Krigen i Ukraine har nu varet længere end Ruslands deltagelse i 2. Verdenskrig fra 1941-45. Den har de seneste år udviklet sig til en udmattelseskrig mellem Rusland og Ukraine med militær støtte fra begge parters allierede nationer. Den politiske vilje til fred er der ikke endnu, men kommer sikkert først næste år, skriver senior fellow Jacob Funk Kirkegaard fra den internationale tænketank Bruegel.
samfund-geopolitik De første konturer for en våbenstilstand begynder at tegne sig klarere, men politisk vilje er afgørende for et gennembrud. Og ingen ved endnu, hvordan eller hvornår Vladimir Putin bliver overbevist om, at våbnene nu må tie. Ikke meget tyder på, at vi har nået det tidspunkt endnu. Og krigen fortsætter derfor nok ind i 2027.
Lange og meget blodige krige er oftest meget vanskelige at afslutte via forhandlinger, da begge parter pga. store menneskelige og økonomiske ofre, de har ydet, har svært at acceptere kompromiser.
Desværre gør den nye drone-baserede krigsførelse det umuligt for parterne at vinde militært. Den nye militærteknologi gør overraskelsesangreb eller større mekaniserede angreb næsten umulige. Frontlinjen vil derfor næppe flytte sig mange kilometer de kommende måneder, og en forhandlingsløsning bliver derfor på et tidspunkt nødvendig og eneste udvej.
Fastfrysningen af frontlinjen har allerede betydet, at Ukraine reelt har opgivet håbet om at generobre de landområder, man har mistet siden 2014.
Derfor har Kyiv også accepteret en betingelsesløs våbenhvile, vel vidende at dette reelt vil betyde en fastfrysning af den aktuelle frontlinje mange år frem. De facto-accepten af tab af markante territorier er Ukraines nødvendige politiske kompromis for at gøre en våbenstilstand mulig.
Rusland har til gengæld ikke accepteret nogen form for kompromiser i forhold til sine oprindelige krigsmål i 2022, som stadig er at gøre Ukraine til en vasalstat.
Dette er et krigsmål, de russiske væbnede styrker ikke har kunnet gennemtvinge på slagmarken. Med de potentielt katastrofale følger, disse krav ville have for Ukraines fremtid som selvstændig stat, synes der reelt ingen chance at være for, at Kyiv vil acceptere dette. Donald Trumps fredsforhandlinger vil først lykkes, når Vladimir Putin også tvinges til at acceptere nødvendige kompromiser, som vil sikre resten af Ukraines fremtidige sikkerhed og selvstændighed.
Mens tiden går, vil særligt de økonomiske kræfter i Rusland få betydning for viljen til fred: Her har Ukraine den meget store fordel at EU/G6 – med en økonomi mindst ti gange så stor som Rusland – reelt har accepteret at betale for dets forsvar.
Selvom Rusland har haft held til at smadre meget af Ukraines infrastruktur, betyder det ikke, at dets militære produktion er faldet, eller at Kyivs statsfinanser er underminerede.
Rusland har fået militær støtte fra Nordkorea og Iran, mens Kina fortsat aftager det meste af Ruslands eksport og leverer mange nødvendige krigsforsyninger. Russisk økonomi, som i dag er fuldt mobiliseret til krig, er dog stadig meget afhængig af indtægter for olie- og gaseksport. Kombinationen af faldende globale oliepriser, sanktioner, ukrainske angreb på russisk energiinfrastruktur og et stigende antal bordinger af dets skyggeflåde af tankskibe, samt politisk pres på to af Ruslands store oliekunder i Indien og Tyrkiet er gradvist begyndt at virke.
Det er i stigende grad kun Kina, som køber store mængder russisk olie og gas, og Beijing kræver store prisnedslag. Ruslands energieksport er derfor faldende og stadig mere russisk olie er på jagt efter købere.
Den russiske økonomi er næppe på vej mod et hurtigt kollaps, men krigsøkonomien er rettet mod ”goder til destruktion på slagmarken.”
Denne situation kan ikke opretholdes uden enten fortsat store energiindtægter eller accelererende kannibalisering af resten af den russiske økonomi. Ruslands politiske system kan givet påtvinge den russiske befolkning fortsat stigende økonomiske ofre. Men da en våbenstilstand både potentielt vil returnere mange tusinder forbitrede russiske krigsveteraner til en civil tilværelse samt underminere den nyligt mobiliserede krigsøkonomi, vil det være uhyre vanskeligt både socialt og økonomisk for Putin lige nu at acceptere en fredsaftale.
Situationen skal blive meget værre, før Kreml fristes til at stoppe krigen. Putin kan håbe på, at noget uventet dukker op – fra Donald Trump? – og redder Rusland. På et tidspunkt tvinges Putin til at ændre krigsstrategi og forhandlingsposition i Ukraine. Man skal dog næppe forvente, det bliver i år.
Jacob Funk Kirkegaard
