-19 krisen 44,0 mio. euro. Så ordreindgangen er ganske vist 16 procent højere end i det Covid-19 ramte 1. halvår 2020, men marginalt lavere (2,7 procent) end i 1. halvår 2019.
Hvis vi betragter 2020 som et tabt år, følger SimCorp den vækststrategi, som begrunder en forventet Price/Earning på næsten 40. Men ordreindgangen kan bekymre lidt, og i takt med at årsafslutningen nærmer sig, stiger også usikkerheden om SimCorps årsresultat.
Vi har tidligere set store udsving i selskabets udmeldinger omkring årsskiftet og tilsvarende sving i aktiekursen. Den usikkerhed begynder sandsynligvis allerede nu at blive indregnet i den aktuelle kurs. På kort sigt anerkender vi derfor de seneste ugers kursfald. Men på seks måneders sigt fastholder vi kursmålet 852 fra Formue 18/2021.
Bruno Japp
Aktuel kurs: 741,20
Kursmål (6 mdr.): 852,00
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her