Søfarten kan blive dødelig alvor. Sådan fremstår det i hvert fald i bogen ”Dead in the Water” skrevet af to Bloomberg-journalister, Matthew Campbell og Kit Chellel. Bogen handler om, hvordan olietankeren Brillante Virtuoso i et kynisk spil blev sat i brand for at få udbetalt en stor forsikringssum, og hvor det ærværdige forsikringskonglomerat Lloyd’s of London var en uigennemskuelig aktør i spillet, skriver journalist Hugo Gaarden i denne boganmeldelse.
En mellemstor olietanker, Brilliante Virtuoso, var i foråret 2011 på vej gennem Det røde Hav fra Ukraine til Kina med en olielast til en værdi af næsten 100 millioner dollar. Den havde 141.000 ton olie ombord.
Dengang var der mange pirater i det snævre farvand omkring Aden, kaldet Gate of Tears, og skibene skulle altid eskorteres. I 2010 var der 170 angreb på skibe i farvandet. Mandskabet havde sat pigtråd op på rælingen for at gøre en entring svær. Og brandslanger var gjort parate for at spule pirater væk, hvis de kom i gummibåde, eller hvis de forsøgte at entre skibet.
Skibet sænkede hastigheden til næsten nul, inden det kom til farvandet, og om aftenen sejlede en lille båd med otte mand hen til skibet. En mand råbte, at de var sikkerhedsfolk og ville ombord. De havde våben med.
Kaptajnen, Noe Gonzaga, gav dem lov til at komme op, og besætningen forskansede sig. Alle frygtede, at de skulle tages som gidsler, indtil en løsesum blev forhandlet. Men sådan forløb det slet ikke på olietankeren. Hen på natten forsvandt piraterne, og pludselig stod skibet i flammer.
Hvad der skete siden hen skal ikke røbes her. Men en skibstilsynsmand i Aden, briten David Mockett, blev tilkaldt for at vurdere skadens omfang, og som det første undrede han sig over, at skibet var standset, mens det skulle sejle gennem strædet med fuld fart, og at kaptajnen lod piraterne komme ombord.
Begge dele var uhørte. Dertil kom branden, hvor der var forskellige forklaringer på, hvad der var sket. Endelig var piraterne forsvundet. Hvad gik sagen ud på?
Kaptajnen sagde til Adens havnepersonale, at piraterne havde sagt, at der var 100.000 dollar til dem ombord, og at de ville sejle skibet til Somalia. Skibets ingeniør sagde, at han var løbet ned i maskinrummet for at sætte motorerne ud af kraft. Derefter løb han til besætningens skjulested.
Efterforskningen viste, at der absolut ikke havde været tale om et piratangreb. Men den stødte også på problemer, og efter et besøg på skibet blev Mockett dræbt af en bilbombe, da han satte sig ind i sin bil i Aden. Siden hen døde endnu en person under mystiske omstændigheder. Bogen er skrevet efter fire års dybdeborende research, og det er et imponerende kulegravningsarbejde, de to journalister har foretaget. De beskriver nogle besætningsmedlemmers arbejde og lønforhold. De går tæt på de borgerkrigsagtige forhold i Yemen. De beskriver ejeren af tankskibet, Super Mario, Marios Iliopoulus, en af de største skibsmatadorer i Grækenland med hovedsæde i Piræus. 18 pct. af verdens handelsskibe er ejet af grækere, og selvom Grækenland har gennemlevet en finansiel krise, så har det ikke skadet skibsbranchen eller matadorernes magt. Og magt har de. Især Mario.
Efterforskningen med to detektiver, der tidligere hørte til politiet i London, fik hurtigt færten af, at Super Mario havde en interesse i branden på skibet og udbetalingen af en gigantisk forsikringssum. Men sagen viste også et brutalt spil mellem forsikringsselskaberne, ligesom alt tydede på, at Super Mario stod bag mordet på Mockett, fordi han nåede at afsløre grundelementet i en gigantisk svindel. Super Mario fik en mindre straf.
Men spillet mellem forsikringsselskaberne og Lloyd’s of London er på mange måder det mest spændende ved bogen. Lloyd’s er ikke et selskab, men en slags forening af forsikringsagenter, der dækker hinanden af for den globale søfart, og sådan har det været i århundreder.
Lloyd’s havde absolut ingen interesse i at opklare sagen og få den fremlagt i retten og offentligheden. Affæren ville afsløre brodne kar i branchen, og Lloyd’s havde brug for de græske skibsredere efter affæren. Uanset hvad mindelige ordninger ville koste, var diskretion vigtigere end at opklare en forbrydelse. Forsikringsselskabet over alle andre viste sig ikke som en stat i staten, men som en institution, der ligger over staten og over en global skibsindustri – og åbenbart over retssystemet.
Hugo Gaarden
