Afrika bliver næste verdensfabrik

Kina overtager det afrikanske marked fra Vesten, og det sker ved at gøre Afrika til den nye globale fabrikshal. Men det skader ikke Afrika – tværtimod. For det er netop den model, der kan skabe fremgang i økonomi og velfærd, hedder det i en ny undersøgelse og bog fra en McKinsey-medarbejder, Irene Yuan Sun.

Kina er i dag verdens fabrikshal og har dermed afløst USA og tidligere Storbritannien. Men Afrika bliver den næste, og det sker i kraft af udflytning af tusinder af kinesiske virksomheder og ved samtidig at stimulere afrikanske virksomheder til at gå ind i industrialiseringen med egne virksomheder.

Udviklingen i Afrika er lige så hæsblæsende som kinesernes egen. I 2000 var der kun to kinesiske investeringer i Afrika. I de seneste år har der været hundreder af nye etableringer hvert år, og en undersøgelse, som Irene Yuan Sun var medansvarlig for hos McKinsey, i otte afrikanske lande, herunder Nigeria, viser, at der er over 10.000 kinesiske firmaer, og over 1500 er i selve produktionssektoren. Statistikker er usikre i Afrika, men Sun anslår, at der kan være 3000-4000 kinesiske produktionsvirksomheder i hele Afrika syd for Sahara.

VENDING I 2014

De officielle statistikker for investeringer i beløb viser en kraftig udvikling. Mens Kina investerede 3-4 mia. dollar i direkte greenfield-investeringer om året i midten af nullerne, hvor USA investerede ca. 7 mil. dollar, skete der er dramatisk vending fra og med 2014, hvor Kina og USA investerede lige meget – 2,5 mia. dollar hver. Herefter eksploderede Kinas investeringer til 26 mia. dollar sidste år, mod USA’s investeringer på 5 mia. dollar.

Den amerikanske samhandel er faldet fra 140 mia. dollar i 2008 til under 50 mia. dollar, mens den kinesiske er steget til 140 mia. dollar.

Kineserne beskyldes for at bruge kinesisk arbejdskraft, men det er en skrøne. I en undersøgelse med 1000 kinesiske fabrikker med over 300.000 ansatte, var de 95 pct. afrikanere.

Det interessante ved Suns analyse er, at det er opbygningen af en helt ny kinesisk industrisektor, der præger Afrika, og de kinesiske virksomheder går helt anderledes frem end de vestlige. De er fleksible, og støder de ind i barrierer, f.eks. hos myndigheder, finder de hurtigt nye veje. Det er de vant til hjemmefra, og den metode giver pote i Afrika.

De begynder også at arbejde sammen med afrikanske virksomheder for at udnytte den styrke, som mange afrikanske virksomheder har. Samtidig får afrikanerne adgang til verdens største marked, og de afrikanske virksomheder kan vokse lige så eksplosivt som de kinesiske. Det er ikke statsvirksomheder, der etablerer sig i produktions- og servicesektoren, men private virksomheder. De kan dog i mange tilfælde trække på kinesisk statsfinansiering, når det gavner Beijing.

SKADELIG ULANDSHJÆLP

Irene Yuan Sun mener, at den kinesiske virksomhedsmodel er den eneste model, der kan afskaffe den afrikanske fattigdom. Ulandsbistanden og vestlige firmaer har ødelagt en relativ høj industrialisering fra kolonitiden, og bistanden har sidenhen skabt en gave-mentalitet, som kun har gavnet overklassen. Kina har på 30 år trukket 750 mio. mennesker ud af fattigdommen. De 400 mio. fattigste afrikanerne kan også trækkes ud af fattigdommen på 30 år, hvis landene industrialiserer sig på kinesisk vis, mener hun. Ungdomsarbejdsløsheden er på over 40 pct., og 90 pct. af alle nye jobs sker i den uformelle sektor til ekstremt lave indkomster.

Mennesker er den eneste ressource, kineserne har, og den har de forstået at udvikle genialt. Nu kommer turen til Afrika. Det kan blive en barsk oplevelse for vestlige firmaer. De fleste kinesiske virksomheder er små og mellemstore. Danske virksomheder kan skabe samme udvikling, hvis de er lige så fleksible og målrettede. I modsat fald glider et gigantisk vækstmarked forbi næsen af os.

Hugo Gaarden