
Det er efterhånden noget tid siden, vi har talt om Kina, så derfor er det på tide med en opdatering på den front i dag i Ugens Grafik. Grafikken stammer fra en J.P. Morgan opdatering for 1. kvartal 2026.
Kinesiske biotekvirksomheder er i fremdrift, og det samme er mulighederne for, at også kinesisk udviklede lægemiddelkandidater kan blive godkendt i Vesten. Det er alment kendt, at den kinesiske udvikling er markant billigere og også noget hurtigere end klassisk lægemiddeludvikling i biopharma-selskaber i EU og USA.
Indtil for et par år siden var det dog i praksis svært, for ikke at sige umuligt, at få godkendt lægemidler udviklet i Kina. Det er der ændret på, og det er interessen for kinesisk udvikling, som vi begynder at kunne se tydeligt i dagens grafik, der ser på de store pharmaselskabers ageren i forhold til kinesiske lægemiddelprojekter.
Den første grafik viser antallet af deals (den gule linje med markeringer) med mindst 50 mio. USD upfrontbetaling (i enten cash eller equity). Med ”deals” menes der globale large cap selskabers indlicensering af lægemiddelkandidater fra kinesiske biopharma-virksomheder.
Søjlerne illustrerer den samlede værdi af upfront-betalingerne, og her er det vigtigt at huske på, at søjlen helt til højre kun dækker over 1. kvartal 2026, selvom den med 2,645 mia. USD allerede når halvvejs ift. hele 2025 på 5,085 mia. USD.
At de kinesisk udviklede lægemidler i den grad er i fokus, ses også i de to andre grafikker, som sætter indlicenseringen fra Kina i globalt perspektiv. Den øverste grafik viser således den kinesiske andel af de globale big pharma deals målt på antal. Her er der igen tale om deals på mindst 50 mio. USD upfront, og kinesiske deals udgjorde således hele 50 % i 1. kvartal mod kun 39 % i 2025. Grafikken viser derudover tydeligt udviklingen hen over de seneste par år, og særligt at udviklingen er gået stærkt fra 2023 og frem.
I stedet for antal kan vi se på andelen af de samlede upfrontbetalinger, og her er udviklingen endnu mere markant, idet upfrontbetalinger til kinesiske selskaber udgjorde hele 75 % i 1. kvartal mod kun 36-39 % i de forudgående 2 hele kalenderår.
For nylig har vi f.eks. set Bristol-Myers betale 600 mio. USD upfront i en aftale med Hengrui for 13 programmer med en samlet deal-value på 15,2 mia. USD. Den samlede deal-value skal man som altid tage med et stort gran salt.
I januar indgik AstraZeneca en aftale med kinesiske CSPC Pharmaceuticals indenfor vægttabsområdet med en upfront betaling på 1,2 mia. USD for 8 programmer, AI-kapaciteter og adgangen til en Liquid-Gel technology platform med månedlig dosering. I aftalen følger også op til 3,5 mia. USD i udviklings- og regulatoriske milepæle. CSPC skal ”kun” udvikle programmerne til fase 1, hvorefter AstraZeneca overtager det fulde ansvar for den videre udvikling.
Her er en anden opsummering af Kinas betydning i big pharmas store licensaftaler.
Kilde 1: J.P. Morgan Q1 2026 Biopharma Licensing and Venture Report https://www.jpmorgan.com/content/dam/jpmorgan/documents/cb/insights/outlook/jpm-biopharma-deck-q1-2026.pdf
Steen Albrechtsen

















