Den nordjyske teknologivirksomhed RTX fortsatte i regnskabåret 2015/16 den flotte udvikling fra de senere år.
Omsætningen er øget støt hvert år, og indtjeningsevnen er fastholdt, således at fremgangen i høj grad også er slået igennem på bundlinjen. Meget peger på, at udviklingen fortsætter.
De seneste par år har RTX meldt forsigtigt ud, og det er vores vurdering, at det også er tilfældet for resultatforventningen til 2016/17. Omsætningen forventes at lande i intervallet 420-435 mio. kr. svarende til en vækst i niveauet 5-10% . Ledelsen har generelt en god visibilitet for de kommende 6-12 måneder, og vi føler os derfor ganske komfortable med udmeldingen.
Ansættelsen af 51 nye medarbejdere i det netop afsluttede regnskabsår er et tydeligt signal om, at der er godt gang i forretningen. RTX har 223 medarbejdere ved regnskabsårets afslutning. De er ca. fordelt 50/50 mellem hovedkontoret i Danmark og afdelingen i Hong Kong, som bl.a. står for hele leverandørstyringen i Kina. På det område er RTX i øvrigt i gang med en omlægning af leverandørstrukturen, der skal understøtte RTX’ voksende produktionsbehov, og det bliver et vigtigt område i regnskabsåret.
RTX skriver i regnskabet, at ordrebogen er voksende i begge forretningsområder, men man ville ikke uddybe eller konkretisere dette yderligere ved præsentationen af regnskabet. Det fremgik dog, at det for ”RTX i 2016/17 i vid udtrækning handler om at sikre, at det er de bedste langsigtede forretningsmæssige projekter for RTX, der får prioritet”. Med andre ord er der så mange ordrer eller ordreforespørgsler, at der principielt må siges nej til nogle af dem.
RTX har været en fantastisk væksthistorie henover de seneste år, og vi ser p.t. ingen tegn på, at den ikke skulle fortsætte. Sammen med den høje soliditetsgrad på 78,9% og en nettobeholdning af likvider og kortsigtede værdipapirer på 202 mio. kr. er den finansielle position meget solid. Der stilles forslag om et nyt tilbagekøbsprogram på 60 mio. kr. og et udbytte på 2 kr/aktie, hvormed der sendes tæt på 80 mio. kr. tilbage til aktionærerne i 2017. En stor del af det beløb kan faktisk dækkes af den forventede driftsindtjening i perioden, og reelt sker der derfor kun en beskeden tilpasning af kapitalstrukturen. Ledelsen afviste på regnskabspræsentationen, at man er på udkig efter et stort opkøb, men det blev ikke udelukket, at mindre tilkøb/opkøb af komplementerende teknologier kan komme på tale.
Investors overvejelse i forhold til RTX er fra vores synsvinkel egentlig ikke om væksten fortsætter, men mere et spørgsmål om værdiansættelsen.
RTX har ved dagens kurs på 125 en markedsværdi omkring 1,1 mia. korrigeret for beholdningen af egne aktier. Det giver en P/E omkring 19, hvis man afsætter fuld skat på den øverste EBIT-forventning på 75 mio. kr. RTX har stadig et skattemæssigt underskud tilbage, men det vil sandsynligvis være opbrugt i 2018, hvorefter der igen skal betales fuld skat. Derfor regner vi allerede nu med fuld skat i vores vurdering af aktiens relative værdiansættelse.
RTX er således ikke længere en billig aktie, men med de nuværende udsigter ser vi den heller ikke som for dyr. Korrigerer man markedsværdien for kassebeholdningen på 202 mio. kr. lander P/E på det noget mere acceptable niveau omkring 15,5.
Med det udgangspunkt mener vi godt, at aktien stadig kan bære en købsanbefaling – også som en konsekvens af den begrænsede risiko for store negative overraskelser.
Vores tidligere kursmål på 130 er nu næsten ved at være indfriet. På baggrund af de pæne udsigter og tilbagekøbsprogrammet sætter vi et nyt 12 måneders kursmål på 130-150. Toppen af intervallet modsvarer en EBIT-indtjening omkring 80 mio. kr, en P/E på 18 og en korrektion af markedsværdien for likviderne på 200 mio kr.
Steen Albrechtsen
Børskurs på analysetidspunktet: 125 AktieUgebrevets kursmål (12 mdr): 130-150
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her