En væsentlig del af H+H Internationals omsætning hentes i Storbritannien, og det britiske nej til EU (Brexit) ramte selskabets aktiekurs hårdt. Men bekymringen var ubegrundet.
Kun få havde forudset at Storbritannien ville melde sig ud af EU, og endnu færre havde på tidspunktet for Brexit-afstemningen overblik over, hvilke økonomiske konsekvenser det ville få. Usikkerhed om den økonomiske fremtid for Storbritannien – og for de selskaber, som henter deres indtjening på dette marked – afspejlede sig tydeligt i H+H’s aktiekurs, som dykkede kraftigt, da resultatet blev kendt.
H+H meldte dengang ud, at afstemningen ikke fik større betydning på helt kort sigt, men at man endnu ikke kunne vurdere, hvordan konsekvenserne for 2017 ville blive. Den usikkerhed var ikke betryggende for investorerne, og selskabets aktiekurs blev låst fast i intervallet 65-80. Det kursniveau er isoleret set for lavt, men investorerne kræver en præmie for usikkerhed omkring fremtiden.
Den usikkerhed blev reduceret meget betydeligt i H+H’s årsregnskab for 2016, som melder om det fjerde fremgangsrige år i træk for det primære driftsresultat korrigeret for særlige poster.
Brexit uden økonomisk betydning
Den helt afgørende nyhed i regnskabet handlede imidlertid om Brexit, og her fik investorerne hvad de havde håbet på. Det siges ganske vist polemisk, at der stadig er usikkerhed omkring det britiske marked, men at usikkerheden næppe er større, end hvis Brexit-afstemningen ikke havde fundet sted.
Kendsgerningen er at Storbritannien sluttede 2016 som den hurtigst voksende G7-økonomi, arbejdsløsheden falder, og store selskaber har annonceret store investeringer i landet. Altså omtrent det modsatte af, hvad Ja-sigerne ved Brexit-afstemningen havde truet med.
Set fra H+H’s vinkel er det også positivt, at Storbritanniens underskud af huse er uændret, og det samme er regeringens planer om at hjælpe nybyggeriet, som understøttes af et lavt renteniveau.
De beroligende meldinger om Storbritannien fjernede en stopklods for H+H’s aktiekurs, som steg med raketfart. Tirsdag passerede kursen således 90, som H+H toppede på i begyndelsen af 2016. Altså før nogen havde drømt om Brexit-udfaldet. I vores sidste analyse af H+H inden den dramatiske afstemning, satte vi kursmålet for aktien til 100-110. Efter tre kaotiske kvartaler med usikkerhed om selskabets fremtidige indtjening er H+H ikke blot kommet over frygten for Brexit, men er også kommet et stort skridt videre i selskabets udvikling på andre markeder.
Når disse forhold indregnes i forventningerne, giver det grundlag for at hæve det oprindelige kursmål med 20 procent. Selvom man ikke kom med på den første stigning i H+H, er festen ikke slut endnu.
læs hele udgivelsen her
Bruno Japp
Børskurs på analysetidspunktet: 92,50 AktieUgebrevets kursmål (6 mdr): 120-130
Læs tidligere analyser af H+H her. Password er abonnent email, og adgangskode kan hentes her .
se tabel “Fem seneste regnskabsår” her
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her