Jyske Banks overtagelse af Nordjyske Bank rummer synergier på 150-200 mio. kr. Blandt andet fra sammenlægning af tolv filialer, sammenlægning af it, et sparet hovedsæde og fra dobbelte stabsfunktioner. Lønsomheden på overtagelsen er markant højere end bankernes gennemsnitlige lønsomhed, viser en analyse.
Med en præmie på 40 procent oven i den seneste børskurs er der næppe tvivl om, at Jyske Bank kommer til at overtage Nordjyske Bank. Med fremkomsten af netbanker er den lokale forankring på tilbagetog, og der er ringe udsigt til, at aktiekursen de kommende år kan matche tilbuddet. For Jyske Banks aktionærer bliver overtagelsen også et stort plus.
For det første er der så store omkostningssynergier i en sammenlægning af de to banker, at Anders Dam med denne gevinst kan finansiere hele den betalte overkurs til Nordjyske Banks aktionærer.
Jyske Bank har tolv filialer i det nordjyske, som vil kunne lægges sammen med geografisk sammenfaldende filialer blandt Nordjyske Banks 21 lokale filialer. Eksempelvis har Jyske Bank 12 medarbejdere i Frederikshavn, og Nordjyske Bank har 19 medarbejdere i Frederikshavn. Hertil kommer, at der er meget store besparelser på daglig ledelse og bestyrelse i Nordjyske Bank, afvikling af hovedsædet, it-omkostninger og alle stabs- og backoffice-funktioner. Nordjyske Banks omkostninger på personale og administration var sidste år 502 mio. kr., heraf 289 mio. kr. til lønninger.
[irp posts=”714197″ name=”Opkøbstilbud: Her er Anders Dams Gameplan”]
Analytikere vurderer over for Økonomisk Ugebrev, at 50-100 mio. kr. kan spares på lønninger, alene 10 mio. kr. på bestyrelse og direktion. Blandt analytikere er der dog usikkerhed om størrelsen af denne besparelse. Forventningen er, at Anders Dam i en overgangsperiode vil frede de ansatte i Nordjyske Banks filialer, dels for at tage hensyn til den lokale forankring og vigtigheden af lokalbank-brandingen, og dels for at få opkøbet til at glide igennem hos ledelsen og aktionærerne.
Forventningen er dog også, at Nordjyske Bank efter nogle år vil blive ramt af skrappe effektiviseringer. Altså et forløb, som meget ligner det, der har været tale om med opkøbet af BRFkredit. Af de øvrige administrationsomkostninger på 197 mio. kr. ses en mulig halvering til ca. 100 mio. kr. Altså en potentiel besparelse på 150-200 mio. kr.
Samlet vil det øge basisoverskuddet ekskl. kursreguleringer og udlånshensættelser fra ledelsens forventede 340-390 mio. kr. i 2018 til 500-600 mio. kr. Med 2018-nedskrivninger på anslået 60 mio. kr. bliver det korrigerede overskud før skat 440-540 mio. kr. og efter skat ca. 350-430 mio. kr.
Med Jyske Banks budspris på 3,1 mia. kr. svarer det til en price/earning på mellem 8,8 og 7,2, hvilket er markant lavere end de andre større danske banker. De har en p/e på mellem 11 og 12. Jyske Bank kan altså i realiteten overtage Nordjyske Bank med en rabat inkl. synergier på op til 66 procent.
For det andet bliver den ekstra kapitalbelastning for Jyske Bank relativ begrænset. Nordjyske Bank har risikovægtede aktiver for 15 mia. kr., som kommer til at afløse den tidligere kapitalbelastning på 250 procent af værdien af Jyske Banks 40 procent-aktiepost i Nordjyske Bank.
Analytikere vurderer over for Økonomisk Ugebrev, at CET1-solvensprocenten vil dykke fra 16,4 til godt 15. Forventningen er, at den lavere kapitalbuffer kan håndteres med de kommende års overskud, hvorved en kapitalforhøjelse næppe ligger i kortene, selvom den ikke udelukkes.