Boganmeldelse: Øget ulighed ødelægger den globale økonomi. Der kan kun sikres mindre social uro og vold i verden, hvis der sker en massiv omfordeling fra de rigeste til den brede befolkning. Sådan lyder budskabet i bogen ”Trade Wars are Class Wars”, som er skrevet af økonomerne Matthew C. Klein og Michael Pettis, professorer i finansiering ved Peking University. Mange vil nok hurtigt lægge en bog med den analyse og konklusion fra sig, men bogen giver stof til eftertanke, skriver journalist Hugo Gaarden i denne anmeldelse.
Bogen er afgjort provokerende – og mange vil sige ekstremt forenklet – når den påstår, at de verserende handelskrige i virkeligheden ikke er krige mellem nationer, men udtryk for voksende ulighed i de enkelte lande. Andre vil udtrykke det på en anden måde: Eksempelvis når den tidligere danske overvismand Chresten Sørensen siger, at voksende betalingsbalanceoverskud i EU og især Tyskland er årsagen til voksende problemer i Sydeuropa. Han mener, at modsætningen kan ende med EU’s sammenbrud.
Klein og Pettis hævder, at problemet ligger i, at nogle lande som Kina og Tyskland producerer alt for mange produkter, som deres egne befolkninger ikke har råd til at købe eller har behov for, og at de derfor eksporterer dem. Det skaber en voldsom kapitalophobning i en ekstrem lille del af befolkningen, nemlig ejerne via aktieposter og ejendomsbesiddelser, som stiger kraftigt i værdi, men hvor den økonomiske velfærd umiddelbart forringes for de fleste.
Forfatterne hævder, at ”kinesiske arbejdere er underbetalte i forhold til den værdi, de producerer, og de beskattes for hårdt. De er ude af stand til at købe de produkter og serviceydelser, som de burde kunne købe. De indånder dårlig luft og drikker forurenet vand, fordi de lokale regeringer tænker mere på deres business connections end på folkets ve og vel.”
De hævder også, at de europæiske lande har været gennem samme forløb i sidste halvdel af 1800-tallet frem til første verdenskrig, og igen siden finanskrisen i 2007-2008 har Europa og USA været gennem samme udvikling. Problemet er, at folk ikke forstår det, og at politikerne bliver snøret af de aktører, der har interesse i at fastholde den nuværende tilstand.
De henviser til en britisk økonom, John A. Hobsen, der i 1902 argumenterede for, at der kan være en konstant fremgang på hjemmemarkederne – uden behov for eksport – hvis de skabte værdier distribueres ”fornuftigt”. Det vil øge forbruget og velstanden for alle – bortset fra den top, som mange i dag definerer som den øverste procent. Bogen beskriver ikke problematikken helt så enkelt. Forfatterne mener, at handelskrigen mellem USA og Kina ikke kan løse de aktuelle problemer, fordi den tager fat det forkerte sted. Det nytter ikke for USA at standse importen fra Kina.
Det er USA’s enorme finansielle styrke, der gør det muligt at have den store import fra f.eks. Kina. De politiske ledere i lande med underskud må tvinge landene med overskud på samhandelen og betalingsbalancen til at sætte mere skub i det interne forbrug, primært i Kina og Tyskland. Forfatterne mener, at Europa med Tyskland som drivkraften faktisk har været langt værre end Kina med at fremme ubalancen i verden.
De afviser totalt, at det store tyske overskud bare skyldes, at tyskerne er bedre producenter af f.eks. biler og tekniske varer end andre. Nej, årsagen er, at der ikke sker en omfordeling af værdierne i Tyskland. Eurozonen er i dag verdens største kilde til globale ubalancer, lyder budskabet. Så er vi ved den klassiske diskussion om over- og underskudslande, som i årevis har kørt i Europa, men de seneste år også omkring USA kontra Kina.
For Kina er løsningen, at alle kineserne – også på landet – skal have lige adgang til de offentlige ydelser, at der skal være et bedre socialt sikkerhedsnet og bedre pensioner, at fagforeningerne skal have mulighed for at tilkæmpe sig højere lønninger, og at byrden ved klimaforandringer skal flyttes fra den brede befolkning, som også skal have skattelettelser. Det burde være en smal sag at gennemføre, når Kina er kommunistisk.
Løsningen i Europa er bl.a. en kraftigere beskatning af formuerne, at overskudslandene bruger flere penge på infrastruktur og miljø, og at eurozonen skal dække understøttelse og pensioner. En europæisk skatte- og finanspolitik skal gøres langt mere fælles end i dag. Det er altså intet mindre end en politisk revolution, forfatterne lægger op til.
Trade Wars are Class Wars, Matthew C. Klein og Michael Pettis, Yale, 269 sider, 260 kr. I Politikens Boghal.
