Jyske Banks regnskab for årets andet kvartal var stort set som ventet af analytikerne. Men der var alligevel enkelte modhager, som fik aktien til at dykke oven på regnskabet. Sammen med Spar Nord-aktien halter Jyske Bank-aktien efter de andre større bankaktier. Analytikere forventer, at CEO Anders Dam snart vil udmelde et nyt aktietilbagekøbsprogram. Det kan genrejse aktien.
Over de seneste tre måneder er Jyske Bank-aktien kun steget 4 pct., og det er langt mindre end eksempelvis Sydbank-aktien, som i samme periode er gået 16 pct. frem. Sydbank har måske taget forskud på glæderne, fordi banken først aflægger regnskab for Q2 den 23. august, altså i næste uge.
Generelt har de store bankaktier ikke klaret sig overvældende godt de seneste måneder. Der har været medvind fra en fornyet tro på høje centralbankrenter, efter inflationstallene alligevel ikke ser så gode ud. Der har også været medvind fra fortsat meget små udlånstab.
Rentestigning har også ulemper
Til gengæld har der været modvind fra øget nervøsitet for en økonomisk recession i Europa. Og oveni er senest kommet potentielt store kurstab på bankernes store obligationsbeholdninger efter den seneste måneds overraskende rentestigning i de toneangivende statsobligationer.
Langt hovedparten af de professionelle obligationsfolk har længe ventet rentefald i kølvandet på centralbankernes nedsættelse af centralbankrenterne.
Selve Jyske Banks Q2-regnskab kom tæt på analytikernes forventning som indsamlet af banken selv. Tidligere har der ofte været store overraskelser for analytikerne i Jyske Banks regnskaber, og ofte blev de ikke forklaret så godt af ledelsen. Rejsen mod en bedre og mere retlinet kommunikation fra Jyske Banks side synes at fortsætte. Banken gennemførte for over en måned siden et pre-close call, hvor analytikerne fik tegnet spillepladen op, eksempelvis ligesom Danske Bank gør det.
Det har uden tvivl givet analytikerne bedre mulighed for ikke at skyde helt ved siden af. Og så skal det også bemærkes, at direktør Lars Mørch denne gang deltog i Q2-præsentationene, selvfølgelig sammen med Anders Dam.
Bankens basisresultat før nedskrivninger ramte meget tæt på analytikeres forventning. Men bagved tallene var der altså flere skuffelser: For det første var gebyrindtægterne markant lavere end forventet: 553 mio. kr., mod forventet 598 mio. kr. Faldet i gebyrer svarer til udviklingen i de andre bankregnskaber, hvor færre låneprovisioner, færre lånekonverteringer og et mindre antal bolighandler har trukket gebyrindtægterne ned til det laveste i otte kvartaler.
Bankens kursreguleringer på egenbeholdningen var knap 100 mio. kr. større end ventet, og det forklares af mere gunstige finansielle markeder. Merindtægten ophævede stort set faldet i gebyrindtægterne.
Men de positive kursreguleringer vil næppe blive gentaget i Q3, efter at både aktiekurser og obligationskurser på det seneste er faldet markant. Jyske Bank havde ved halvåret placeret egne midler for 90 mia. kr. i obligationer og 2 mia. kr. i aktier.
På minussiden i Q2-regnskabet bør også omkostningsudviklingen fremhæves: Omkostningerne landede på 1553 mio. kr. mod forventet 1494 mio. kr. Ledelsen oplyser, at købet af Handelsbanken påvirker omkostningerne, mens ekstraomkostninger til købet af PFA Bank først vil påvirke 2024-tallene. Om halvårstallene oplyses, at ”de underliggende basisomkostninger steg bl.a. som følge af et øget antal heltidsmedarbejdere relateret til hvidvaskbekæmpelse og overenskomstmæssig lønregulering. Hertil kommer engangsomkostninger på 97 mio. kr. relateret til købet af Handelsbanken Danmark, mod 11 mio. kr. året forinden.”
Basisresultatet i selve bankforretningen landede på 912 mio. kr. mod 1036 mio. kr. kvartalet før. Faldet skyldes især lavere indtægter i banken for realkreditydelser og lavere gebyrindtægter. Fortsat afmatning på boligmarkedet vil antageligt betyde, at disse indtægtsposter fortsat vil ligge underdrejet.
Morten W. Langer
Aktuel kurs 495,50
Kursmål (6 mdr.) 523,00
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her