Økonomisk Ugebrev Samfundsansvar lancerer nu en ny klimarating, der blandt andet gør status over C25 selskabernes aktuelle klimaaftryk på baggrund af fem udvalgte målepunkter. I denne artikel fortæller redaktør Claus Strue Frederiksen om de udvalgte målepunkter samt om sigtet med det nye ratingredskab.
Hvilken dansk virksomhed er bedst til klima? Er det den, der formår at skabe mest mulig profit pr. ton udledt CO2? Den med de mest ambitiøse reduktionsmål for CO2? Den virksomhed, der kommunikerer mest overbevisende? Eller er det den, der efterlever de mest toneangivende klimaorganisationers guidelines? Buddene er mange og forskelligartede.
På Økonomisk Ugebrev har vi de seneste måneder arbejdet på at designe en klimarating for selskaberne i C25, der på baggrund af en række enkle og klare parametre udpeger hvilke virksomheder, der er bedst på klima. Ratingredskabet består af følgende fem målepunkter:
• Total CO2-udledning* (scope 1, 2 og 3**) i forhold til omsætning
• Total CO2-udledning (scope 1, 2 og 3) i forhold til overskud
• Vedvarende energiandel
• Klimarapportering – scope 1, 2 og 3
• Klima-komponenter i topchefløn
I forhold til de fire første målepunkter tildeles virksomheder mellem 0 og 3 point. I forhold til det sidste målepunkt tildeles virksomheder 0 eller 1 point.
Ved udvælgelsen har vi valgt målepunkter (1 og 2), der inkluderer virksomhedernes CO2-aftryk. Grønne planer og reduktionspolitikker er godt. Men det er først og fremmest vigtigt at se på virksomhedernes faktiske udledninger.
For at kunne sammenligne virksomheder på tværs, har vi valgt at sætte den totale CO2-udledning i forhold til omsætning og overskud. Derudover har vi valgt et målepunkt, der siger noget om andelen af vedvarende energi (inspireret af Erhvervsstyrelsens oplæg til ESG-nøgletal, punkt 8), et om transparens samt et målepunkt, der tildeler point til virksomheder, der anser klimadagsordenen for så væsentlig, at klimaresultater er integreret i topledelsens bonusprogram.
Hvorfor har vi ikke inkluderet et målepunkt om sparede CO2-udledninger, det såkaldte scope 4? Eller et om CO2-reduktioner set i forhold til virksomhedens produkt? Og hvorfor spiller CO2-kompensation og klimakreditter ikke en rolle i vores ratingredskab?
Disse potentielle målepunkter er umiddelbart relevante. Vi har imidlertid vurderet, at de på nuværende tidspunkt ikke er udviklet nok på rapporteringssiden til at kunne inkluderes i vores klimarating. Men vi vil bestemt ikke udelukke, at et eller flere af disse potentielle målepunkter (eller nogle helt andre) på sigt vil blive inkluderet i vores ratingredskab.
Det er vigtigt at understrege, at de mest ihærdige og klimaambitiøse virksomheder ikke nødvendigvis scorer højt i vores rating. Succesfulde virksomheder med et lavt CO2-aftryk og en solid rapportering har langt større chancer for at stryge til tops i vores klimarating end visionære virksomheder fra traditionelt klimatunge brancher.
Vi fokuserer på resultater. Ikke intentioner
Men det er faktisk også hensigten. Vores ærinde er først og fremmest at belønne det grønne resultat, ikke den grønne politik. Lidt på samme måde, som man gør på det finansielle område, når man rater virksomheder efter lønsomhed og vækst. Her er det også langt hen ad vejen de faktuelle tørre tal, der er afgørende, og knap så meget de gode intentioner.
Vi tager ikke hensyn til branche, selvom det er velkendt, at visse brancher nærmest er født med et højere klimaaftryk end andre. Og det vil muligvis frustrere virksomheder, der arbejder seriøst med området, men som alligevel har et langt højere klimaaftryk end virksomheder, hvis klimaindsats er forholdsvis beskeden.
Omvendt risikerer klimaratings, der tager højde for branche, at udråbe ekstremt klimatunge virksomheder som klimadukse, blot fordi de klarer sig bedre end andre virksomheder fra samme klimatunge branche. Og lige netop den slags situationer vil vi rigtig gerne undgå. Har man et højt klimaaftryk, eller oplyser man ikke fyldestgørende om sit aftryk, så bør man efter vores mening ikke tildeles topplaceringer i en klimarating.
Læs resten af artiklen her .
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.