Nu skal dette ikke være en kulturanmeldelse, men tredje sæson af Riget virker lidt tam. Danmark har ændret sig meget, siden de to første sæsoner blev sendt for 30 år siden. Så der er noget af komikken, der i dag virker uvedkommende. Dengang gav det f.eks. mening, at overlægen fra det stærke Sverige var nedladende over for det, i sammenligning, amatøragtige Danmark. I dag ligner Danmark det datidige Sverige: En økonomi båret af at være hjemland for et antal dominerende, multinationale virksomheder. På det punkt har vi faktisk overhalet svenskerne i de mellemliggende tre årtier.
Men måske er det ikke bare Lars Von Trier, der ikke har funderet over dette, altså det store billede. Tre af ugens store erhvervshistorier tyder på, at vi generelt stadig lader os overraske over, at Danmark på godt og ondt er blevet et land, hvis økonomi hænger på en sluttet kreds af meget store virksomheder og institutioner.
Første historie handler om Mærsk. DR og Zetland undrer sig over, at koncernen og staten i stor gemytlighed har arbejdet sammen om at undgå, at reglerne for beskatning af skibstransport skulle med i de nye internationale aftaler om minimumsskat i de lande, et selskab opererer i.
Det er gode og redelige historier fra de to medier. Og det er bestemt et emne, som bør diskuteres, selv om de abnorme, skattefrie indtægter på containerfragt de seneste år trods alt vil være en undtagelse. Men det er ikke mærkeligt, at den danske stat kæmper på Mærsks side:
Rederiet skaber ikke kun værdi for Danmark som skatteyder, men også gennem de gigantiske aktiegevinster, der tilflyder aktionærerne, bl.a. i pensionsopsparinger (som jo i øvrigt også bliver beskattet). En normalisering af skattereglerne, der indebærer, at andre lande skal have en større del af de direkte skattebetalinger fra Mærsk, kan næsten kun blive en underskudsforretning for Danmark.
Hvor det altså er i Danmarks interesse at beskytte sit ”eget” rederi, er det samme ikke nødvendigvis tilfældet, når det gælder vores verdensførende virksomheder inden for vindenergi: Vestas, Ørsted og CIP. De var genstand for den anden af de tre historier, og den var mere krydret:
Staten bremsede havvindmølleprojekter, fordi man var bange for, at formen i udbuddet overtrådte EU’s udbudsregler. Men som flere medier har afdækket: Det har Danmark i givet fald gjort længe, og ifølge Børsen har ingen – heller ikke EU selv – gjort antræk til at gøre indsigelser.
Hvad staten har gang i, kan man endnu kun gisne om. Men nu, hvor der for alvor bliver sat turbo på udbygningen af vindenergi, samtidig med at en protektionistisk ånd har grebet verdenslederne på alle kontinenter, giver det god, strategisk mening, at Danmark prøver at holde igen: Det er det land, der har den stærkeste industri, der har en interesse i at holde det frie markeds fane højt. Og når det gælder vindmøller, er Danmark det stærkeste land.
En anden gisning er, at nogen i systemet har taget Lars Rebien Sørensens opsigtvækkende udmeldinger i Jyllands-Posten i sidste måned til sig. Her advarede han mod den meget fokus på havvind og energiøer, og man kunne næsten fornemme, hvordan Novo-formanden, der gennem sin karriere har deltaget i utallige strategimøder, har krymper sig over at se, hvor en-dimensionel staten er i sin klima- og energipolitik.
Rebien fik efterfølgende på puklen fra de samme vindmøllevirksomheder, der nu har protesteret over statens seneste u-vending. Men han har simpelthen ret: Danmark skal sprede sin indsats på flere teknologier, og hvis man kun satser på havvind, er der sandsynlighed for, at man kommer til at betale en heftig overpris, hvorved der er færre penge til resten af den grønne omstilling.
Den tredje historie handler om ATP. I Børsen afviser topchefen Martin Præstegaard bastant, at staten presser pensionsgiganten til at foretage bestemte investeringer.
Selv om dette måske i en streng, sproglig forstand er korrekt, er der alligevel noget Komiske Ali over det, når man kender historikken. Senest indgår det f.eks. i regeringsgrundlaget, at startups skal finansieres af ATP, gør Børsen opmærksom på.
Enorme pensionsformuer, samlet i store pensionsselskaber, er bygget op, siden Riget 1 og 2 blev sendt. Det har længe været en illusion, at politikerne holdt fingrene fra dem. Disse penge bliver rask væk regnet med, når det diskuteres, hvad fædrelandet skal gøre ved f.eks. klima og corona. Denne styring efter andre parametre end afkast gør det tvivlsomt for borgerne, om deres opsparing står bedst i pensionsselskaberne, eller om de i det mindste burde forvalte noget af opsparingen selv. Dermed truer det også pensionssektorens langsigtede grundlag.
Men dét er en anden historie til en anden god uge.
Sten Thorup Kristensen
Foto: Henrik Ohsten
