Alle, der oplevede konflikten på arbejdsmarkedet i 1998, kan huske den, fordi det var ved den lejlighed, at folk hamstrede brød og gær. Men mange har måske glemt baggrunden: Fagforeningerne var gået ind til forhandlingerne med et krav om, at der skulle tages hul på den sjette ferieuge. Arbejdsgiverne ville hellere give penge. Og forhandlerne tænkte, at de er jo også dejlige at have, så det blev penge i stedet for ferie i den aftale, de sendte til afstemning blandt medlemmerne – og som så faldt med et brag.
SMV-regeringen synes at være blandt dem, som har glemt, hvad der skete dengang. Forslaget om at inddrage Store Bededag som arbejdstid lignede først en fiks manøvre for at aflede opmærksomheden på de mere ømme punkter i regeringsgrundlaget. Nu ser det alt andet end fikst ud.
Arbejdsmarkedets parter kan sagtens huske 25 år tilbage, og fra begge sider af forhandlingsbordet får regeringen den kolde skulder. FOA har allerede truet med strejke, og sygeplejerskerne, som alle ellers gerne vil holde sig gode venner med, skruede også bissen på, da det gik op for dem, at planen indebærer færre ansatte i den offentlige sektor.
I værste fald risikerer vi nu en storkonflikt, som vil være dyrere end ved tidligere lejligheder, fordi der denne gang ikke er ledig arbejdskraft til at indhente det forsømte bagefter. I bedste fald skal ordningen bæres igennem med en teknokratisk rædsel af en omfordeling gennem feriepengesystemet, som en kommende regering engang må rydde op i.
Den positive effekt på arbejdsstyrken vil i alle tilfælde være minimal. Dette er økonomerne vist enige om, selv om Børsen prøver at piske en strid op mellem den nuværende og den forhenværende overvismand.
Sagen er, at folk vil have fritid, og endnu vigtigere – uanset hvordan man vender og drejer det, vil de selv prioritere den op mod indkomst. Den tid, hvor centrale regler afgjorde den slags, er heldigvis for længst forbi.
Regeringen må trøste sig med, at der for tiden er solide incitamenter for at vælge indkomst over fritid. Gennem 2022 er forbrugsmulighederne blev reduceret kraftigt som følge af inflation, højere renter og tab på pensionsopsparinger. Det er en del af baggrunden for den overraskende positive udvikling i beskæftigelsen, vi også har set i 2022. Mange vælger at tage den ekstra vagt på jobbet eller at udsætte pensionen med et halvt eller et helt år.
Stakkels Lars Østergaard
Gasolin-sangen Stakkels Jim indeholder en fascinerende dobbelthed: Folk må have været trætte af tingenes tilstand, siden de besluttede at vandre ud på stepperne og begynde helt forfra. Men på den anden side var det ikke værre, end at nogle kunne leve med det eller endda foretrak den gamle verden. For: ”Tilbage i den døde by, der sidder der en mand, der ikke kan glemme den tid, og det er ham, de kalder for Stakkels Jim.”
For virologerne var coronatiden en travl, men givetvis også meget spændende periode, som de altid vil tænke tilbage på som et højdepunkt i tilværelsen. Flere af dem synes at have svært ved at lægge det bag sig: Professor Lars Østergaard foreslår ifølge Berlingske, at man laver et forsøg, hvor alle på den ene side af Storebælt lever normalt, mens dem på den anden henstilles til at holde afstand, bruge håndsprit og så videre. Så kan man se, hvordan den slags bremser virusinfektioner.
Det er sådan set interessant nok, men borgerne er ikke forsøgskaniner, man bare kan dirigere rundt med for at indsamle forskningsresultater. Den slags var kun gangbart, da det brændte allermest på for nu snart tre år siden. Og det kom med en høj pris, også for sammenhængskraften i samfundet.
Mennesker er forskellige, og presser man dem til at følge samme adfærd, bliver de uvenner. Man skal ikke have fulgt mange diskussioner om emnet på sociale medier for at vide, at selv om det nu er et år siden, de sidste restriktioner blev ophævet, er stemningen omkring det stadig ophedet.
Denne vinkel overser også Berlingskes kronikredaktør Anne Sofie Allarp, der i en klumme har efterlyst reflektion over nogle af de meget drastiske (og dyre) beslutninger, der blev truffet under coronaen. I og for sig har hun ret. Med en fornuftig evaluering af forløbet vil vi betrygge det juridiske grundlag for staten og samtidig være meget bedre stillede, næste gang en pandemi lander. Vi er altså bare nødt til at vente de fem eller ti år, eller hvor lang tid der nu går, før diskussionen ikke straks ender i en ond skyttegravskrig.
Sten Thorup Kristensen
