Efter en menneskealder i toppen af etablerede pensionsmæglerbranche har tidligere topchef i Willis, Lars Gundorph, tjent 29 mio. kr. på at sælge det relativt nydannede mæglerfirma North Risk til udenlandske Howden. Det fremgår af Lars Gundorphs aktuelle regnskab, som er offentliggjort for nylig. Gundorph har sammen med kapitalfonden Polaris opkøbt 24 danske mæglere på under tre år. Howden har lagt et milliardbeløb for overtagelsen, og Polaris kalder det for en af deres bedste exits nogensinde, skriver fagredaktør Carsten Vitoft.
Det er en ingen offentlig hemmelighed, at landets pensionsmæglere ligger i toppen af lønningerne i den danske pensionsbranche, og at mæglerne altid har tjent meget mere end topcheferne i de store pensionsselskaber, som mæglerne ellers lever af at rådgive.
Adm. direktør Lars Gundorph, som de seneste år har været med til at opbygge den relativt nye mæglerkæde North Risk, viser, hvor lukrativ indtjeningen i virkeligheden er blevet omkring det at rådgive danske virksomheder og deres medarbejdere om pensionsforhold. Lars Gundorph har ud over sin direktørløn hos North Risk også scoret kassen på at opbygge og sælge sin ejerandel i selskabet.
På mindre end tre år har han opkøbt 24 mæglervirksomheder og nu solgt det hele til mæglerhuset Howden for mere end 29 mio. kr., viser regnskabet for hans private selskab. Her kan CEOs i de store pensionsselskaber slet ikke følge med, da ingen af dem tjener mere end ti mio. kr. årligt.
”Indtægterne i Gundorph Holding er en del af den handel, der blev indgået i januar 2024, da North blev købt af Howden. En del af mit ejerskab lå i Gundorph Holding og andet lå privat. Jeg ønsker ikke at oplyse om min ejerandel af North, da købesummen ikke blev offentliggjort,” skriver Lars Gundorph, der nu er adm. direktør i nye Howden Danmark i en mail.
Meget tyder altså på, at hans gevinst er endnu større, da en ejerandel i North Risk ikke har ligget i hans selskab.
Det er kapitalfonden Polaris, som tidligere har skudt penge i opkøbseventyret af de mange mindre danske mæglerhuse. Her lægger man nu heller ikke skjul på, at salget har været en af de mest succesfulde investeringer nogensinde.
”Det været en særdeles god investering for Polaris og vores investorer. Vi har arbejdet på rigtig mange fronter for at skabe en aktør med et anderledes værditilbud. Det er blandt vores bedste investeringer målt på afkast. Udover det monetære afkast, vi har været i stand til at skabe, så er vi også meget glade for, at vi har kunnet stå bag skabelsen af en førende dansk virksomhed i mæglerindustrien til gavn for både forsikringstagere og medarbejdere,” siger Rune Lillie Gornitzka, partner i Polaris.
Trecifret underskud
Parterne bag transaktionen ønsker hverken at offentliggøre købspris eller ejerandele. Men i branchen skønnes det, at Howden har betalt godt to mia. kr. for entreen på det danske mæglermarked. Det er bemærkelsesværdigt, da North Risk aldrig har givet overskud. Ifølge det seneste regnskab lød underskuddet sidste år på hele 150 mio. kr.
Underskuddet kan skyldes de mange opkøb og de tunge investeringer i at opbygge en mæglerkæde fra bunden. Ifølge Polaris og Lars Gundorph er de officielle regnskabstal misvisende i forhold til pensionsmæglerens økonomiske situation.
”I forhold til Howden Danmarks regnskab kan jeg godt forstå, at det kan være svært at forstå tallene, for det er svært sammenligneligt. Læg mærke til, at regnskabsperioden er 1/1-24 til 30/9-24 af hensyn til Howden Groups regnskabsår. Vi har derfor alle udgifterne med for perioden, men kun en del af indtægterne da størstedelen af vores indtægter ligger i sidste kvartal, hvilket er typisk for forsikringsmæglerbranchen,” oplyser Lars Gundorph.
Han peger på, at regnskabet indeholder en række engangsomkostninger i forbindelse med køb af virksomheder: ”Vi har jo været og er stadig ret aktive med opkøb. Vores forretning kører efter planen med tocifrede vækstrater organisk og med en stor pipeline på alle vores forretningsområder.”
Carsten Vitoft
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.