Anmeldelse: Aktionærindflydelse kræver kampe

Boganmeldelse: Aktionærernes øgede indflydelse på virksomhederne har det seneste årti krævet kampe – ofte meget hårde kampe – og det er et fænomen, der især er set i USA. Det beskrives i bogen ”Dear Chairman”, som her anmeldes.

Den amerikanske professor og ekspert i valueinvestering, Jeff Gramm, har undersøgt mange af de mest spektakulære opgør mellem aktionærer og bestyrelser, og det er blandt andet sket ved at se på korrespondencen mellem aktionæraktivister og selskabernes bestyrelsesformænd. Derfor har han kaldt sin bog om emnet for ”Dear Chairman.” Der er ikke meget kært i brevene.

Bogen er en beskrivelse af aktionæraktivismens udvikling, og den fokuserer udelukkende på de store kampe mellem aktivistiske storaktionærer og børsnoterede selskaber. Aktivismen er dog ikke af ny dato. Der var kampe om Dutch East India Company for 400 år siden, og i 1800-tallet i USA var der voldsomme slagsmål om kontrollen med de ekspanderende jernbaneselskaber. Men Jeff Gramm holder sig til perioden fra 1920’erne til i dag. Han begynder med Benjamin Graham, der er faderen til valueinvesteringer, og som faktisk er forløberen for den moderne aktionæraktivisme. Gramm beskriver, hvordan nogle af aktivisterne fik betydelig indflydelse, og formåede at vende en dårlig udvikling i et selskab til fornyet fremgang. Han beskriver også tilfælde, hvor aktivister ødelagde aktionærernes værdi og selskaberne. Nogle aktivister går udelukkende efter at score en hurtig gevinst, selv om det kan skade selskabet.

Aktivisme er altså ikke godt for enhver pris, mener han. Alligevel er han af den opfattelse, at det er nødvendigt med aktionærer, der tør stille krav til en virksomhed, især i de tilfælde, hvor der er behov for strategiændringer eller lederudskiftninger. Aktivismen er med andre ord kommet for at blive. Derfor er det afgørende, hvordan en bestyrelse tager imod aktivismen, og hvordan aktivisterne optræder.

I sidste ende handler en aktivisme næsten altid om at skifte ledelsen ud – uanset om det udtrykkes direkte eller indirekte. Derfor vil seriøse aktivister/investorer optræde i et parallelforløb til bestyrelsen, hvis fornemste opgave altid er at tjekke, om virksomheden har den bedst mulige ledelse. Gramms hensigt med bogen er at hjælpe aktionærer med at skelne mellem en god og dårlig aktivisme. Og så pointerer han, at der meget ofte er dyb uenighed mellem bestyrelsen og aktionærerne i de helt afgørende spørgsmål om selskabernes fremtid.

Han påviser, hvordan nogle selskaber som General Motors har brugt enorme millionbeløb for at få kritiske aktionærer til at tie. General Motors foretog i 80’erne milliardinvesteringer i fejlslagne projekter, og selskabet brugte 700 millioner dollar for at skubbe aktivisten Ross Perot ud af bestyrelsen – i stedet for at rette op på de problemer, som den daværende ledelse var ansvarlig for. Kampen mellem Ross Perot og selskabets direktør, Roger Smith, blev indledt med et fem siders langt detaljeret anklageskrift fra Perot til Smith om Smiths fejlslagne ledelse – ifølge Perots opfattelse.

General Motors blev på markedet presset voldsomt i defensiven af bl.a. Toyota. Kampen var et vendepunkt inden for aktionæraktivismen, fordi Ross Perot havde ret, og fordi General Motors ledelse kørte selskabet i sænk. De store pensionsselskaber begyndte derefter at lægge pres på selskaberne for at få et bedre afkast.

Carl Icahn, der betragtes som en af de største corporate raiders, blev kendt ved sit hårdhændede forsøg på at overtage Phillips Petroleum. Han tilbød på venligste måde at købe selskabet, men han kom også med trusler om en fjendtlig overtagelse, hvis hans venlighed ikke blev accepteret. Han sikrede sig kapital fra junkbond specialisten Michael Milken, og dermed blev en meget grov form for aktivisme indledt. Sidenhen blev hedgefondene de vigtigste aktivister.

Gramms konklusion er, at aktivismen er kommet for at blive, uanset udøverne, fordi aktionærernes rolle er en nødvendig funktion for at rette op på de svagheder, der jævnligt ses i børsnoterede selskaber, der ifølge Gramm har en ”ufattelig evne til at optræde klodset og tåbeligt.” Aktivisterne kan så til gengæld få sig en gevinst ved at rette op på fejltagelserne og genskabe dynamikken.

Han er enig i den vurdering, som nogle har, at amerikanske selskaber i henhold til loven ikke har som opgave at maksimere shareholder value. De er til for deres egen skyld. Altså må aktionærerne kæmpe for at skabe værdi – for dem selv. Men hvis virksomhederne lytter til aktivisternes kritik og forslag, vil det som regel gavne begge parter, og dermed får aktionærerne – bestyrelsens egentlige vælgere – en enorm magt og et stærkt ansvar og kan blive den vigtigste faktor i corporate governance, skriver Gramm.

læs hele udgivelsen her

Hugo Gaarden

”Dear Chairman,” HarperCollins, 291 sider, 299 kr.