USA’s præsident Donald Trump har netop indført nye globale import tariffer på 25 procent for stål og 10 procent for aluminium. På trods af et kortvarigt boost til sin popularitet, succes med at fjerne opmærksomheden fra en tidligere affære med en pornoskuespillerinde og Ruslands undersøgelsen, er der flere grunde til, at Trumps nye tariffer er begyndelsen på den politiske ende for hans administration, skriver Senior Fellow Jacob Kirkegaard fra The Peterson Institute for International Economics i denne kommentar.
For det første er tarifferne økonomisk, juridisk og politisk makværk. Økonomisk rammer de inputvarerne stål og aluminium og derved gør det vanskeligere for amerikanske forbrugere heraf – eksempelvis bilproducenterne – at konkurrere. Derved er det givet, at tarifferne vil koste flere amerikanske jobs i den langt større fremstillingsindustri end de vil beskytte blandt USA’s stål og aluminiumsfabrikanter.
Juridisk set er retfærdiggørelsen af de nye tariffer, med henvisning til USA’s nationale sikkerhed, en invitation til USA’s handelspartnere om at gengælde de amerikanske tariffer, da der stort set ingen chance er for, at WTO i sidste ende vil godkende Trump’s tiltag. Forsøgene på at kæde de nye tariffer sammen med både NAFTA forhandlingernes succes og med tilbuddene om, at USA’s handelspartnere kan blive undtaget fra dem såfremt de på anden vis kan mitigere den ”trussel” deres eksport udgør mod USA, er samtidigt åbenlyst uforenelige med reelle ”nationale sikkerhedshensyn”. De viser, at der blot er tale om en primitiv politisk strategi fra Trump’s side med henblik på at opfylde nogle af hans protektionistiske valgkampsløfter.
Politisk gør tariffernes globale omfang, og den tilsyneladende totale diskretion Trump personligt som præsident har tiltaget sig til at undtage individuelle lande, det umuligt for Trump at ramme sit politiske hovedmål, Kina.
Sagen er nemlig den, at mere end 90 procent af kinesisk stål- og aluminiumseksport til USA allerede af Præsident Bush og Obama blev pålagt væsentlige ekstra tariffer i overensstemmelse med WTO’s regler om anti-dumping. Derfor rammer de primært USA’s allierede og nabolande, som givet ikke vil være begejstrede for nu pludseligt at skulle forhandle helt ustruktureret med Donald Trump for eventuelt at få en tarifundtagelse. Den type mafia forhandlingsmetoder benytter allierede lande sig ikke af. Den eneste politiske vinder af Trump’s tariffer er derfor Kina, da chancen for, at USA, EU og Japan nu kan finde sammen om at forsøge at straffe Kina for landets tyveri af intellektuelle rettigheder og krav om teknologioverførsler til kinesiske virksomheder er markant forringet.
For det andet betyder tarifferne indenrigspolitisk i USA, at den faustiske handel mellem Trump og republikanerne om, at sidstnævnte ser igennem fingrene med Trump’s personlige opførsel, mens Trump lover at underskrive republikanernes nye love, nu endegyldigt er død.
Det var altid klart, at der efter de vanvittige skattelettelser i december 2017 ville være mindre, Trump og Kongres-republikanerne kunne enes om. Nu er det imidlertid klart, at Trumps nye tariffer direkte risikerer at underminere sidstnævntes primære politiske strategi frem mod midtvejsvalget i november.
Hvis Trump’s nye tariffer indleder en mere generel handelskrig med resten af verden og det amerikanske aktiemarked derfor dykker, vil forbrugertilliden formentligt også blive ramt og den politiske gevinst fra en boomende amerikansk økonomi blive reduceret. Forretningslobbyisterne vil helt sikkert i den situation også give mindre finansiel støtte til republikanernes valgkamp. Alt sammen ting, som vil gøre støtten til Trump blandt republikanerne i Kongressen mindre solid.
For det tredje udgør den proces, som førte til de nye tariffers indførelse, et totalt sammenbrud af den traditionelle politik tilblivelsesproces i det Hvide Hus med input fra alle relevante ministerier og rådgivere. I stedet blev tarifferne udarbejdet af kun to af Trump’s mest protektionistiske rådgivere – handelsminister Wilbur Ross og handelsrådgiver Peter Navarro – i direkte strid med mange af administrationens andre centrale skikkelser så som forsvarsminister Mattis og den nu snart forhenværende økonomiske chefrådgiver Gary Cohn. Der er nu markant færre troværdige rådgivere i det Hvide Hus med reel mulighed for at tale Trump fra hans mere rabiate handelspolitiske forslag og anden politik, hvorfor man må forvente, at Trumps regering nu bliver endnu mere uforudsigelig.
