SF har i den forgangne uge slået på tromme for sit synspunkt om, at landbrugsjord svarende til et areal større end Fyn af klimahensyn skal tages ud af drift. Som traditionen er under valgkampe, bragte medierne loyalt, det vil sige ukritisk, budskabet ud til vælgerne. TV2 News havde et alenlangt interview med Pia Olsen Dyhr, optaget i en økologisk æbleplantage på Fyn. DR foldede sig ud med infografikker. Og Ritzau udsendte et fyldigt telegram.
Forslaget følger groft sagt skabelonen fra de seneste 10-20 års energipolitik, hvor man har lukket ned for fossile energikilder og så håbet og troet på, at det på en eller anden måde ville gå. Dét har vi så nu lært ikke er nogen selvfølge. Foreløbig har vi været heldige med efterårsvejret, men katastrofen var synlig, og den er heller ikke udelukket endnu.
I det lys er det et oplagt spørgsmål, om SF ser en risiko for, at deres forslag, hvis det bliver gennemført, nogle år senere vil resultere i perioder, hvor mennesker sulter? Det er meget muligt, at den tydeligvis velforberedte Pia Olsen Dyhr har et godt svar på hånden. Men det er ikke til at sige, for journalisterne stiller hende ikke spørgsmålet.
Forløbet er nærmest symptomatisk for denne valgkamp, der må være den mærkeligste siden anden verdenskrig. Bjarne Corydon skriver i en leder i Børsen, at en kommende regering straks efter valget må bestille ”alle kasseeftersyns moder”. Det er ingen overdrivelse.
Corona, Ukraine-krig og måske indskrænkede samhandelsforbindelser til Kina har hakket en stor del af vores velstand, og vi er først lige begyndt at betale regningen. Skiftende regeringer har slidt ordet ”reform” ned til sokkeholderne. Men det, som den nye regering skal håndtere, bare på den økonomiske front, vil med al sandsynlighed blive det største i mands minde.
Men alt dette er stort set fraværende i valgkampen. Politikerne vil hellere diskutere menuer på plejehjem eller små detaljer i den grønne omstilling. Måske er de overvældede over den nye virkelighed. Og måske gør det samme sig gældende for medierne. De hjælper i hvert ikke til med at få fokus hen på det væsentlige og nutidige.
Det sidste er selvfølgelig et postulat. Men tjek de forskellige mediers kandidattest. Langt de fleste spørgsmål er stedsegrønne og kunne lige så godt være stillet i den forrige valgkamp for tre år siden. Kun få spørgsmål berører den nye økonomiske og sikkerhedspolitiske situation.
En misforstået statsminister?
Nærmeste anløb til en aktuel debat i valgkampen handler om lønstigninger til offentligt ansatte, særligt i ældre- og sundhedssektorerne. Den dagsorden er i det mindste kun et par år gammel. Mette Frederiksen har som bekendt stillet en ekstraordinær lønstigning i udsigt, og det har medført hårde ord fra erhvervslivet og borgerlige kommentatorer – bl.a. Berlingske og Børsen.
Sandt er det også, at hvis man bare giver de pågældende grupper en signifikant ekstraordinær lønstigning, uden at gøre andet, vil det være destruktivt på flere niveauer. Men er det det, der ligger i regeringens udspil? Tirsdagsanalysen bragte i denne uge et klip, hvor en sygeplejerske spørger Mette Frederiksen, om denne vil hæve lønnen. Statsministeren er så tæt på at svare nej, som hun kan være, uden faktisk at gøre det.
Der er mangel på arbejdskraft, og det vil kun blive værre. Der er behov for at gøre noget ved det rigide offentlige arbejdsmarked. Det skal være mere fleksibelt at komme ud og ind, og lønkronerne skal derhen, hvor der er mangel på arbejdskraft. Er man positivt sindet, kan man således se Mette Frederiksens udspil som starten på en tiltrængt og helt fornuftig reform. Men man misunder ikke den kommende statsminister, der skal forklare de relativt vellønnede sygeplejersker, at det ikke lige er dem, der står forrest i køen.
Hold på tegnebogen – CIP kommer
Hvis det er partnerne i Copenhagen Infrastructure Partners (CIP), sygeplejerskerne sammenligner sig med, er deres løn selvfølgelig ikke noget at skrive hjem om. CIP synes nu at have gang i en medieoffensiv. I hvert fald har de stillet sig til rådighed for en artikelserie i Berlingske. Men alle alarmer må blinke og hyle, når partnerne går sammen med deres konkurrent og tidligere arbejdsgiver i Ørsted og presser på for en hurtig eksekvering af fire havvindmølleparker.
Sådan et hastværk kan hurtigt blive dyrt for skatteyderne. Og hvordan er det gået til, at to så dominerende spillere på markedet kan læse hinandens ansøgninger til staten, som det fremgår i Børsen?
Er der en konkurrencemyndighed til stede?
Sten Thorup Kristensen
