Basisporteføljen holder forspringet til Copenhagen Benchmark, men vi savner markante lyspunkter blandt de udvalgte aktier.
I et forholdsvis stillestående marked – men dog med en svagt positiv undertone – er markante kursstigninger måske for meget forlangt. Det er i hvertfald mere, end vi har været i stand til at levere i denne uge.
Der har naturligvis været kursændringer i alle porteføljens aktier, men de har alle været af en ret beskeden størrelse. Største plusser har RTX og Per Aarsleff leveret (1,4% og 1,1%), mens de største minusser ligger i TK Development og FLSmidth (1,5% og 1,0%). Ingen af de fire tal er specielt bemærkelsesværdige, når det tages i betragtning, at de dækker udviklingen over en hel uge.
Men så små kursbevægelser skaber alligevel en vis bekymring. For netop disse ti aktier er jo valgt, fordi vi forventer en bedre kursudvikling i dem, end markedet generelt kan levere. Man kan naturligvis ikke bedømme en aktie på udviklingen i en enkelt uge, og set over en længere periode har de valgte aktier da også tilsammen trukket Basisporteføljens afkast højere op end markedets gennemsnit.
Men den kommende tid vil vi holde godt øje med, om status quo er ved at blive det normale for Basisporteføljens aktier. I så fald er det nemlig på tide at gribe ind.
Enten ved at skifte en eller flere aktier ud, eller også ved at reducere i beholdningen af aktier. Hvis det bedst opnåelige resultat ved en investering er, at man ikke taber penge, så vil det være et bedre valg slet ikke at foretage den. Eller sagt med andre ord, så er en sidelæns bevægelse på aktiemarkedet måske et signal om, at styrken i markedet er under svækkelse, og i så fald kan det oftest bedst betale sig at følge dette fra sidelinjen.
Disse overvejelser vil vi lade indgå i vores vurdering af porteføljens status i den kommende uge.
Bruno Japp
Hvad er Basisporteføljen?
Basisporteføljen er en fiktiv portefølje, som er AktieUgebrevets bud på, hvordan en privat portefølje kan administreres med en tidshorisont på 1-3 måneder for sine handler. Porteføljen har en forsigtig tilgang til aktiemarkedet, og målet er at opnå et højere afkast end markedets gennemsnit over en årrække med både op- og nedturer. Vi anbefaler, at modelporteføljen anvendes som inspiration og ikke til kopiering.
Intro-pris i 3 måneder
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Fuld adgang til ugebrev.dk
- Nyhedsmails med daglige opdateringer
- Ingen binding
199 kr./måned
Normalpris 349 kr./måned
199 kr./md. de første tre måneder,
herefter 349 kr./md.
Allerede abonnent? Log ind her












