For to år siden kæmpede GreenMobility med røde tal, lukkede markeder og en egenkapital under pres. I dag er el-biludlejningsvirksomheden en succesfuld turn-around historie, hvor kursen blev femdoblet på halvandet år.
En femdobling af GreenMobilitys aktiekurs på halvandet år var mere, end virkeligheden kunne bære.
Kurstoppen på den sidste børsdag i 2025 blev indledningen på et kursfald fra 125 til 54 ved udgangen af februar. Altså 57 pct. på to måneder.
Måske var GreenMobility bare endnu en af aktiemarkedets bobler, som fanger godtroende investorer i et kortvarigt glansbillede, hvorefter boblen brister, og pengene forsvinder?
Nej, heldigvis ikke. Den ekstreme kursstigning kan der sættes spørgsmålstegn ved, men det er ikke usædvanligt for en turn-around aktie med en forholdsvis beskeden omsætning. GreenMobility-aktien blev handlet for 158 mio. kr. i 2025, og det er på niveau med HusCompagniet, Djursland Bank og BioPorto.
Men hvis vi ser aktien og selskabet i et lidt større perspektiv, ligner GreenMobility ikke længere en af aktiemarkedets døgnfluer. Det ser tværtimod ud til at være et selskab, som efter at være kommet gennem en alvorlig krise er blevet en rentabel forretning.
GreenMobilitys omsætning steg 20 pct. i 2025 til 153,9 mio. kr., mens driftsresultatet (EBIT) mere end fordobledes til 26,2 mio. kr. fra 10,6 mio. kr. i 2024. På bundlinjen vendte GreenMobility et underskud i 2024 på 18,6 mio. kr. til et overskud på 33,2 mio. kr. i 2025.
Det er første bundlinje med sorte tal efter en årrække med massive underskud. De foregående fire år havde GreenMobility tabt næsten en kvart milliard kroner.
Men hvorfor vendte GreenMobilitys resultater pludselig så markant?
Frem til 2023 opererede GreenMobility i flere europæiske markeder ud over Danmark. Strategien var vækst, men de internationale markeder var tabsgivende. I 2023 tog ledelsen beslutningen at skifte kurs fra blot ”vækst” til profitabel vækst. Det indebar lukning eller frasalg af de internationale aktiviteter.
Disse aktiviteter er nu ”discontinued operations”, og i 2023 gav de et tab på 57 mio. kr. oven i tabet fra den fortsættende forretning. I 2024 kostede afviklingen 27 mio. kr., og i perioden 2022-2024 gav ophørte aktiviteter et samlet underskud på 124 mio. kr.
Men efter omstillingen er det gået fremad for GreenMobility, og i 2024 krydsede man den vigtige grænse, hvor driften ikke længere gav underskud. Overskuddet på de fortsættende aktiviteter var i 2024 8,4 mio. kr., og i 2025 steg det til 33,2 mio. kr.
Vendingen kan også aflæses i balancen, hvor egenkapitalen ultimo 2024 var næsten væk (2,1 mio. kr.).
På kort sigt blev dette håndteret med en kapitalforhøjelse på 15 mio. kr. Beløbet er forholdsvis beskedent i forhold til selskabets størrelse, men det løste et likviditetsproblem, og gav GreenMobility tid til at høste gevinsten af den nævnte omstilling.
Lukning af tabsgivende internationale markeder, hjemtagning af køretøjer til Danmark, forbedrede prisstrategier og operationel skalering i København og Aarhus løftede indtjeningen før af- og nedskrivninger (EBITDA) fra 5,2 mio. kr. i 2023 til 34,5 mio. kr. i 2024 og videre til 54,0 mio. kr. i 2025.
Positiv udvikling fortsætter
Hvis vi ser fremad, bekræfter de første tal for 2026 den positive udvikling hos GreenMobility.
Selskabets Trading Statement for 1. kvartal fortæller om en omsætningsstigning på 8 pct., mens EBITDA steg 60 pct. til 11,0 mio. kr. EBITDA-margin var 31,0 pct. mod 21,1 pct. i samme kvartal i fjor.
Resultaterne er i tråd med forventningerne i GreenMobilitys Strategy 2028 med en 8-12 pct. omsætningsvækst og 12-16 pct. EBITDA-vækst.
GreenMobility er i øjeblikket på vej op fra den nævnte kursbund i 54, men der er lang vej op til kurs 125, som aktien indledte året med. På kort sigt er det dog vores vurdering, at den kurs lagde for stor vægt på muligheder og for lidt vægt på risiko.
Det ændrer imidlertid ikke ved vores vurdering af GreenMobility som en interessant aktie ved den aktuelle kurs, som vi ser et 15-20 pct. potentiale i.
Bruno Japp
Konklusion
Aktuel kurs 75,00
Kortsigtet anbefaling (< 3 mdr.) Køb
Langsigtet kursmål (12 mdr.) 90,00

Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser.
Hvem er GreenMobility?
GreenMobility is a free-floating electric car-sharing company established in Copenhagen in 2016. Our founder, Henrik Isaksen, leveraged his extensive experience in the automobile and car rental industries to identify and grow a sustainable car-sharing solution in urban areas – based on changing consumer demands, climate awareness, and new technology.
In 2017, GreenMobility was listed on Nasdaq First North Growth Market Denmark and in 2019, we opened in Aarhus. We have successfully attracted a diversified and appreciated range of local investors, and in December 2020, GreenMobility transferred to Nasdaq Copenhagen Main Market.
Kilde: https://www.greenmobility.com/investors/our-history/
Ledelse
Chair of the Board Tue Østergaard
CEO Kasper Gjedsted
2 md. adgang for
2 x 49 kr.
Få straks adgang til denne artikel og derefter 2 måneder til alle artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser
Tilbuddet gælder til 31. juni 2026. Abonnement fortsætter til normalpris på 249 kr. efter bindingsperiode på to måneder. Opsig når du vil - til udgang af den anden måned. Tilbud gælder kun, hvis du ikke har haft abonnement på ØU udgivelser de seneste tre måneder
Allerede abonnent? Log ind her






