ØU Kommentar: Historien bag sammenbruddet i datidens Rom var en påmindelse om, at når magten først lærer en hurtigere vej end loven, glemmer den ofte vejen tilbage.
Udmeldingen om Trumps forsøg på at fyre Cook, fik aktiermarkederne til at skride. Måske først skridt mod vigende tillid til USAs institutioner. Og fortsætter denne tendens, kan det går meget galt. Flere eksempler på magtfuldkommenhed, udenom lovgivning og rettigheder, vil udløse nye knæk til tilliden.
Boganmeldelse: To Nobel-pristagere i økonomi leverer en fascinerende beskrivelse af ”Why Nations Fail”. I bogen forklarer de årsagen til magt, velstand og fattigdom i enkeltlande. Ifølge forfatterne, Daron Acemoglu og James A. Robinson, er årsagen til, at nationer bryder sammen, både enkel og kompliceret. Men den ligger i manglende og dårligt fungerende samfundsinstitutioner, skriver journalist Hugo Gaarden i sin anmeldelse.
Budskabet har i højeste grad betydning for de aktuelle vilkår for erhvervslivet. For netop præsident Donald Trumps regime i USA er, ifølge forfatterne, ved at bringe USA ud på en katastrofal glidebane med manglende tillid til institutionerne – og et politisk miljø, hvor det er hensyn til magten og ikke til retten eller samfundet, der tæller.
Altså nøjagtigt som i diktaturer og autoritære systemer. Derfor er der en risiko for, at USA med den ekstremt høje gæld på 50.000 mia. USD bryder sammen, og det vil selvsagt ramme hele verdens økonomi.
Bogen vil virke kedelig for mange læsere, især de første 400 sider, fordi det er historiefortælling fra sammenbruddet af azteker-riget til andre riger i historien. Årsagen er, at forfatterne prøver at finde nogle fællestræk for nationernes velstand og sammenbrud.
Kernefortællingen stykkes drypvis sammen. De mener, at de virkelige drivkræfter hverken er kongedømmer, kulturer eller ydre forhold som klima og levevilkår. De koger det ned til betydningen af velfungerende institutioner: Er de estraktive eller inklusive?
Trækker institutionerne værdier ud af borgerne og samfundet og samler det hos en elite – uanset om det sker demokratisk, diktatorisk eller ved gangster-metoder – eller skaber institutionerne samling og giver fremgang for alle i et rimeligt omfang? F.eks. mener de, at kun ét afrikansk land, Botswana, er præget af demokrati og inklusivitet. Resten røver værdier fra borgerne og samfundet til en lille elite – og dermed skaber en ufattelig fattigdom for de få trods 50 års udviklingspolitik.
De rige donorlande har ikke på noget tidspunkt sagt, at det er selve systemet i de afrikanske lande, der er noget galt med: de ekstraktive (eller røvende) samfundsinstitutioner. Korruption og elitens sidden-på-magten gennemsyrer Afrika. De vestlige donorlande virker både døve og blinde.
Det har selvfølgelig også betydning for det globale erhvervsliv, der ved, hvilken enorm virkning det havde, at Kina satsede på inklusiv udvikling, selv om landet var og er topstyret.
Blæser på
Hvis de afrikanske lande havde et lige så effektivt system, ville der være en kolossal vækst lige syd for Europa med over en mia. mennesker. Hvis Nigeria kan hæve sig til Chiles niveau, hvad institutionernes kvalitet angår, kan indkomsten pr. indbygger syvdobles over en kortere årrække.
Og det er sikkert lavt sat, for Kina er i dag 30 gange så rigt som de fattigere afrikanske lande, mens de for 40 år siden var på samme lave niveau. Havde europæerne forsøgt at ændre deres egne kolonier til samfund, hvor der er lighed for loven, beskyttelse af ejendomsretten og uafhængige domstole, havde vi næppe haft nutidens flygtningekrise, men et gigantisk nabo-marked.
Daron Acemoglu skriver i en artikel i Financial Times om den største nutidige trussel, nemlig sammenbrud i USA’s velstand. Ifølge ham ligger den i sammenbruddet af institutionerne, og herunder at Trump regerer per dekreter, blæser på domstolene eller de politiske normer og fører tarifkrig mod alle og enhver.
Trump steg på en bølge af utilfredshed med det politiske system og institutionerne, fordi de ikke fungerede godt nok, og nu river han dette grundlag fra hinanden. Når borgerne som under finanskrisen ser, at staten redder storbankerne, mens boligejerne og lønmodtagere får lov til at gå ned, så styrkes mistilliden til institutionerne, og det giver luft for Trump.
Endda så meget, at ingen tør tale imod ham, som det ses ved hans kongelige ritualer i Det ovale Kontor, hvor besøgende ledere forsøger at please ham. Det ender i et system, hvor magten bliver personlig, og hvor staten og private virksomheder koblet sammen som i et autoritært system, som når Trump i dag er parat til at lade Nvidia sælge chips til Kina trods et generelt forbud, bare de betaler 15 pct. i afgift til USA. Det ændrer totalt ved ideen om et frit kapitalistisk erhvervsliv og har intet med demokrati at gøre. Bliver USA en ”failed nation”? Hvilken virkning får det for Vesten og verden?
Why Nations Fail, Daron Acemoglu & James A. Robinson, Profile, 528 sider, 160 kr.
Hugo Gaarden
