Liberalismen har stået for skud i mange årtier, skriver forfatteren Adrian Wooldridge i sin bog ”Centrists of the World Unite!” Den er en spændende, velskrevet og stimulerende bog om centrumorienteret og balanceret liberalisme som løsningen på de politiske og samfundsmæssige konflikter. Han har en doktorgrad i historie fra Oxford Universitet. Det giver bogen tyngde sammen med de mange eksempler fra hans arbejde som journalist og klummeskribent for Economist og Bloomberg, skriver Hugo Gaarden.
Han er på skattejagt, for det, der er hans sigte, er at finde den tabte genialitet i liberalismen.
Vi skal finde tilbage til den ægte liberalisme. Han mener, at samfundet begynder med individet fremfor det kollektive. Det vil der altid være diskussion om. Hvad kommer først – hønen eller ægget? Men han kommer lynhurtigt med en god forklaring:
Det går den forkerte vej: Al magt er ved at udvikle sig til en farlig størrelse. Den skal holdes i ave, og det kan kun ske gennem en åben og fri diskussion, og det kræver altså individer, der er klædt på. Wooldridge mener også, at liberalismen undertrykkes af velkendte autoritære ledere og af mere styring af ytringsfriheden – selv i vores egne demokratier.
Den største trussel kommer indefra: Det er præsident Donald Trump det bedste – eller værste – eksempel på. Forsømmelser i velfungerende demokratier kan være lige så alvorlige. F.eks. når den tidligere tyske kansler Angela Merkel undlod at sikre tyskernes uafhængighed af USA i forsvaret, lod tyskerne være afhængige af Ruslands energi, og når hun lod en million indvandrere trænge over grænsen.
Wooldridge giver en god indføring i liberalismen – med definitioner af liberalismens variationer – og prøver at beskrive den kerne, som alle kan enes om. Liberalismen begyndte som idé for et par hundrede år siden som en modgift til den økonomiske stagnation og religionskrige – i en tid, hvor rige trak værdier ud af samfundet uden at skabe dem, og hvor religiøse fanatikere slog hinanden ihjel.
Noget af det mest afgørende for de liberale var, at de ville skabe værdi ved at fjerne snærende bånd, og de enedes om at være uenige, fordi en fri debat var en forudsætning for udvikling og nytænkning. Det er nøjagtigt dét, der er hovedproblemet i nutidens samfund.
Der er alt for mange begrænsninger i den frie debat, ytringsfriheden og den økonomiske aktivitet, f.eks. på grund af EU-regler og Trumps toldsatser og økonomiske krige, og populismen og sociale medier forstyrrer en fri debat.
F.eks. står Tyskland over for en voldsom udfordring: Skal de demokratiske partier blive ved med at nægte samarbejde med det ekstreme højreparti AfD, som stormer frem i vælgertilslutning? Eller skal de indgå i en debat om immigrationsproblemet og lytte mere til den del af befolkningen, som er nervøs over udviklingen?
Løste ikke akutte problemer
Wooldridge giver en forrygende gennemgang af liberalismens og samfundenes politiske historie. Men han er allerbedst, når han spidder liberalisterne, nemlig når de slet ikke er så liberale og fritænkende, når de får magten. Så tager egeninteressen over. Det Demokratiske Parti i USA udviklede sig som i slutfasen af Sovjetunionen. Liberalismen bevæger sig for meget ud på fløjene. Nogle lod liberalismen gå i en ekstremistisk retning med legalisering af stoffer og krige for at give afghanere ”frihed”. Andre løste ikke akutte problemer, bare fordi de affærdigede dem som populisme. Ægte liberale må lade alle komme til fadet og må forsvare både samfundet og privatlivet især i den digitale tid, ikke mindst gennem en fri og åben debat.
Som superliberalist faldt jeg for Adrian Wooldridges fokusering på en centrumsorienteret liberalisme, der forsøger at skabe en balance mellem individet og samfundet. Men det samme sagde Danmarks første fremtidsforsker, Arne Sørensen, til mig som nybagt journalist i de oprørske 70’ere:
”Der bliver først fred i samfundet, når liberalisterne erkender, at de ikke kan tabe, og når socialisterne erkender, at de ikke kan vinde.”
Desværre har Wooldridge for lidt kendskab til Kina. Han affærdiger Kina som et autokratisk styre. Men de kinesiske kommunister siger det samme, blot med andre ord: Der skal være en balance mellem liberalismen og kapitalismen, mellem individet og staten. Her er det kollektive blot vigtigere end individet.
“Centrists of the World Unite!“, Adrian Wooldridge, Allen Lane, 386 s. 23,79 euro.
Hugo Gaarden
