Efter et kæmpe formuedyk i 2025 går det nu atter fremad for den Bjerringbro-baserede Grundfos-familie, som igen kan se formuen vokse.
Af Ejlif Thomasen, Fagredaktør Økonomisk Ugebrev
Familien Due Jensen: Formueopgørelse 2026: 6,9 mia. kr. (2025: 6,6 mia. kr.)
Et fald på over en milliard kroner. Det var realiteten for familien Due Jensen, der ejer Grundfos, sidste år.
Men nu kan pumpegiganten og familien ånde lettet op. Selv om det endnu ikke er lykkedes at indhente sidste års formuefald på 1,3 milliarder kroner, så har mildere vinde blæst over Bjerringbro det seneste år, og formuen er blevet forøget med 300 millioner kroner.
Det viser den nyeste opgørelse, som Økonomisk Ugebrev har lavet af Due Jensen-familiens formue i forbindelse med opgørelsen til listen over Danmarks 100 rigeste, som udkommer senere på året.
Formuefremgangen kommer blandt andet efter kunne fremvise et positivt regnskab med en omsætningsfremgang på 5,7 procent – blandt andet grundet et sats på USA, hvor man har opkøbt vandbehandlingsvirksomheden Newterra.
Ejer er godt tilfreds
Selv om overskuddet faldt fra 3,4 milliarder kroner til 2,8 milliarder kroner, var koncernchef og overhoved for ejerfamilien Poul Due Jensen, ganske godt tilfreds.
“I 2025 øgede vi salget af vores mest energieffektive løsninger og deres andel i vores portefølje blev større.
Efterhånden som kunstig intelligens bliver en mere integreret del af vores dagligdag, stiger behovet for vandkøling af datacentre.
Den hurtige globale ekspansion af datacentre har skabt nye muligheder for os i 2025 og udviklet fundamentet for stærk vækst i denne del af vores forretning, da vi hjælper kunder med at reducere både vand-og energiforbrug,” udtalte han blandt andet i årsrapporten.
Grundfos blev stiftet af Poul Due Jensen i 1944 og har gennem årene udviklet sig til et enormt dansk erhvervseventyr med en milliardomsætning. Virksomheden har også gjort sin stifterfamilie til en af landets rigeste.
Familien var i 2025 Danmarks 31. rigeste familie med en formue vurderet til 6,6 milliarder kroner. I dag ejes Grundfos primært af Poul Due Jensens fond, der med 87,9 procent af aktierne er hovedaktionær.
Familien ejer 8,8 procent af aktierne, mens medarbejdere ejer 3,3 procent.
Formueberegning
Årets opgørelse for Due Jensens familiens formue lander på omkring 6,9 mia. kr. mod 6,6 mia. kr. sidste år. Fremgangen kommer først og fremmest fra en stærkere underliggende indtjening i Grundfos, hvor EBITDA steg fra 5.176 mio. kr. til 5.501 mio. kr., svarende til godt 6 pct.
Grundfos omsatte i 2025 for 34,7 mia. kr. mod 33,2 mia. kr. året før. Årets resultat faldt ganske vist fra 3,4 mia. kr. til 2,85 mia. kr., men billedet er påvirket af, at 2024 rummede en positiv særlig post efter afviklingen i Rusland. EBIT før særlige poster steg derimod fra 3.590 mio. kr. til 3.666 mio. kr.
I årets formueberegning er Grundfos værdisat med en EBITDA-multipel på 12,9. Multiplen er fastsat på baggrund af de tre børsnoterede selskaber Xylem, Flowserve og Sulzer, der vurderes at være de nærmeste sammenlignelige virksomheder.
Det er lidt lavere end sidste års multipel på 13,4, men den højere indtjening mere end opvejer forskellen. Før korrektion for likvide beholdninger og gæld giver det en værdi på knap 71 mia. kr.
Har solid pengetank
Grundfos er fortsat usædvanligt stærkt finansieret. Ved udgangen af 2025 havde koncernen nettoindeståender på 6.774 mio. kr. Når dette beløb lægges til virksomhedsværdien, når den beregnede værdi af egenkapitalen op på knap 77,8 mia. kr.
Med familiens ejerandel på 8,8 pct. svarer det til en formue på omkring 6,9 mia. kr.
Den interne aktiekurs i Grundfos ligger noget lavere. Fra 1. maj 2026 er kursen fastsat til 1.668,66 kr. pr. aktie, og det svarer til en samlet aktieværdi på omkring 63,6 mia. kr.
Den interne kurs anvendes blandt andet i forbindelse med medarbejderaktier og er derfor ikke nødvendigvis udtryk for, hvad hele koncernen kunne handles til.
Udgivelsen rummer både selve Top 100-ranglisten, portrætter af milliardærfamilierne, analyser af årets største vindere og tabere, nye navne på listen, kommunekort over hvor milliardærerne bor og driver virksomhed, samt interviews med bl.a. Mikael Goldschmidt og Niels Fennet. Derudover sætter magasinet fokus på temaer som kvindelige milliardærer, tech-formuer, family offices, generationsskifte og velgørenhed.
Årets overordnede resultat var usædvanligt: De 100 rigeste familiers samlede formue faldt fra 1.240 mia. kr. til 1.225 mia. kr. – et fald på 15 mia. kr. Det er kun anden gang på femten år, at gruppen samlet set er blevet “fattigere”. Mest markant var udviklingen i toppen:
De ti rigeste familier tabte samlet omkring 45 mia. kr., især trukket ned af fald hos Louis-Hansen-familien bag Coloplast, LEGO-familien Kirk Kristiansen og Danfoss-familien Clausen. Omvendt gik Bestseller-familien Holch Povlsen frem med 27 mia. kr., mens familien efter Lars Larsen øgede formuen med 13 mia. kr. LEGO-familien er dog fortsat klart Danmarks rigeste med over 350 mia. kr.
Magasinet viser også nye bevægelser i det danske rigmandslandskab. Seks nye milliardærfamilier er kommet på Top 100-listen, bl.a. familien Kristiansen/Detlefsen, Hans Christian Munck, Jeanette Rohde Christensen og Jacob Jelsing fra Gubra. Tre af årets største højdespringere er tech- eller biotech-relaterede, bl.a. Pharmacosmos, Nordic Bioscience og Trackman. Samtidig konstateres det, at der nu er tolv kvinder i toppen af de 100 rigeste familier – fordelt på ni familier – hvilket afspejler både generationsskifter og flere synlige kvindelige ejere.
Formuerne er ikke eksakte opgørelser, men redaktionens bedste skøn efter research i ejerforhold og regnskaber for mere end 1.600 selskaber. Udgangspunktet er, hvad aktiverne ville være værd i fri handel. Børsnoterede aktier værdiansættes til børskurs primo oktober 2025.
Unoterede selskaber værdiansættes ud fra 2024- eller 2024/25-resultater og multipler fra sammenlignelige børsnoterede selskaber – typisk EV/Sales, EV/EBITDA eller EV/EBIT. For ejendomsselskaber bruges som hovedregel regnskabernes dagsværdier.
Privat gæld, kunst, biler og private ejendomme uden sikker værdi indgår normalt ikke, og fondes formuer medregnes ikke. Derfor er listen bedst forstået som en kvalificeret bruttoopgørelse over familieformuer – ikke som et præcist kontoudtog.
Samlet tegner magasinet et billede af et rigmands-Danmark i stilstand på overfladen, men med store forskydninger underneden: industri- og handelsformuer presses af lavere multipler, mens biotech, digital teknologi, discount, klima og fødevaretrends skaber nye milliardærer. Link til sidse års magasin
Lær aktiemarkedet at kende – før du investerer for alvor
For mange nye investorer kan aktiemarkedet virke både tillokkende og uoverskueligt. Muligheden for at få pengene til at vokse er åbenlys, men det samme er risikoen for at begå de klassiske begynderfejl: at købe for dyrt, sælge i panik, følge tilfældige aktietips eller investere uden en klar strategi.
Derfor introducerer Økonomisk Ugebrev nu en begynderpakke, der først og fremmest skal hjælpe nye og uerfarne investorer med at lære markedet at kende. Målet er ikke, at man ukritisk skal kopiere andres investeringer, men at man gradvist opbygger sin egen forståelse af aktier, risiko, afkast og markedspsykologi.
Startpakken giver adgang til ØU Formue, ØU Life Science og ØU Trader i tre måneder. Her får man konkrete aktieanalyser, porteføljer, investeringsstrategi og løbende vurderinger fra erfarne analytikere og journalister. For en ny investor kan det fungere som et pædagogisk sikkerhedsnet: Man kan følge med i, hvordan professionelle tænker, hvilke nøgletal de lægger vægt på, og hvordan de vurderer både muligheder og risici.
Et vigtigt element er også, at læringen bliver konkret. I stedet for kun at læse generelle råd om aktier får abonnenten adgang til aktuelle analyser og handelsbeskeder om køb og salg via SMS og mail. Det gør det lettere at forstå sammenhængen mellem analyse, beslutning og handling. Samtidig kan PDF-aktieskolebogen “Tjen en million på aktier” bruges som grundbog for den, der ønsker at få begreberne på plads fra begyndelsen.
Økonomisk Ugebrevs Forsigtige Portefølje viser, at en disciplineret og forsigtig investeringsstrategi kan skabe solide resultater. Sidste år gav porteføljen et afkast på 18 procent, og i år har den givet et afkast på ca. syv procentpoint bedre end Copenhagen Benchmark-indekset. Historiske afkast er naturligvis ingen garanti for fremtiden, men tallene illustrerer værdien af metode, tålmodighed og risikostyring.
Begynderpakken koster 299 kroner for de første tre måneder og slutter automatisk efter perioden. Den henvender sig til nye abonnenter, der ønsker en tryg og lærerig indgang til aktiemarkedet – med mulighed for at blive klogere, før de for alvor står på egne ben som investorer.









