En debat om Vækstfondens fremtid presser sig på

Vækstfonden har i årtier søgt at reparere på markedsmekanismerne i et dårligt fungerede dansk finansieringsmarked for iværksættere, startups og mellemstore virksomheder. Men spørgsmålet er, om tiden nu er løbet fra statslig planøkonomisk indblanding i kapitalmarkedet, skriver chefredaktør Morten W. Langer.

Tirsdag kom det frem, at Vækstfonden nu har rejst endnu en fond, Vækstkapital III, med en startkapital på 1,5 mia. kr. Præcis som fagredaktør Carsten Steno skrev i en artikel i ØU Finans i den seneste udgave, hvor han gennemgik, hvorfor den nye fond får det svært. Målet er nemlig en kapital på 3 mia. kr., men dét bliver meget svært at nå.

Beløbet er skuffende lavt, når man tager i betragtning, at Vækstfonden selv kommer med halvdelen af beløbet, 750 mio. kr., mens ATP, som er en del af den statslige klub, kommer med 100 mio. kr. De to andre store investorer, PKA og Jyske Bank, kommer nok med ca. det samme. Og resten er hentet hos 25 andre investorer, med i gennemsnit ca. 20 mio. kr. per hoved.

Funktionen var vigtig
Med andre ord har VF været helt ude i krogene denne gang, og resultatet ses som en kæmpe fiasko i den finansielle verden. Bag ved den skuffende kapitalrejsning, hvor de fleste pensionskasser altså har sagt nej tak, ligger stærke politiske holdninger til den rolle, Vækstfonden spiller i dag.

Vækstfonden har uden tvivl udfyldt en vigtig funktion de seneste årtier, da det danske finansieringsmarked for risikofulde investeringer i startups og SMV-virksomheder ikke har fungeret godt. Men meget er ændret i positiv retning de seneste to-tre år (med viruskrisen som en negativ parentes). Nye venturefonde popper op, business angels er blevet meget mere aktive, og velhavende private investorer og fonde er også langt mere villige end tidligere til at investere i de mere risikofulde vækstvirksomheder.

De to første fonde, Vækstkapital I og II, har været rimelige succeser af to grunde: For det første har de dækket et reelt hul i kapitalmarkedet. For det andet er pensionskasserne blevet tiltrukket af, at staten har taget den relativt største del af risikoen i de to fonde.

I fond III er der ingen ”statsrabat” på risikotagningen, og derfor er attraktionen for pensionskasserne faldet markant. Endnu vigtigere er det dog, at der i det finansielle miljø er en stadig mere intens debat om Vækstfondens rolle. Og der er stærke holdninger om den statslige planøkonomiske deltagelse i et ellers kommercielt finansieringsmarked, som næsten hele vejen rundt i dag ser ud til at fungere på markedsvilkår.

Det er imidlertid en debat, som aldrig vil komme op til overfladen, fordi Vækstfonden i startup- og venture-miljøet er en enorm politisk og kapitalmæssig magtfaktor, som ingen ønsker at komme på kant med. Foreningen Aktive Ejere, det tidligere DVCA, har for nylig nedsat et kapitalmarkedsudvalg, som skal se på, hvordan man forbedrer kapitaladgangen for vækstvirksomheder i SMV-segmentet. Vækstfonden nævnes ikke med et ord, men det fornemmes, at det ikke handler om, at Vækstfonden skal sætte sig på endnu mere af finansieringsmarkedet. Snarere tværtimod.

Af en eller anden grund er Vækstfonden over de seneste årtier vokset sig til at være en kolos, med samlede administrationsomkostninger på op mod 350 mio. kr. Og det er kun de direkte omkostninger, som fremgår af regnskabet. Vækstfonden er vokset og vokset med nye ordninger.

Lån med statsgaranti
Myndighederne kunne let understøtte vækstlagene i dansk erhvervsliv med nogle markedsmæssige ordninger. Eksempelvis med en generel statsgaranti på en del af långivningen til SMV-virksomheder gennem bankerne. Det kunne kopieres fra en succesfuld ordning i USA.

Vækstfonden og politikerne argumenterer for, at Vækstfonden er en succes, fordi den giver overskud hvert år. Logikken er svær at følge, fordi overskuddet kommer på ryggen af dyre låneordninger og krav om personlig pantsætning i SMV-virksomhederne, og Vækstfonden vil hellere sælge succesfulde ventureinvesteringer til udlandet med stor fortjeneste end at medvirke til at sikre, at de vokser sig store i Danmark.

Hvis man skulle have en institution som Vækstfonden, der er baseret på statslige penge, kunne det være hensigtsmæssigt, at den også forfølger nogle samfundsmæssige målsætninger, frem for at have travlt med at sole sig i store regnskabsmæssige overskud.