Jyske Banks aktiekurs har lavet et stærkt comeback ovenpå det store fald på næsten 15% efter regnskabet for 3. kvartal.
Kursen flirter nu med kurs 340, som var toppen tidligere i efteråret, og vi vurderer, at der stadig er plads til, at aktien i 2017 når den tidligere rekordkurs omkring 380.
Efter 3. kvartalsregnskabet er konsensusestimaterne for 2017 blevet nedjusteret med 6 %. I forhold til 2017-estimaterne for 12 måneder siden er der tale om en nedjustering på hele 14%. Det er klart i den høje ende, hvor de største danske banker kun har set estimatjusteringer i niveauet minus 5%, med Sydbank som undtagelsen med minus 17,9%. Den store synder synes at være den fortsat lave rentemarginal, og den svage udlånsvækst.
Der er i øjeblikket håb om en forbedring i afregningspriserne for især de kriseramte mælkeog svineproducenter i landbruget, som har gjort sit indhug i Jyske Banks nedskrivningskonto i år. Landbruget alene trækker med 385 mio. kr nedskrivningerne i rødt for de første tre kvartaler. Uden landbruget havde der været tale om en tilbageførsel på 241 mio. kr.
Næsten synkron aktieudvikling
Som det fremgår af peer-group grafen er banksektoren i særdeleshed blevet en sektor, der bevæger sig ret synkront. Sandsynligvis i takt med udviklingen i den europæiske banksektor, hvor de sydeuropæiske banker igen synes at være på vej tilbage i fokus. Selvom det ikke er med positive historier, har det dog ikke for alvor kunnet rykke ved den pæne udvikling i den nordiske banksektor.
Den eneste afvigelse fra udviklingen er det pæne fald på op imod 15% i dagene efter regnskabet for 3. kvartal. Her skuffede Jyske Bank på især nettorenteindtægterne, som faldt med 4% i forhold til 2. kvartal. Umiddelbart efter regnskabet solgte BRF-fonden næsten 1 mio. aktier svarende til 1% af aktiekapitalen, hvilket også kan have forstærket kursfaldet lidt.
Vi synes dog, at det er værd at bemærke, at realkredit-armen (BRF-kredit) synes at have stabiliseret sig med en pæn indtjening på over 300 mio. kr. før skat i kvartalet. Det er pænt, og det tyder på, at det attraktive opkøb er ved at folde sig ud.
Vi forventer, at der kan komme lidt grus i maskineriet, når Jyske Bank sandsynligvis også kommer til at hæve bidragssatserne før eller siden. Indtil videre har man redet lidt på en anti-Nykredit-bølge, og har i markedsføringen garanteret en uændret bidragssats og rabat på flyttegebyr. Banken er dermed sluppet noget mere nådigt end Nykredit, som synes at have taget hele sektorens tæsk for bidragsforhøjelserne. Løftet om uændrede bidragssatser gælder dog indtil videre kun året ud, og vi må forvente, at der sker noget på den front i løbet af 2017.
Aktiekursen er nu tilbage ved 340, hvor den toppede i oktober, og hvor den i øvrigt også handlede umiddelbart efter BRF-opkøbet i februar 2014. Det er således et interessant niveau, hvor aktien målt på kurs/indre værdi handler lige omkring 1.
I forhold til de øvrige større bankaktier er det en rabat på op imod 20%, men målt på P/E handler Jyske Bank dog ret præcist på niveau med den europæiske sektormedian.
Konkret i forhold til de danske konkurrenter ligger Jyske Bank en smule lavere, når vi ser på 2017-18. Det er dog marginale forskelle, men den lave indre værdi levner efter vores vurdering fortsat plads til upside, og vi ser på sigt, at Jyske bank igen skal prøve kræfter med rekordniveauet fra 2015 omkring 380. Vi fastholder derfor vores kursmål på 375-390, som modsvarer en fortsat moderat K/I lige over 1,1.
Steen Albrechtsen
Børskurs på analysetidspunktet: 340 AktieUgebrevets kursmål (9 mdr): 375-390
Læs tidligere analyser af Jyske Bank her. Password er abonnent email, og adgangskode kan hentes her .
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her