En stor del af bankerne, der har aflagt regnskab for 2025, ser, ifølge topledelsernes forventninger, vigende overskud i år. Men det er analytikerne uenige i, viser deres estimater for bankernes overskud i år og næste år efter aflæggelse af regnskaberne for 2025. Selvom Landbobankens John Fisker ser vigende overskud i år, ligger analytikernes estimat allerede på kanten af en opjustering. Chefredaktør Morten W. Langer har set på analytikernes konsensusestimater.
Får vi som sædvanlig en bølge af opjusteringer fra bankledelser i løbet af 2026, fordi de har meldt forsigtigt ud? Som billedet ser ud lige nu, er svaret ifølge aktieanalytikerne et klart og utvetydigt: ja.
For de fleste storbanker, der har aflagt regnskab for 2025, har analytikerne efterfølgende opjusteret deres estimater for bankernes overskud. Og selvom de fleste bankledelser har meldt en forsigtig forventning ud for i år, ser analytikerne en overskudsvækst per aktie på typisk fire til syv pct. for de store banker.
Et godt eksempel på denne udvikling er Ringkjøbing Landbobank, hvor CEO John Fisker har meldt forsigtigt ud med en overskudsforventning på 2,0 til 2,4 mia. kr. efter skat. Det skal sammenholdes med overskuddet sidste år på 2,25 mia. kr., når der bortses fra en engangsgevinst på 65 mio. kr. fra værdiregulering af bankens aktiepost i BankInvest.
Bankens ledelse skriver ellers, at den budgetterer med fortsat udlånsvækst: ”Det er bankens forventning, at de gennemsnitlige nettorenteindtægter pr. dag i løbet af 2026 vil stige i forhold til de gennemsnitlige nettorenteindtægter pr. dag realiseret i 4. kvartal 2025.” Banken forventer på det grundlag, at de samlede nettorenteindtægter vil være højere i år end sidste år.


Ikke meget positivt nyt
Analytikerne forventer, at overskud per aktie stiger tre pct. – fra 95,0 til 97,8 kr., hvilket svarer til et overskud efter skat på 2,4 mia. kr. Analytikerne har altså allerede verfet bankens egen forsigtige forventning af bordet – og vurderet, at resultatet for 2026, som det ser ud nu, kommer til at ligge i den øverste del af intervallet.
På tilsvarende vis har Danske Banks CEO Carsten Egeriis udmeldt en forventning på 22-24 mia. kr. i overskud, efter en mia. kr. i tabshensættelser. Det skal sammenholdes med sidste års overskud på 23 mia. kr. efter 0,3 mia. kr. i tabshensættelser sidste år.
Analytikerne ser i år fremgang i overskud per aktie på fire pct., altså til 24 mia. kr. – også i den øvre ende af det udmeldte forventningsinterval. Også her skal der ikke meget positivt nyt til at udløse en senere opjustering, især hvis tabshensættelserne, som de seneste år, igen bliver lavere end ledelsens første forventning.
Billedet er næsten det samme hos Jyske Bank: CEO Lars Mørch leverede sidste år et overskud på 85 kr. per aktie, og forventningen for i år lyder på 71-85 kr. per aktie, altså et meget stort spænd. Et forventet fald i basisindtjeningen forklares med lavere kursreguleringer, som nåede 1,5 mia. kr. sidste år. Antages, at kursreguleringerne i budgettet er beskåret en milliard kroner, svarer det til et justeret overskud per aktie på 79 kr. sidste år. Altså lige over et midtpunkt af det udmeldte forventningsinterval.
Det skal sammenholdes med analytikernes estimat for 2026 på 81,1 kr. og 87 kr. for næste års overskud per aktie. Umiddelbart ser Jyske Banks ledelse en underliggende overskudsfremgang på knap tre pct., baseret på den forsigtige forudsætning. Det oplyses også, at ”… basisomkostninger forventes lidt lavere i 2026 grundet lavere engangsomkostninger og omkostningstiltag, der forventes mere end at opveje lønregulering…” I forhold til de andre banker, synes Jyske Banks forventning at være meget forsigtig. Men til gengæld har analytikerne også massive forventninger til stigende overskud i både 2027 og 2028, med en årlig vækst i overskud per aktie på syv pct. begge år.
Morten W. Langer
Læs også de øvrige artikler i temaet om banker:
Nykredit strategisk klemt ved AI-omstilling til fremtidens bank
Eksperter: Erhvervsministerens bankudspil ændrer intet
Nykredit Bank udfordrer Totalkredit-banker, er det holdbart?


Intro-pris i 3 måneder
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Fuld adgang til ugebrev.dk
- Nyhedsmails med daglige opdateringer
- Ingen binding
199 kr./måned
Normalpris 349 kr./måned
199 kr./md. de første tre måneder,
herefter 349 kr./md.
Allerede abonnent? Log ind her













