Her præsenterer vi hver uge kommentarer til alle C20-aktierne. Kommentarerne er primært baseret på teknisk analyse, og formålet med denne gennemgang er at give læserne et overblik over den aktuelle status hos de vigtige C20-aktier.
For en god ordens skyld skal vi gøre opmærksom på, at disse to sider indeholder aktuelle kommentarer med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående selskabsanalyser. Alle kurser er korrigeret for udbyttebetalinger.
Købs- og salgsanbefalingerne på de enkelte aktier må kun betragtes som vejledende, og handel i aktierne sker på eget ansvar.
A. P. Møller – Mærsk A – Køb Aktuel kurs: 10.940,00
A. P. Møller – Mærsk A følger stort set selskabets B-aktie, og giver derfor ikke anledning til en selvstændig analyse.
A. P. Møller – Mærsk B – Køb Aktuel kurs: 11.520,00
APM’s udmeldinger om fremtiden for koncernen blev positivt modtaget, og APM har været lyspunktet i et mat marked. En korrektion ned mod 11.000 kan benyttes som en købsmulighed.
Carlsberg B – Hold Aktuel kurs: 599,50
Carlsberg tester nu modstandslinjen ved 605, men det ligner et mislykket forsøg på at standse nedturen. Et fald under 580 vil udløse et salgssignal.
Chr. Hansen – Sælg Aktuel kurs: 386,90
Chr. Hansen ligger ganske vist indenfor rammerne af det vandrette kursinterval 375-440, men med faldende kurstoppe og -bunde er det ikke tilstrækkeligt til at give aktien en Hold-anbefaling.
Coloplast – Hold Aktuel kurs: 470,00
Coloplast fandt støtte ved 425, og kursen forsøger nu at komme forbi 60 dages glidende gennemsnit ved 459. Ved en stigning forbi 470 forventer vi, at stigningen fortsætter op mod 500.
Danske Bank – Køb Aktuel kurs: 214,40
Danske Bank har nu afgørende passeret toppen fra august 2015 ved kurs 209. Det er sket under en pæn omsætning, og vi forventer en fortsat stigning op mod 220-225 før næste korrektion.
DSV – Hold Aktuel kurs: 311,00
DSV ligger solidt i intervallet 285-320, og giver ikke anledning til yderligere kommentarer i denne uge.
FLSmidth & Co – Køb Aktuel kurs: 294,30
FLSmidth forlader nu C20-indekset sammen med Nordea, men en eventuel negativ kurseffekt heraf overskygges helt af, hvordan stemningen i minebranchen udvikler sig. Vi ser FLSmidth på vej mod 330, som kursen toppede i for 1½ år siden.
Genmab – Hold Aktuel kurs: 1139,00
Genmab ligger midt i det vandrette kursinterval 1030-1250, og giver ikke anledning til yderligere kommentarer i denne uge.
GN Store Nord – Hold Aktuel kurs: 143,30
GN Store Nord har nu forladt en faldende kurskanal, og kursen er samtidig steget forbi 60 dages glidende gennemsnit i 140. Det er to positive signaler, og der kan ligge en kortsigtet gevinst på 5-6% i GN Store Nord hen over årsskiftet.
H. Lundbeck – Hold Aktuel kurs: 279,60
Lundbeck angriber nu igen modstanden ved 280. Det skete sidst i august, og dengang mislykkedes angrebet, og kursen blev efterfølgende sendt ned til 215. Hold øje med om det denne gang lykkes Lundbeck at passere kurs 280.
ISS – Hold Aktuel kurs: 241,50
ISS bevæger sig sidelæns lige over støttelinjen ved 235. Indtil kursen stiger op forbi 60 dages glidende gennemsnit i 251 bør den følges fra sidelinjen.
Jyske Bank – Hold Aktuel kurs: 340,70
Jyske Bank arbejder på at komme fri af støttelinjen ved 310. Hvis det sker, er der dog ikke langt op til topniveauet fra sommeren 2015 i 378. Den forsigtige investor afventer en stigning forbi 380, før han lægger Jyske Bank i porteføljen.
Nordea – Køb Aktuel kurs: 79,05
Nordea ligger i toppen af en stigende kurskanal med loft i 80 og bund i 74. Et mindre kursfald ned mod niveauet 77-78 vil derfor ikke være overraskende, og det kan benyttes som en købsmulighed. Det er Nordeas sidste uge i C20-indekset, men det forventer vi ikke får nogen kursmæssig effekt, da den danske Nordea-kurs følger kursen i Stockholm.
Novo Nordisk B – Hold Aktuel kurs: 255,30
Novo Nordisk er nået tilbage til 60 dages glidende gennemsnit i 252 efter sit dramatiske kursfald fra 380. En stigning forbi 260 vil bringe Novo Nordisk tilbage i gruppen af købsegnede aktier.
Novozymes B – Hold Aktuel kurs: 237,40
Novozymes’ seneste stigning skete i forlængelse af et kraftigt fald, og det er endnu for tidligt at sige, om stigningen blot er en midlertidig korrektion inden et nyt kursdyk. Følg Novozymes fra sidelinjen et stykke tid endnu.
Pandora – Hold Aktuel kurs: 860,00
Pandora ligger midt i det vandrette kursinterval 790-890, og kursens stigning/fald ud af dette interval vil afgøre, om aktien skal have en købs- eller salgsanbefaling.
TDC – Hold Aktuel kurs: 35,42
TDC’s kursbunde ligger højere og højere, men så længe kursen er på den forkerte side af 60 dages glidende gennemsnit i 36,5 er aktien ikke købsegnet.
Vestas Wind Systems – Sælg Aktuel kurs: 432,50
Vestas’ kursfald er markant større end stigningerne, og den manglende styrke til at bryde modstanden ved 480 var et svaghedstegn, som sendte Vestas ned til en ny kursbund. Næste støtte ligger ved kurs 380.
William Demant Holding – Hold Aktuel kurs: 124,50
WDH er tilbage i det vandrette kursinterval 120-140, men den forsigtige investor afventer en stigning forbi 60 dages glidende gennemsnit i 125, før han lægger WDH i porteføljen.
Bruno Japp
Hvad er 60 dages glidende gennemsnit? 60 dages glidende gennemsnit er en akties gennemsnitlige lukkekurs de seneste 60 dage. 60 dage svarer til det omtrentlige antal børsdage de seneste tre måneder. Dette gennemsnit beregnes hver dag, og giver dermed en udglattet kursgraf, hvor de daglige udsving er fjernet. Det giver et klarere billede af aktiens retning, og om hvorvidt investorernes holdning til aktien er ved at ændre sig i positiv eller negativ retning.
Hvad er RSI 14?
RSI14 er en forkortelse for Relative Strength Index, og det er et matematisk værktøj, som beregner styrken i en aktie, og udtrykker den i et tal mellem 0 og 100. Dette tal kan beregnes for forskellige tidsperioder, men styrken over en 14 dages periode er den traditionelle, og det er den vi anvender.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.