Knapt har NKT sat gang i en flerårig kapacitetsudvidelse, der først giver effekt fra 2027, før man kan begynde at spekulere i, om NKT overhovedet kan følge med i det fortsatte boom på markedet for højspændingskabler de næste 5-10 år.
NKT har endnu engang løftet forventningen til markedsvæksten i de kommende år, så der nu ventes et gennemsnitligt marked på mindst 10 mia. euro fra 2024-2030. Det er et løft fra udsigterne på kapitalmarkedsdagen i september 2022, hvor man ventede 8-9 mia. euro årligt i perioden 2025-2030.
Umiddelbart kan det ligne et lille løft, men det er værd at bemærke, at det kommer ovenpå 2023-rekordåret, hvor markedet blev noget større end de oprindeligt ventede 7-8 mia. euro. I absolutte tal blev der tildelt ordrer på rundt regnet 15 mia. euro i 2023, hvoraf NKT hjemtog hele 7 mia. euro svarende til en markedsandel på imponerende 45 pct.
For 2024 er NKT’s udsigter en vækst på små 10 pct. fra 1927 mio. euro i omsætning til 2,21-2,36 mia. euro. EBITDA forventes at ligge i niveauet 285-335 mio. euro, hvilket indikerer, at man allerede i år kan ende med at indfri målsætningen på minimum 300 mio. euro i EBITDA for 2025.
Interessant for de kommende år frem til den nye fabrikskapacitet i 2027 er, at man i 2024-2026 har stort set uændret kapacitet. Dvs. at en omsætningsvækst groft sagt kun kan komme fra pris og mix-ændringer.
NKT sætter først i år for alvor tryk på det 1 mia. euro store investeringsprogram, der over de kommende år kommer til at udvide produktionskapaciteten. Bagsiden af medaljen er, at man er nødt til at udvide kapaciteten endnu mere, hvis man vil have del i det store marked.
Her er man hos NKT tydeligvis forsigtigt indstillet, bl.a. fordi man knapt nok er gået i gang med den største kapacitetsudvidelse i selskabets historie, der først er klar i 2027. At begynde at se forbi dette punkt kan synes meget prematurt, men omvendt begynder ordrerne til den periode også snart at komme i spil, enten direkte eller via rammeaftaler.
En udvidelse er nødvendig, hvis markedet bliver som forventet, og man ikke vil tabe store markedsandele. Her taler vi ikke om, at man fastholder 45 pct. markedsandel fra 2023, men blot de 20-30 pct. man har opereret med tidligere.
Vi finder det meget fristende at gentage konklusionen fra oktober, selvom aktiekursen siden da er løftet fra 350 til det aktuelle niveau over 500. Forventningens glæde er også på aktiemarkedet ofte den største.
Vi tror ikke, at forventningerne er færdige med at blive bygget op i NKT her midt i ordreboomet. Det levner fortsat plads til yderligere stigninger, men det betyder også, at man som investor bevæger sig ud på en noget mere usikker grund, hvor markedets humør og fremskrivninger hurtigt kan ændre sig.
Konklusion
Aktuel kurs 513,50
Kortsigtet (< 3 mdr.) Hold
Langsigtet (12 mdr.) Kursmål 450
Steen Albrechtsen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her