Novo Nordisks 3. kvartalsregnskab overraskede med et stærkere salg end ventet. Forventningerne til 2022 opjusteres efter positive meldinger om produktionsudfordringerne.
Omsætningen blev 46,6 mia. kr. i forhold konsensusestimatet på 44,4 mia. kr., og for 2022 forventes nu en omsætningsvækst i lokal valuta på 14-17 pct. (tidligere 12-16 pct.) og en vækst i EBIT i lokal valuta på 13-16 pct. mod tidligere 11-15 pct.
Novo Nordisk leverede et overraskende stærkt salg af både Ozempic og Rybelsus på trods af de forsyningsproblemer, der har plaget Ozempic. Problemerne er opstået som følge af høj efterspørgsel i flere lande afledt af off-label brug til fedmebehandling, som Ozempic ikke er godkendt til. Det har bl.a. betydet problemer med at leve op til efterspørgslen efter Ozempic på det amerikanske, britiske og australske marked. Novo indikerer dog i regnskabet, at de nu kan møde efterspørgslen, hvis den nuværende vækstudvikling fortsætter.
Novo Nordisk formåede i 3. kvartal 2022 at levere en Ozempic-omsætning på 16,4 mia. kr. mod markedsestimatet på 16,0 mia. kr., hvilket indikerer en vækst på 63 pct. sammenlignet med samme periode sidste år.
Vi forventer en fortsat solid vækst fra GLP-1 forretningen og forventer også, at Wegovy vil bidrage signifikant til væksten i forbindelse med relanceringen næste år. Tabletudgaven Rybelsus omsatte i 3. kvartal 2022 for 3,0 mia. kr. mod et markedsestimat på 2,6 mia. kr., hvilket indikerer en vækst på 101 pct. sammenlignet med samme periode sidste år. Novo Nordisk overraskede positivt med salget af det ældre fedmemiddel Saxenda, som i 3. kvartal omsatte for 3,1 mia. kr. mod markedsestimatet på 2,6 mia. kr. Derimod skuffede Wegovy omsætningen, som lød på 1,16 mia. kr. i kvartalet mod en markedsforventning på 1,24 mia. kr.
Forventningerne til omsætningen af Wegovy har været plaget af usikkerheder relateret til produktionsudfordringer hos Novo Nordisks underleverandør Catalent, der igen har modtaget en advarsel fra de amerikanske sundhedsmyndigheder.
Novo Nordisk forventer fortsat at kunne møde efterspørgslen efter alle doser af Wegovy fra omkring årsskiftet. Samlet set overgår salget af de to fedmemidler i årets første ni måneder hele sidste års salg. Med de nye oplysninger om Wegovy forventer vi, at lanceringen bliver genoptaget på fuldt tryk, og at de store forventninger til Novos fedmeforretning kan blive indfriet.
I forbindelse med kapitalmarkedsdagen i marts 2022 blev de finansielle ambitioner for omsætningen i fedmeforretningen opjusteret til ca. 25 mia. kr. i 2025, mens konsensus allerede ligger over 30 mia. kr. (inkl. Saxenda). Vi ser derfor også gode muligheder for yderligere opjusteringer af forventningerne til fedmesalget.
Vi anbefaler køb på Novo Nordisk med et kursmål på 1000 i forventning om en fortsat stærk udvikling i både GLP-1 og fedmeforretningen, som vi også var vidne til i 3. kvartalsregnskabet. Salget af Ozempic bulder derudad og slog markedsforventningerne, men salget kunne have været endnu højere, hvis produktionen kunne have fulgt med. Derfor venter vi, at de igangsatte produktionsudvidelser vil accelerere væksten yderligere. Vi ser især frem mod relanceringen af Wegovy i slutningen af året.
Frank Hørning Andersen
FHA og/eller nærtstående ejer aktier i Novo Nordisk
Aktuel kurs 801,10
Kursmål (12 mdr) 1000,00
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her