I denne uge skilte vi os af med Zealand Pharma, som efterhånden var blevet den længstlevende aktie i Basisporteføljen.
Zealand Pharma har skilt sig ud fra de andre aktier i porteføljen ved, at den potentielle kursstigning var knyttet til en helt bestemt begivenhed. Nemlig godkendelsen af et nyt produkt, som i samarbejde med en partner skal sælges i både Europa og USA. Godkendelsen har været længe undervejs, og i første omgang blev beslutningen om at tillade produktet i USA udskudt med tre måneder. Men i november fik Zealand Pharma så godkendelserne i hus hos myndighederne i både USA og Europa.
Det løftede også kursen ganske betydeligt fra kurs 87 den 2. november til den foreløbige top ved 126,50 tre uger senere. Men her gik stigningen i stå. Der er ikke noget overraskende i, at en aktie falder i kurs efter så voldsom en stigning, og vi ville normalt blot have lænet os tilbage og ventet på næste skridt opad.
Men i løbet af november er der begyndt at dukke signaler op, som stiller spørgsmålstegn ved Zealand Pharma-aktiens opbakning.
På trods af de to positive produktnyheder, som markedet har ventet længe på, sænkede Handelsbanken i denne uge sin anbefaling af Zealand Pharma fra Akkumulér til Reducer. Stort set samtidig indberettede Bogle Investment Management, L.P. i onsdags, at man har øget sin shorthandlede andel af Zealand Pharmas aktiekapital til 0,53%. Dermed er Zealand Pharma for første gang i lang tid dukket op på shorthandlernes radar.
Den vigtige produktgodkendelse var tilsyneladende ikke tilstrækkelig til at udligne Zealand Pharmas kursfald i 2016, som på salgstidspunktet i onsdags lød på 17%. Når finanshuse og shorthandlere samtidig melder ud om deres manglende tro på yderligere kursstigninger, var det ikke længere i overensstemmelse med vores strategi at beholde aktien i porteføljen.
Bruno Japp
Hvad er Basisporteføljen?
Basisporteføljen er en fiktiv portefølje, som er AktieUgebrevets bud på, hvordan en privat portefølje kan administreres med en tidshorisont på 1-3 måneder for sine handler. Porteføljen har en forsigtig tilgang til aktiemarkedet, og målet er at opnå et højere afkast end markedets gennemsnit over en årrække med både op- og nedturer. Vi anbefaler, at modelporteføljen anvendes som inspiration og ikke til kopiering.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her