På bundlinjen overraskede Jyske Bank i 4.kvartal, men der var i høj grad tale om positive udsving i poster af mere engangsagtig karakter (kursreguleringer mv.).
Udmeldingerne for 2017 er forsigtige, og det samme er udlodningspolitikken, hvor udbyttet fastholdes uændret.
Det har i flere af vores seneste omtaler af banker været et tema, at der er mildere vinde på vej i landbrugssektoren. Skulle man tvivle på dette, var regnskabet fra Jyske Bank endnu et glimrende eksempel på, at det bestemt ser lysere ud for så vidt angår bankernes eksponering mod sektoren. I regnskabet for 4. kvartal 2016 var Jyske Banks nedskrivningskonto nemlig positiv med 293 mio kr, hvoraf 1/3 faktisk var tilbageførsler relateret til landbrugssektoren. Det var en klar forbedring i forhold til de første kvartaler, hvor landbruget alene var den store synder på nedskrivningskontoen.
For hele 2016 blev det til en nettotilbageførsel på 149 mio. kr. på nedskrivningskontoen. Jyske melder ikke noget konkret ud om de forventede nedskrivninger i 2017.
Uændret udbytte
Ser man på udlodningen var det småt med gaverne i år, hvor det er bestyrelsens forslag kun at fastholde udbyttet på 5,25 kr. per aktie eller 1,46% i direkte afkast. Det niveau er markant under de fleste konkurrenter (se nøgletalsboksen på denne side), som også i flere tilfælde kører tilbagekøbsprogrammer sideløbende med et flot udbytte.
Afhængig af datakilden var konsensus, at udbyttet ville blive hævet til niveauet mellem 5,60 og 6,15 kr. Dertil kommer et aktietilbagekøbsprogram på 500 mio. kr, som løber fra 1. marts frem til 29. september. Det er oplagt, at Jyske Bank efter halvårsregnskabet den 22. august opstarter et nyt tilbagekøbsprogram – sandsynligvis i niveauet 500 mio. kr. eller mere. Ved halvårsregnskabet bør banken have en meget god ide om, hvordan året 2017 kommer til at forløbe, og kan dermed beslutte at sende flere penge tilbage til aktionærerne, hvis det er gået godt. CEO Anders Dam siger i forbindelse med årsregnskabet, at man ser 50% sandsynlighed for, at 2017 bliver et rigtig godt år for banken. 30% sandsynlighed for at det bliver et normalår, og endelig 20% sandsynlighed for at det bliver et rigtig dårligt år.
Den officielle forklaring på den noget forsigtige tilgang til udlodningen er, at banken vil konsolidere sig yderligere og forberede sig til fremtidige regulatoriske krav til kapitalisering. ”Jyske Bank vil i de kommende år opbygge kapitalniveauer over de langsigtede målsætninger for at kunne honorere fremtidige regulatoriske krav”. Dertil kommer, at Jyske Bank stadig er åbne for konsolidering i branchen, hvilket også vil kræve en vis kapitalreserve.
K/I-rabat til peers
Målt på kurs/indre værdi nøgletallet handler Jyske Bank fortsat med en rabat i forhold til de store konkurrenter i Danmark, som nu over en kam handler med en præmie på 20-40% til indre værdi. Det gør i praksis aktien attraktiv, selvom den målt på P/E handler på niveau med de andre banker omkring 12. Kursgrafen afslører dog, at de store bank/finansaktier p.t. er blevet et sektorplay, hvor den indbyrdes korrelation i aktiekurserne ser ganske stor ud. Vi forventer, at dette også vil være tilfældet de næste måneder, hvor markedet fortsat spekulerer i udsigterne for stigende renter, og dermed bedring af indtjeningen i finanssektoren.
Vort syn på Jyske Bank som attraktiv er uændret, omend vi hæver toppen af vores kursmålområde marginalt fra 390 til 400 for at inkorporere investorernes fortsatte lyst til at købe sig ind sektoren.
Steen Albrechtsen
Børskurs på analysetidspunktet: 358 AktieUgebrevets kursmål (6 mdr): 375-400
Læs tidligere analyser af Jyske Bank her. Password er abonnent email, og adgangskode kan hentes her .
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her