Vi er stadig tidligt på året, og de traditionelle forudsigelser om, hvad der vil ske inden næste nytår, står i frisk erindring. På det finansielle område spillede Kina en stor rolle i disse forudsigelser. Det handlede om handelskrig med vesten, om truslen mod forsyningskæder og, i værste fald, om en militær konfrontation om Taiwan.
Der var dog underligt lidt opmærksomhed på den fra Kina stammende risikofaktor, der måske har størst sandsynlighed for at komme til at dominere overskrifterne i løbet af i år. Den januar-nedtur på det kinesiske aktiemarked, som både Børsen, Berlingske og Finans.dk har omtalt, kan vise sig blot at være en lille forsmag.
Der er mange gode og konkrete grunde til, at der er skepsis over for kinesiske aktier. De amerikanske sanktioner kommer oveni, at håndteringen af coronaen og præsident Xis hårde linje over for virksomhederne, der igen skal sætte kommunistpartiets interesser øverst, har lagt en tung dæmper på både privatforbrug og investeringer.
Det er imidlertid noget helt tredje, der bør skræmme i forbindelse med aktienedturen: Myndighedernes reaktion har bl.a. været at foranstalte støtteopkøb på aktiemarkedet for godt 2 billioner kr. Støtteopkøb fungerer som bekendt ved, at man betaler en de facto-overpris for nogle aktier, man alt andet lige ikke ønskede at købe, hvorefter dette tab bliver maskeret, fordi man kan bogføre sine aktier til børsværdien – som kun holdes oppe af de støtteopkøb, man selv har foretaget.
Konsekvensen vil være, at balancerne er kunstigt oppustede i de institutioner, der står for støtteopkøbene. Den slags er der i forvejen masser af i Kina. De kriseramte ejendomsselskaber, f.eks., holdes oven vande ved, at banker og andre finansielle aktører får mere eller mindre lodrette ordrer om at forsyne dem med kreditter, som aldrig var blevet givet på kommercielle vilkår.
Fænomenet går igen, når Kina finansierer infrastruktur i fattige lande. Når landene ikke kan betale ydelser på lånene, er Kina ret large med at give henstand. Men i modsætning til vestlige lande deltager man, ifølge The Economist, kun nødtvungent i gældseftergivelse. En sådan ville koste på de formelle balancer hos långiverne.
Men de reelle balancer er for længst ramt. Der er megen rådden gæld i Kina. Og spørgsmålet er, om man nærmer sig sit Lehman Brothers-øjeblik: Dér, hvor en tungaktør ikke har andre muligheder end at tære på sin egenkapital – og dermed kommer til at vise for hele verden, at den er hul; baseret på fortrængninger og ønsketænkning. Sker det, vil kreditorer falde som dominobrikker. Konsekvenserne for verdensøkonomien er uoverskuelige.
Disclaimer: Ovenstående er ikke baseret på en omhyggelig økonomisk analyse, der dokumenterer, at problemet er overhængende. Der er også forhold, der taler for, at Kina kan arbejde sig ud af den rådne gæld, især at landet stadig har høj BNP-vækst, selv i dårlige år. Men risikoscenariet er reelt.
Skyldsspørgsmålet i Ølst
Hvis man er uheldig og bliver varetægtsfængslet for en forbrydelse, man ikke har begået, kan man bagefter få en kompensation på 7000 kr. plus 850 kr. pr. efterfølgende døgn, ifølge Forsvarsadvokaterne. Det er et grelt eksempel på, hvor ude af trit med tiden dansk erstatningsret er.
Det er et forhold, der passende kan blive ændret på i anledning af miljøkatastrofen i Ølst. Det hele ville blive nemmere, hvis man kunne give de lokale beboere, der kan blive nødt til at flytte, en solid erstatning, der ikke bare dækker en ny bolig, men også kompenserer for al den gene og det ubehag, de har været og skal igennem.
Mange andre ting kan blive ændret som følge af katastrofen. Da det jo tydeligvis er gået galt, synes det oplagt at hæve kompetenceniveauet hos miljøvirksomheder eller hos myndighederne, hvis ikke hos begge parter.
Desværre er debatten ikke nået dertil endnu. Især Socialdemokratiet synes endnu kun at se sagen som en anledning til at gøre noget ved partiets miserable meningsmålinger. Adskillige medier er nu opmærksomme på, at det ikke nødvendigvis kun var den onde milliardærs skyld. Denne dækning er en nødvendig modvægt til den politiske populisme.
Men – og det er måske naivt – man kunne godt ønske sig, at skyldsspørgsmålet indtil videre kom lidt i baggrunden. Man kan altid være bagklog, og både Nordic Waste og Randers Kommune kunne bestemt have gjort det bedre. Men der er ikke tegn på, at nogen af parterne har sløset i en grad, der er oppe i det kriminelle felt. Lige nu er det vigtigste den lærdom, der kan trækkes ud af sagen, så man kan undgå nye katastrofer.
Sten Thorup Kristensen
