De svenske forsikringsmæglere Howden afviser enhver snak om at betale 96 mio. kr. efter beskyldninger om at have vildledt danske forsikringskunder. Garantifonden fremsatte kravet for godt en uge siden efter stigende opmærksomhed på bestyrelsens egen rolle i sagen.
Det store spørgsmål er nu, hvem skal sidde tilbage med sorteper, når hullet på 170 mio. kr. skal dækkes i Garantifonden for Skadesforsikring efter redningen af de 26.000 danske boligejere, der stod tilbage uden ejerskifteforsikring efter konkursen i Husejernes Forsikring.
Er det bestyrelsen i garantifonden, der har handlet ansvarspådragende, da den tillod midlerne i den private og selvejende institution at flyde ud til boligejerne, eller er det en gruppe af internationale forsikringsselskaber – anført af svenske Howden – der skal betale regningen?
”De har inden konkursen bildt danske kunder ind, at de var omfattet af en garantiordning, som viste sig at være nærmest ikke-eksisterende, og det, mener vi, er ansvarspådragende, sagde bestyrelsesformand Jesper Rasmussen i Garantifonden for Skadesforsikring, da han for ti dage siden gik bredt ud i offentligheden med et krav på 96 mio. kr. til forsikringsselskaberne.
Samtidig peger en lang række forhold dog på, at bestyrelsen i garantifonden blot forsøger at fjerne fokus fra sin egen rolle i sagen. Samme uge, som fonden fremsatte kravet, slog en professor med speciale i fonde nemlig her i Økonomisk Ugebrev fast, at bestyrelsen selv kan ifalde bestyrelsesansvar: Den har muligvis udbetalt fondens midler i strid med fondens vedtægter.
Lige nu arbejder erhvervsminister Brian Mikkelsen på en redegørelse om det overhovedet var lovligt. Udfaldet vil afgøre, om ordet ”ansvarspådragende” derfor i stedet må hæftes på bestyrelsens egen rolle i hele sagen.
Ugebrevet har været i kontakt med Howden, der har oplyst, at man indtil videre ikke er klar til at tale om sagen til citat. Men Ugebrevet erfarer, at Howden vil påvise, at man aldrig nogensinde har været i dialog med danske forsikringskunder, som man altså beskyldes for at have vildledt. Og den stævning, som garantifondens bestyrelsesformand hævder at have udsendt før jul, er endnu ikke modtaget af svenskerne. Denne udlægning er i strid med garantifondens udmelding for nylig, hvor det fremgik, at fonden i løbet af det seneste års tid har prøvet at få pengene tilbage fra Howden & Co.
Direkte adspurgt hvor det står, at svenskerne overhovedet har været i dialog med danske kunder, svarer Jesper Rasmussen ikke tilbage til Ugebrevet. Historisk set har det nemlig været Husejernes Forsikring, der har stået for markedsføringen over for danske kunder, hvor Finanstilsynet også tidligere har givet dem påtaler for, at markedsføringen var vildledende.
Samtidig har den tidligere bestyrelsesformand i Husejernes Forsikring sågar siddet på TV2 Nyhederne og fremhæ-vet den genforsikring, der er central for hele stævningen. Spørgsmålet er derfor, hvordan Jesper Rasmussen i fonden vil gøre svenskerne ansvarlige for en dækning, der viste sig at være nærmest indholdsløs. Jens Erik Christensen er allerede blevet holdt ansvarlig for sin rolle i sagen, da Finanstilsynet i efteråret fratog ham retten til at sidde i bestyrelser.
ADVOKATREDEGØRELSE
Meget tyder derfor på, at bestyrelsen har handlet meget hurtigt med de krav på 96 mio.kr., der nu er sendt ud. Her må man også konstatere det misforhold, at politikerne rent faktisk ønskede en advokatredegørelse, der skulle forsøge at placere ansvar i sagen. Det store danske advokatfirma Kromann Reumert er sat i spidsen for den sag. Da hed det sig , at først skulle den danske del undersøges – dernæst skulle blikket vende sig mod udlandet.
Men ikke en gang den danske del ligger færdig endnu. Den ventes først afsluttet ultimo marts. Dernæst skulle det internationale ansvar altså undersøges. Det er svært at forstå, hvorfor Garantifondens bestyrelse selv – og uden om advokatundersøgelsen – nu forsøger at placere et ansvar hos Howden & Co. Her må man spørge, hvorfor garantifondens midler så skal bruges på at lave en masse undersøgelser fra et af Danmarks dyreste advokatfirmaer, når bestyrelsen tilsyneladende selv mestrer den rolle. Man må også spørge, hvordan bestyrelsen vil reagere, hvis advokatredegørelsen så i sidste ende når frem til et andet resultat. Hvordan vil bestyrelsen forklare et sådant dobbeltspil med garantifondens midler, hvis der nu også, med en hær af advokater, skal bruges penge på at jagte de 96 mio. kr. fra store internationale forsikringsselskaber.
