AGF øgede for tredje år i træk bundlinjeoverskuddet, hvilket bør vække opmærksomhed, når det handler om en børsnoteret fodboldklub.
Men for AGF handler det altså ikke om blot at begrænse millionunderskuddet. Man tjener faktisk penge på sin forretning.
Den skeptiske regnskabslæser kan med en vis ret pointere, at AGF’s drift faktisk giver underskud, idet klubbens primære driftsresultat ekskl. transfer var minus 9 mio. kr. Og i øvrigt har været negativt fire af de seneste fem år.
En sådan konstatering er faktuelt korrekt. Men de seneste års udvikling på det internationale marked for fodboldspillere har vist, at danske fodboldklubber tilsyneladende kan forsvare at basere forretningen på spillersalg til udlandet. Den model viste sig ellers at være tvivlsom, da fodboldklubberne i sin tid begyndte at lade sig børsnotere.
Afhængigheden af mindst ét spillersalg i den tocifrede millionklasse medfører da også en markant usikkerhed mht. bundlineresultatet. Men det vil i dag være forkert helt at afvise posten transferaktiviteter som årsregnskabets uægte barn.
Men træerne vokser ikke ind i himlen, og der er da også flere forhold i årsregnskabet 2020/21, som skaber usikkerhed om økonomien i det kommende regnskabsår.
1) For det første ligger en væsentlig del af forklaringen på omsætningsstigningen på 18 procent i den forskudte afvikling af Superligaen 2019/20 som følge af Covid-19 nedlukningen.
2) For det andet gør klubbens revisor i sin revisionspåtegning opmærksom på, at der under Andre driftsindtægter er indregnet kompensationsordninger vedrørende Covid-19 på 15,9 mio. kr.
Det er der ikke noget problem i, men ved årsregnskabets aflæggelse manglede stadig endelig ansøgning ”for en betydelig andel af de indregnede kompensationsordninger”.
Denne usikkerhedsfaktor gør AGF også selv opmærksom på i forbindelse med forventningerne til 2021/22, som p.t. lyder på et positivt resultat før skat på 0-20 mio. kr.
3) For det tredje er AGF startet fodboldsæsonen 2021/22 overraskende ringe, og det kan få en betydelig økonomisk effekt på det kommende regnskabsår.
I årsregnskabets afsnit om ”Virksomhedsspecifikke risikofaktorer” oplyses, at dårlige sportslige resultater må forventes at få en væsentlig negativ effekt på drift og indtjening, og dette punkt er vigtigt af flere årsager:
Dels har placeringen i Superligaen på kort sigt betydning for en række indtægtskilder såsom tilskuerindtægter og tv-penge. Men på lidt længere sigt betyder klubbens aktuelle 10. plads også, at AGF p.t. ikke får adgang til det økonomisk indbringende mesterskabsslutspil blandt Top 6-klubberne. AGF’s officielle målsætning er deltagelse i Top 6 hvert år, og hvis klubben længere henne på sæsonen stadig ikke ser ud til at kunne opfylde denne målsætning, skal en trænerfyring indgå i beregningerne som en mulighed. Det vil i så fald belaste regnskabet med ekstraordinære omkostninger til både afgående og ny træner.
Generelt positiv udvikling hos AGF
I ovenstående gennemgang har vi taget de pessimistiske briller på for at tegne et mere fuldstændigt helhedsbillede af AGF’s økonomiske situation, end det stærke 2020/21-regnskab viser.
Men de nævnte negative forhold adskiller sig for det første ikke fra, hvad flere andre børsnoterede fodboldklubber står overfor i øjeblikket. Og for det andet er der langt hen ad vejen tale om kortsigtede forhold. Hvilket i øvrigt også gælder for flere af de positive forhold.
Overordnet ser vi ingen grund til at tvivle på AGF’s forventninger om endnu et årsregnskab med overskud på bundlinjen. Den usikre sportslige situation kan dog påvirke aktiekursen betydeligt, og selvom vi hæver kursmålet fra 0,450 (ØU Formue 6/2021) til 0,587 ser vi stadig kursen som for høj.
Bruno Japp
Aktuel kurs: 0,670
Kursmål (3 mdr.): 0,587
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her