Når flere og flere danske selskaber får udenlandske topchefer, er det som hovedregel ikke fordi det i sig selv er en ulempe at komme fra den hjemlige andedam. Men der er undtagelser. Børsen kunne f.eks. for nyligt citere NKT’s topchef Alexander Kara for, at hans tyske baggrund var medvirkende til, at nogle store ordrer denne sommer er opnået netop fra Tyskland.
Ørsted må være et endnu mere udpræget eksempel. Her ville det formentligt være en stor fordel, hvis ansigtet udadtil var en kendt international kapacitet, der kunne begå sig på den globale politiske scene. Det er politikere, der træffer strategiske beslutninger om vindkraft eller ej, og ofte er det også hel- eller halvpolitiske fonde, der konkret investerer i havvindmølleparkerne.
Ørsted valgte så Mads Nipper fra Grundfos som CEO, og det er jo, som det hedder i den gamle revyvise, en anden slags gesandt. Det er også uklart, hvorfor netop han er valgt. Til Børsen forklarer han, at han ikke vil ind og ændre på forgængeren Henrik Poulsens udmærkede strategi.
Det lyder jo fint, men det harmonerer ikke helt godt med, at bestyrelsesformand Thomas Thune Andersen bl.a. forklarer valget med, at Nipper har været med til at lave strategiændringer og transformationer hos Grundfos. De to må have haft en diskussion om, hvad opgaven i de kommende år bliver.
Der behøver dog ikke at være en modsætning mellem de to udsagn. Selv om der ikke er brug for en ny strategi nu, kan situationen hurtigt ændre sig, og Henrik Poulsen har meget åbenhjertigt udtrykt sin uro ved bl.a. at de teknologiske fremskridt sker hurtigere med sol- end vindenergiv.
Men uanset det, virker det utænkeligt, at Ørsted ikke i hele den vide verden kan finde en stor kanon med erfaring fra energisektoren, der er bedre egnet end en mand, hvis erfaring stammer fra det, som i global sammenhæng – med al respekt – blot er en mellemstor dansk virksomhed fra en anden branche.
Forklaringen kan være lønnen. Mads Nipper vil få 17 mio. kr. om året, og Berlingske hæfter sig ved den åbenhed, der ligger i, at man oplyser dette beløb i forbindelse med udnævnelsen, og på den måde tager kritik for høje cheflønninger med åben pande.
Det forekommer at være en meget troskyldig udlægning. Havde man hyret en international kapacitet, skulle man nok have regnet med en mindst tre gange så høj løn. Og så havde det været akavet for regeringen, der netop, i forbindelse med Arnes pension, har buldret løs mod ublu lønninger i erhvervslivet. Som bekendt er staten hovedaktionær i Ørsted.
Men hvis det er sådan, man har tænkt, har bestyrelsen påtaget sig et alvorligt ansvar. Det er pengene værd at hyre den topchef, der er bedst til at udvikle Ørsted, og dermed beskytte bl.a. den formue på snart et par hundrede mia. kr., som alene staten har bundet i Ørsted-aktier.
Et efterår med konkret corona
Apropos politiske rænker: I denne uge har AstraZeneca sat rekrutteringen af forsøgspersoner til udviklingen af Oxford-vaccinen i bero. Det er standard procedure, fordi en forsøgsdeltager har fået et uforklarligt symptom. Men det er ikke entydigt sådan, som Berlingske skriver, at vi skal være glade for at bureaukratiske procedurer beskytter os mod forhastet udvikling af ny medicin.
Det pågældende symptom (betændelse ved rygsøjlen) er ifølge internationale medier ikke alvorligt, og det er næppe heller udløst af vaccinen. I det lys er det ikke noget helt oplagt valg at forsinke en vaccine på et tidspunkt, hvor alene de registrerede dødsfald med COVID-19 tæller omkring 5000 om dagen.
Men de politikere, myndigheder og virksomheder, der træffer den slags beslutninger, er naturligvis ikke idioter, og man kan heller ikke mistænke dem for at være ligeglade. De må have tænkt noget andet, som de glemmer at fortælle os andre om. Hvad dette andet er, får man måske et hint om ved at se på den danske udvikling:
Smitten spreder sig lige nu med, hvad der ligner ekspotentiel hastighed, men alligevel bliver der ikke truffet hårdere foranstaltninger end at kræve mundbind i offentlig trafik og at indskrænke lukketiden på barer lidt. Det ser ud til, at man gået tilbage til en afbødningsstrategi, hvor man nok sagtner farten på smittespredningen, men i sidste ende accepterer at smitten går gennem befolkningen. Det kan man tillade sig nu, hvor bl.a. ny medicin betyder, at dødeligheden og belastningen af sundhedssystemet er betragteligt lavere end i foråret.
2020 står i coronaens tegn, men i hvert fald for Danmarks vedkommende gennem foråret og sommeren mest som en trussel, vi skulle håndtere. I efteråret og vinteren kan det blive konkret, og mange af os skal sikkert være syge.
Sten Thorup Kristensen
