Erhvervsministeren har valgt en løs ”Unibank-model” med tre bestyrelser og tre direktører for at fusionere Vækstfonden og Eksportkreditfonden. I erhvervslivet er der udbredt frygt for, at konstruktionen kan give anledning til et bureaukratisk mareridt, hvor modstridende interesser kæmper om magten, skriver fagredaktør Carsten Steno.
Erhvervsminister Simon Kollerup har netop præsenteret et lovforslag, der skal fusionere Eksportkreditfonden, Vækstfonden og Danmarks Grønne Investeringsfond. Men allerede nu breder bekymringen sig for, at statens nye superfond, som får navnet Danmarks Eksport- og Investeringsfond (DEIF), ender som et bureaukratisk mareridt, hvor modstridende interesser kæmper om magten.
Fusionen sker ved, at der skabes et moderselskab med to datterselskaber, der hver får sin egen direktør og bestyrelse. I moderselskabet kan bestyrelsen blive på op til 18 personer. De to datterselskabers forretningsområder kommer til at dække Eksportkreditfondens (EKF) og Vækstfondens nuværende aktiviteter. Hvordan en sådan konstruktion skal fungere i praksis, fastlægges i en såkaldt koncerninstruks, som erhvervsministeren selv udarbejder.
Skræmme-eksemplet Unibank
Bredt i erhvervslivet er der frygt for, hvordan det nye setup kommer til at fungere. Erhvervshistorien er rig på fusioner, der fejler, fordi de ikke gennemføres konsekvent. Ældre læsere vil huske, hvordan Danske Bank købte Handelsbanken i slutningen af 80´erne og tog styringen fra dag ét. Samtidig blev Privatbanken, Andelsbanken og Sparekassen SDS fusioneret til Unibank uden en stærk overordnet ledelse. Det tog mere end ti år at skabe en fælles virksomhedskultur.
De store erhvervsorganisationer, DI og Dansk Erhverv, har fra starten været imod konstruktionen for den nye statslige superfond. De frygter, at Danmarks Eksportkredit, der stiller statsgaranterede eksportkreditter til rådighed for de store virksomheder, bliver hæmmet af fusionen.
Erhvervsministeren har derfor valgt ”Unibank-modellen” for at få stablet DEIF på benene uden alt for stor ståhej.
Den bureaukratiske konstruktion risikerer til gengæld at hæmme det, der er regeringens primære mål med øvelsen. Nemlig at etablere nye finansieringsløsninger for risikofyldt grøn teknologi, som f.eks. power to X, der endnu ikke er udviklet, og som kræver store investeringer. Dette mål kan kun nås, hvis de fusionerede statslige fonde samler kræfterne om opgaven.
Iagttagere peger på, at kun en stærk bestyrelsesformand og en stærk direktør i moderselskabet kan sikre, at de grønne finansieringsløsninger gennemføres. Bliver moderselskabet tyndt bemandet, vil datterselskaberne i det gamle EKF og Vækstfonden reelt sætte dagsordenen, og så er alt som før.
At risikoen for en sådan udvikling er til stede, har erhvervsministeren da også forudset. I lovforslaget er det således gjort muligt for ministeren udenom Folketinget at opløse de to datterselskaber. Heller ikke koncern-instruksen skal forhandles politisk, hvilket både DI og Dansk Erhverv protesterer mod i de høringssvar, der foreløbig er kommet.
Formandskandidaterne
I næste fase bliver det interessant, hvem erhvervsministeren, der har et politisk flertal bag sig, vil gøre til bestyrelsesformand og adm. direktør i moderselskabet for den ny statslige superfond. Erfarne erhvervsfolk med kendskab til det politisk følsomme område hænger ikke på træerne.
Anders Eldrup, tidlig. Ørstedchef og departementschef i Finansministeriet, er gjort til formand for Innovationsfonden, der har sine egne problemer at slås med (regnskabsrod). Han er i forvejen formand for Den grønne Investeringsfond, som også er en del af fusionen.
Ønsker ministeren en erfaren og stærk formand, der kan gennemføre en fusionsproces, kan han vælge den tidligere direktør i Vækstfonden, Christian Motzfeldt, der nu har en bestyrelseskarriere og er velbevandret i det politiske spil. En anden mulig kandidat kunne være PensionDanmarks adm. direktør Torben Møger, som Erhvervsministeriet sidst ”tog i brug”, da man oprettede en statslig coronafond. Lars Rebien Sørensen, tidligere Novo-CEO, der har et bredt netværk i industrien, kunne være en tredje mulighed, hvis ministeren vil betrygge erhvervsorganisationerne.
Under alle omstændigheder venter der den nye DEIF-formand en særdeles udfordrende opgave. Han skal have den nye organisation til at virke kommercielt og smidigt, samtidig med, at Erhvervsministerens profileringsbehov skal dækkes, og store, grønne politiske mål nås.
