Børsmæglerrating for Aktiemæglere 2018: Storbanken vinder foran Nordea og AGB Sundall Collier. Udenlandske giganter blander sig i topstriden, mens de mindre danske huse falder bagud. Mindre danske mæglere skal fremover slå mere på bredde og dybde i analysedækningen.
Gennem tre år har det været lige ved og næsten for Danske Bank, der både i 2015, 2016 og 2017 måtte se sig slået af Nordea i Økonomisk Ugebrevs årlige børsmæglerrating på aktiesiden. Men i år lykkes det omsider at tage topplaceringen, og det endda med en forholdsvis klar margin til den evige rival. Danske Bank får den samlede karakter 4,3, på en skala fra 1 til 5, især båret oppe af bedømmelserne fra porteføljemanagere. Nordea får som næstbedst karakteren 4,1.
Læs også: Nye MiFID-regler lagde omgående pres på aktiemæglere
En porteføljemanager uddyber, at tronskiftet ikke så meget handler om, at Danske Banks services er blevet bedre i det seneste år, men at Nordea er faldet lidt tilbage. ”Nordea har den udfordring, at de skal fyre en masse mennesker. Mange i Nordea Markets har heller ikke vidst, om de var hyret eller fyret. Al denne usikkerhed flyder bare ind i organisationen. Jeg synes ikke, at Danske Bank er bedre i år end sidste eller forrige år. Men fokus hos dem har bare været meget skarpere. Det gælder hele vejen igennem; på analyse, ved execution og i salgsdesken,” siger porteføljemanageren.
Et andet markant træk i årets børsmæglerrating er, at ABG Sundall Collier kommer ind på tredjepladsen. Nok så bemærkelsesværdigt er, at selskabet har en betydeligt højere kendskabsgrad end gamle topnavne som Carnegie og SEB. Faktisk er kendskabsgraden næsten lige så høj som hos Danske Bank og Nordea. Norskejede ABG Sundal Collier er den eneste ”rene” mægler, der ikke er funderet i en bank, og selskabet kom sent til Danmark, hvor det har slået sig op på en bred analysedækning.
Læs også: Danske Bank chef: MiFID kan give konsolidering hos mæglere
BRED DÆKNING EN STYRKE
Netop bredden i dækningen af danske aktier anser aktiechef Tue Østergaard fra ABG som en af nøglerne til overlevelse i det nye marked, hvor MiFID II-reglerne giver en konkurrencefordel til de helt store huse fra udlandet. ”Der tegner sig det mønster, at mæglerne går i forskellige retninger. Vi går small- og midcap-vejen, hvor de andre mere koncentrerer sig om de store aktier. De store udenlandske huse kommer til at fylde mere over tid. Men jeg mener, at danske og nordiske mæglere har en berettigelse ved, at vi dækker bredt og dybt,” siger Tue Østergaaard. At den fagre nye verden med ambitiøse udenlandske mæglere på det danske marked fremgår også at, tre af dem – UBS, Credit Suisse og Goldman Sachs – får bedømmelser nok til at blive rated. Tidligere i ratingens snart 25-årige historie er det kun sket enkelte gange, at en udenlandsk mægler har samlet så meget opmærksomhed. Karaktermæssigt slår de også de øvrige danske banker, der primært satser på privatkunder, og Handelsbanken, der synes at sidde solidt plantet mellem to stole og hverken få belønning som en lokal eller en global spiller.