Jobindex betegner sig selv som ”en søgemaskine svarende til Google, men med fokus på jobannoncer”. Selskabets indtjening er derfor knyttet til den økonomiske situation i samfundet, og coronakrisens effekt på jobmarkedet slog hårdt mod Jobindex’ omsætning.
Det oplyses i seneste årsregnskab, at man midt i marts 2020 næsten fra den ene dag til den næste gik fra et normalt jobmarked til et jobmarked på niveau med tilstanden under finanskrisen i slutningen af 2010’erne.
Det kostede på kort sigt Jobindex halvdelen af omsætningen, og året sluttede med en tilbagegang på regnskabets toplinje på 11 procent og en tilbagegang på bundlinjen på 17 procent.
Men ligesom Jobindex blev ramt af den generelle usikkerhed og frygt ved coronaudbruddet har den pludselige højkonjunktur det seneste års tid også påvirket Jobindex betydeligt i positiv retning.
Selskabet leverede en strøm af opjusteringer gennem hele 2021, og den seneste kom så sent som den 9. januar. Her forventer man en omsætning på 420 mio. kr. (oprindelig forventning 320 mio. kr.) og et primært driftsresultat (EBIT) på 175 mio. kr. mod den oprindelige forventning på 90 mio. kr. Opjusteringerne har sendt selskabets aktiekurs i vejret, og siden kursen ramte bunden i 830 den 16. april 2020, er den i dag mere end fordoblet.
Trods den kraftige kursstigning handles Jobindex til nøgletal omkring branchemedianen, og med udsigt til fortsat mangel på arbejdskraft tyder intet på, at 2022 bliver dårligere for Jobindex end 2021. Som investor bør man dog være opmærksom på Jobindex’ status som First North-aktie. First Northbørsen er en børs for små selskaber, som ikke er klar til en introduktion på den rigtige børs.
Der er altså principielt tale om selskaber på et handels- og interesseniveau under SmallCap-aktierne, og det afspejler sig ofte i en beskeden handel med aktierne. For Jobindex er den gennemsnitlige daglige omsætning således på ca. 150.000 kr., og det er et meget beskedent handelsniveau for et selskab med en børsværdi på 1,6 mia. kr.
Forklaringen ligger i, at kun 4 procent af selskabets aktier er i fri handel. 92 procent af aktierne ejes af Danielsen 2 ApS, og yderligere 4 procent ejes af nuværende eller tidligere medarbejdere.
Som potentiel investor skal man derfor være opmærksom på, at aktiekursen på kort sigt kan påvirkes betydeligt af selv små handler.
Bruno Japp
Aktuel kurs: 1.750,00
Kursmål (6 mdr.) 1.800,00
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.