Økonomisk Ugebrevs nylige gennemgang af CIPs grønne hydrogenfond med et kapitaltilsagn på 23 mia. kr. viste store nedskrivninger og massiv usikkerhed om fremtiden. Vi har spurgt den uafhængige energiekspert, temaspecialist Morten Springborg fra C Worldwide, hvordan han vurderer fremtiden for grøn hydrogen. Og hans budskab er ret entydigt, fremgår det af denne kommentar. Bliver grøn hydrogen nogensinde lønsom på kommercielle vilkår? Nej, konkluderer han
Kapitalbindingen er problemets kerne: Fossile energikilder leverer enorme, kontinuerlige energistrømme fra kompakte anlæg med høj udnyttelsesgrad. Sol og vind har derimod lav effekttæthed og lav kapacitetsudnyttelse: En solcellepark i Nordeuropa leverer typisk 10-12 pct. af sin installerede kapacitet over året, landvind 25-35 pct. Det betyder, at der pr. leveret kilowatt-time skal investeres langt mere kapital i produktionsapparatet end i et fossilt system.
PtX, grøn hydrogen, forværrer dette dramatisk, fordi værdikæden stabler kapitalintensive led oven på hinanden: vedvarende elproduktion, nettilslutning eller direkte kabling, elektrolysører, kompression og lagring, og – for ammoniak, e-metanol og eSAF – yderligere synteseanlæg samt logistik. Hvert eneste investeringsled skal forrentes.
Og hvert led arver det foregående leds lave udnyttelsesgrad: En elektrolysør, der kun kører, når vinden blæser, eller når strømmen er billig, udnytter måske 30-50 pct. af sin kapacitet. Kapitalomkostningen pr. produceret kilo brint stiger tilsvarende.
Energitabet ganger kapitalbehovet op
Oven i kapitalbindingen kommer konverteringstabene. Ved elektrolyse går omkring en tredjedel af el-energien tabt. Skal brinten videre til fremstilling af ammoniak eller e-metanol, og skal slutproduktet i sidste ende omsættes i en forbrændingsmotor, er det samlede tab i kæden typisk 50-70 pct. af den oprindelige elektricitet. Man skal altså bygge to til tre gange så meget vedvarende kapacitet pr. nyttig energienhed hos slutbrugeren – hvilket multiplicerer den i forvejen høje kapitalbinding.
Det gængse modargument lyder, at elektrolysører bliver billigere, og at overskudsstrøm i perioder er næsten gratis. Begge dele er korrekte og utilstrækkelige. Elektrolysøren er kun ét led i kæden; selv en halvering af dens pris flytter slutprisen på e-fuels begrænset, fordi el-omkostningerne og de øvrige anlæg dominerer.
Og billig overskudsstrøm findes netop kun i et begrænset antal timer: Jo mere, et anlæg jager de billige timer, desto lavere bliver dets udnyttelsesgrad, og desto højere bliver kapitalomkostningen pr. produceret enhed. Man kan optimere på elprisen eller på udnyttelsesgraden – ikke begge dele samtidig.
Det er denne klemme, der nu viser sig i regnskaberne: nedskrivninger, udskudte investeringsbeslutninger og en CIP-ledelse, der selv peger på, at markedet reelt ikke eksisterer endnu, og at værdiansættelserne hviler på antagelser om priser, der aldrig er blevet etableret i et likvidt marked.
PtX kan naturligvis realiseres, hvis man er villig til at give statsstøtte ud i al fremtid. Det kan være et legitimt politisk valg – enten ud fra et ønske om dekarbonisering af sektorer, der ikke kan elektrificeres direkte, eller ud fra et ønske om energiuafhængighed og national suverænitet. De eksisterende aftaler med store virksomheder er reelt netop dette: en privat finansieret merpris for grønne molekyler, båret af klimamål – ikke af konkurrencedygtig energiøkonomi.
Her gemmer paradokset sig. En økonomi, der vælger brint- og PtX-vejen, vælger samtidig en strukturelt højere energiomkostning end økonomier, der ikke gør. Over tid vil permanent dyrere energi udhule netop den industrielle konkurrenceevne og dermed den suverænitet, som støtten skulle beskytte.
Man kan købe sig energipolitisk uafhængighed med PtX, men prisen betales i industriel afhængighed, når energitunge virksomheder og værdikæder flytter derhen, hvor energien er billig. PtX er i høj grad et fatamorgana fra nulrenternes tid.
EU’s brintstrategi kom i 2020, den danske PtX-satsning og CIPs megafond fulgte i 2021 – midt i en historisk anomali, hvor renten var nul og kapital reelt gratis. Det er ingen tilfældighed. PtX er den mest kapitaltunge energivision, der nogensinde er formuleret: Der er intet brændstof at købe, kun anlæg at forrente.
Når renten normaliseres, kollapser regnestykket, og det er præcis, hvad nedskrivningerne i fondene nu dokumenterer. Spørgsmålet er derfor ikke, om grøn hydrogen bliver lønsom på kommercielle vilkår. Det bliver den ikke. Spørgsmålet er, hvor meget samfundet er villigt til at betale – og hvor længe – for at holde et fatamorgana.
Morten Springborg
2 md. adgang for
2 x 49 kr.
Få straks adgang til denne artikel og derefter 2 måneder til alle artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser
Tilbuddet gælder til 31. juni 2026. Abonnement fortsætter til normalpris på 249 kr. efter bindingsperiode på to måneder. Opsig når du vil - til udgang af den anden måned. Tilbud gælder kun, hvis du ikke har haft abonnement på ØU udgivelser de seneste tre måneder
Allerede abonnent? Log ind her
