Forestil dig dette scenarie: Du sidder sammen med din nærmeste chef, da denne lægger an til at gøre noget, som er klart ulovligt, om end det i netop dette tilfælde ikke skader nogen. Hvad gør du? Prøver du at tale chefen fra ulovligheden? Eller famler du diskret din telefon frem og finder optage-appen, så du kan dokumentere ulovligheden og senere bruge dette mod chefen?
Whistebloweren i Jon Stephensen-sagen valgte den sidste mulighed, fremgår det af beskrivelsen i Børsen. Vedkommende er måske ikke selv superstolt af sit reaktionsmønster, for han insisterer på at være anonym, idet han ”frygter for sin karriere i teaterverdenen”.
I sig selv er det da forhåbentligt ikke ekskluderende i denne verden, at man stiller sig i vejen for dokumentfalsk, og i øvrigt er teaterverdenen så lille, at alle i den må vide, hvem han er – medmindre det er en usædvanlig lidt sladdervorn branche.
Historien er godt gravet ud af Børsen, og den har relevans, fordi Jon Stephensen siden er blevet politiker. Men ellers? Historien er et eksempel på, at etiske overvejelser i medieverdenen kan være vanskelige.
Stephensen har jo soleklart trådt ved siden af i nogle tilfælde. Men ud fra det beskrevne er han langt fra nogen storforbryder, og lige nu er det ham selv, der bliver voksenmobbet. Måske var det bedre at lade historien ligge ud fra en betragtning om, at hele og halve antydninger, afgivet anonymt i pressen, ikke er en god eller rimelig metode til at løse relativt banale menneskelige konflikter på en arbejdsplads.
Ugen har budt på endnu en god gammeldags skandalehistorie. Den er endnu bedre gravet ud og også meget mere entydig i den moralske dimension. Der er naturligvis tale om Frihedsbrevets afsløring af, at Armin Kavousi fra selskabet MeeW, der havde kurs mod en børsnotering i Stockholm, i et absurd omfang har løjet om sine egne og selskabets meritter.
Kavousi har siden trukket sig fra selskabet, bestyrelsen har ifølge Børsen aflyst børsnoteringen og er selv trådt tilbage, og i skrivende stund er spørgsmålet snarere, om selskabet overhovedet eksisterer, når dønningerne har lagt sig.
Også i Børsen vender investoren Jens Løgstrup, der er med i avisens panel til vurdering IPO’er, sin vrede mod de rådgivere, der har hjulpet MeeW med børsføringen. Den betragtning kan man derimod godt sætte spørgsmålstegn ved. Hvis rådgiverne skulle være lige så omhyggelige, når et selskab henter 14 mio. kr. på en minibørs, som når et selskab henter mange milliarder, ville minibørserne slet ikke hænge sammen, og en kanal til finansiering af opstartsvirksomheder ville lukke. Et dybt tjek af hovedpersonernes troværdighed ville være dyrt, og det ville – heldigvis – sjældent føre til noget relevant.
Investorerne må altså huske, at de selv har et ansvar for at lave research og tænke kritisk om selskaber på minibørser. Det kan ikke være anderledes. MeeW-historien er en påmindelse om, hvor galt det kan gå, hvis man bare sorgløst springer med på det, der ligner en visionær ide fra en iværksætter.
Googles parallelle verden
For Thy Data Center var det fede tider, da Tele Danmark i 2000 skiftede navn til TDC. Domænet tdc.dk blev pludseligt mange penge værd. Den nordjyske virksomhed kunne dog kun indkassere gevinsten, fordi det var naturligt for den at bruge de tre bogstaver. Domstolene havde på det tidspunkt for længst sat en stopper for fribyttere, der spekulerede i at registrere domænenavne for næsen af andre virksomheder.
Men på søgemaskinerne er denne retstilstand ikke etableret, fremgår det af en historie i Børsen. Her prøver virksomheder at ”stjæle” hinandens trafik, og konsekvensen er, at mange virksomheder er nødt til at købe annoncer hos Google, blot for at få egen virksomhed øverst på resultatlisten ved søgninger på dens navn. Fænomenet koster danske virksomheder over en halv mia. kr. om året, vurderer Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Historien vidner om, at efter tre årtier med internet har verden stadig på store områder endnu ikke fundet en formel for, hvordan glæder og sorger deles i de virtuelle rum. Det er forståeligt, at Google gør, som de gør, men det virker ikke rimeligt eller langtidsholdbart. Det kan blive en særdeles dyr historie for selskabet og dets aktionærer, hvis myndigheder en dag sætter foden i døren.
Apropos, en anbefaling: Serien The Playlist på Netflix. Her er det musikstreamingtjenesten Spotify, der bliver taget under behandling – en anden tech-virksomhed, der indiskutabelt har givet forbrugerne et produkt, der er langt bedre end noget, man kunne få før, men hvis forretningskoncept også har store negative konsekvenser.
Sten Thorup Kristensen
foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Her kan du tilmelde dig Økonomisk Ugebrevs gratis nyhedsbreve om:
Aktieinvestering, Finansiel virksomhed, Ledelse & Strategi, Samfundsansvar og Bestyrelsesarbejde
