Gyldendal aflagde årsregnskab for 2016 i den forløbne uge, og markedet tog en tilbagegang på bundlinjen på næsten 10% med ophøjet ro.
Gyldendals aktiekurs har svinget stabilt i intervallet 500-550 siden marts 2016, og efter offentliggørelsen af årsregnskabet så investorerne ingen grund til at ændre på dette.
Tilbagegangen på bundlinjen var da heller ikke nogen overraskelse. I AktieUgebrevet nr. 29/2016 fortalte vi, hvorfor underskuddet på 19 mio. kr. efter 1. halvår ikke var alarmerende, og at vi forventede en sidelæns bevægelse i aktiekursen resten af 2016. Den vurdering kan vi nu konstatere, at resten af markedet var enige i.
Men hvor skal Gyldendal så hen herfra? Tilsyneladende ingen steder på kort sigt, hvis vi kigger på omsætning og indtjening. Omsætningen var stort set uændret fra 2015, og tilbagegangen i indtjening kan forklares med bl.a. engangsomkostninger i forbindelse med en intern sammenlægning af forlags- og bogklubaktiviteter. Korrigeret herfor kan man også betegne udviklingen i indtjening som forholdsvis stabil.
Den samme stabilitet forventer man i 2017, hvor både omsætning og resultat før skat forventes på samme niveau som i 2016. Eftersom resultatet før skat i 2016 indeholdt engangsomkostninger, kan det dog diskuteres, om der er tale om en skjult tilbagegang, når man forventer et resultat på samme niveau i 2017.
En sådan synsvinkel stemmer med Gyldendals forventninger om et svagt faldende privat bogmarked og et stabilt uddannelsesmarked. På kort sigt mangler vi dermed udsigten til det vækstmarked, som skal løfte omsætning og indtjening.
I stedet er indtrykket, at Gyldendal befinder sig på et vanskeligt marked uden nævneværdig vækst, men at man i kraft af sin størrelse og finansielle styrke er i gang med at sikre sig en plads i den digitale fremtid. Der fortælles således om betydelige investeringer i nye digitale produkter, tjenester og forretningsmodeller på både uddannelsesområdet og til det private marked.
Det traditionelle bogmarked rammes i øjeblikket af den såkaldte ”disruption” (her forstået som en hurtig og markant forandring af grundlæggende forhold i et marked), og Gyldendal hviler ikke på fortidens laurbær. Man har taget kampen op, og en nettorentebærende gæld på minus 106 mio. kr. giver selskabet et godt udgangspunkt for at foretage de investering og opkøb, som ændringer i branchen giver mulighed for.
Gyldendal handles med en vis rabat i branchen, og selskabets stærke position i forhold til de uundgåelige ændringer i branchen belønnes ikke kursmæssigt. En del af forklaringen herpå skal findes i aktiens beskedne likviditet, som vil lægge en dæmper på Gyldendals kursstigning gennem 2017.
Bruno Japp
Børskurs på analysetidspunktet: 539 AktieUgebrevets kursmål (6 mdr): 540-580
Læs tidligere analyser af Gyldendal her. Password er abonnent email, og adgangskode kan hentes her .
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her