Lukningen af Irma udløste sorg blandt københavnerne, og det har i hvert fald de lokale medier brugt mange ressourcer på. Det er de sidste rester af et stykke gammel kultur, der nu forsvinder.
Ironien er, at i sin storhedstid i 50’erne, 60’erne og 70’erne var Irma alt andet end gammel kultur. Kæden smed usentimentalt sin fortid som lokale småbutikker fra sig og var en pioner inden for supermarkeder i Danmark. Også i sortimentet gik man foran og var først med at sælge nogle af de varegrupper, vi i dag betragter som selvfølgelige, når vi køber ind – f.eks. vin. Man skal lede længe for at finde en lige så visionær leder i dansk detailhandel som Børge Olsen, kædens daværende topchef.
Derimod skal man ikke lede længe for at finde detailhandelsvirksomheder, der har lidt samme skæbne som Irma. I flæng kan man nævne Daells Varehus, Fona og BR Legetøj. Alle blev de ofre for detailhandlens evige forbandelse: Man opnår succes ved at fokusere på en målgruppe, men dermed gør man sig også sårbar, når denne målgruppe forsvinder. Og det gør målgrupper ofte i den branche. Store omvæltninger i forbrugsmønstrene kommer på løbende bånd, og nethandlen er kun seneste eksempel på det.
I Irmas tilfælde var målgruppen fru Jensen, som Børge Olsen igen og igen betonede, og med det mente han hjemmegående husmødre fra middelklasse og opefter. Det segment forsvandt simpelthen, og nu stod man tilbage med en kæde, hvis image og selvfølelse var at være noget særligt, mens den almindelige forbruger netop ikke ville betale noget særligt. Coop forsøgte som ejer fra 1982 at løse problemet ved at gå efter en endnu mere eksklusiv målgruppe, men det lykkedes det heller aldrig at få nogen god forretning ud af.
Af medierne har særligt Berlingske, der bekender sig som en hovedstadsavis, begrædt lukningen af Irma, og avisen har i flere tilfælde (se her, her og her) været voldsomt ude med riven efter Coop. Sandt er det jo også, at dette selskab har kroniske problemer med at nå sine konkurrenters profitabilitet. Alligevel er det i den friske ende at antyde, at der var noget, Coop bare kunne have gjort for at redde Irma. Det er ikke engang sikkert, at en nutidig Børge Olsen kunne have gjort det. Det ”rigtige” Irma havde sin tid, men den tid er forbi, og den har reelt været det meget længe.
Læs også chefredaktør Niels Lundes vinkel på sagen i Børsen. Lunde påpeger, at lille Irma under ingen omstændigheder havde nogen stor fremtid, og at den offentlige opmærksomhed var bedre anvendt på Novo Nordisk, der har opnået en nærmest ufattelig betydning for vores Danmarks velstand.
En hvidvask-lækage
Ofte er der på denne plads argumenteret for, at hvor hvidvask naturligvis skal straffes, når det bliver opdaget, er hele den forebyggende indsats en skandale i adskillige dimensioner. Hvis du er træt af et se denne påstand gentaget, skal du ikke bebrejde undertegnede klummeskriver, men derimod den romerske senator Cato, der sluttede alle sine taler af med at nævne, at Karthago efter hans mening skulle nedlægges. Karthago og hele dens kultur og magtapparat endte med at blive grundigt slettet fra landkortet, og på den måde bragte Cato uendeligt håb til alle senere kværulanter med en sag.
Hvorom alting er: Børsen skrev mandag og tirsdag om, at Martin Storm Rasmussen, tidligere direktør i Fauna Energi og nu sigtet for groft bedrageri for 307 mio. kr., kunne være standset tidligere, hvis politiet havde reageret på et større antal indberetninger fra bankerne til hvidvasksekretariatet. Det viser, som også f.eks. Britta Nielsen-sagen gjorde det, at det enorme bureaukrati med tusindvis af højtlønnede specialister, som bankerne har måttet ansætte for at leve op til hvidvasklovens krav, langt hen ad vejen er forgæves.
Men artiklerne viser endnu en dimension af skandalen. For hvordan går det til, at Børsen ordret kan citere flere af indberetningerne?
Et af problemerne med systemet er, at borgernes retssikkerhed er totalt undermineret. Politiet har fået adgang til, uden retskendelse, at se de mest private oplysninger om borgernes økonomi, endda uden nogen pligt til at informere om, hvad disse oplysninger bliver brugt til. Selv varme tilhængere af hvidvaskloven må medgive, at denne praksis som minimum må indebære, at disse meget fortrolige oplysninger bliver behandlet med den største diskretion. De skal ikke i flæng lækkes til medier eller andre.
Sten Thorup Kristensen
Foto: Brian Bergmann/Ritzau Scanpix
