Spørgsmål (fra Folketingets Erhvervsudvalg) Vil ministeren redegøre for, hvad ministeren ved om de geografiske konsekvenser, hvis princippet om enhedspriser i realkredittjenester svækkes eller forsvinder, herunder om ministeren forventer, at realkreditten vil blive dyrere i landdistrikter og yderområder med lavere boligpriser og højere vurderet kreditrisiko?
ministerens Svar Enhedspriser anvendes af realkreditinstitutter, når de udbyder realkreditlån til privatkunder. Realkreditinstitutterne anvender ikke i samme omfang enhedspriser overfor erhvervskunder. Princippet om enhedspriser til privatkunder er ikke lovfæstet i realkreditlovgivningen, men har historisk udviklet sig som en branchenorm i sektoren. Enhedsprisprincippet betyder i praksis, at private realkreditlåntagere på tværs af landet betaler den samme pris for realkreditlån med samme karakteristika, der er optaget på samme tidspunkt.
Altså vil fx et fastforrentet lån med afdrag og en belåningsgrad på 80 pct. af ejendommens værdi koste det samme for alle kunder, uanset hvor i landet de bor, hvis lånet optages på samme tidspunkt. Forskelle i prisen inden for det enkelte realkreditinstitut skyldes således typisk forhold relateret til selve lånet, f.eks. belåningsgrad, låntype mv. Der kan også i visse tilfælde være forskel på prisen for realkreditlån med samme karakteristika, fordi de er optaget på forskellige tidspunkter, og dermed om der er tale om et nyt eller ældre lån.
En mere differentieret prissætning af lån vil f.eks. kunne betyde, at prisen på et realkreditlån i højere grad vil afspejle den enkelte lånesags kreditrisiko, hvor en højere risiko som hovedregel kan føre til en højere pris for lånet. Det hører dog med til det samlede billede, at realkreditlån generelt har en lavere risiko end andre låntyper. Den lave risiko skyldes bl.a., at realkreditlån som udgangspunkt har 1. prioritet i ejendommen, der stilles krav til omsætteligheden af pantet, og der er fastsat belåningsgrænser (fx 80 pct. for ejerboliger)
Desuden er realkreditlån underlagt regulering, der sikrer sikkerheden bag de obligationer, lånet er finansieret igennem. Den høje sikkerhed bag lånene indebærer, at realkreditinstitutterne kan udstede lån til en forholdsvis lav rente til kunderne. Kreditrisikoen er typisk større på landet end i byerne, bl.a. fordi det kan tage længere tid at sælge en ejendom. Den høje sikkerhed bag realkreditlånene indebærer dog, at der er en grænse for, hvor risikabelt det kan blive at yde realkreditlån, og derfor også hvor stort et gennemslag, der kan komme i prisen, hvis det indføres en mere differentieret prissætning.
Det vil umiddelbart have betydning for størrelsesordenen af de geografiske konsekvenser målt i kroner og ører, der kan opstå, hvis princippet om enhedspriser i realkredittjenester svækkes eller forsvinder. Jeg er imidlertid meget opmærksom på, at det er en problemstilling, der bør afdækkes nærmere. Derfor vil regeringen, jf. også min besvarelse af ERU alm. del – spm. 120, igangsætte et arbejde med at afdække udbredelsen af bankernes prioritetslån og betydningen heraf for realkreditten.
