I årene umiddelbart efter den kolde krigs ophør tilskyndede staten virksomhederne til at handle med Rusland, og derfor bør staten nu punge ud med kompensation, når sanktionerne betyder, at der brat er blevet lukket ned for denne handel igen. Sådan lyder budskabet fra Ole Sohn, der var den første erhvervsminister i Thorning-regeringen, i en artikel i Børsen.
Med al respekt for Sohn er synspunktet ikke gennemtænkt. I en verden, hvor kun et mindretal lever med demokrati og menneskerettigheder, ville man i praksis lukke ned for både erhvervs- og udenrigspolitik, hvis staten skulle kompensere berørte virksomheder, hver gang noget gik i en uønsket retning. Så virksomheder med aktiviteter i Rusland må klare sig selv. Og heldigvis synes de fleste af dem også at have musklerne til det.
Men at ”klare sig selv” betyder ikke bare at trække sig tilbage. Det ville, som den nye Carlsberg-formand Henrik Poulsen konstaterede i Børsen dagen forinden, blot betyde, at man forærede aktiver til Rusland, samtidig med at man lod sine lokale ansatte i stikken. Det drejer sig for Carlsbergs vedkommende om hen ved 10.000 medarbejdere. Og når Carlsberg bliver i Rusland, kan man gå ud fra, at virksomheden også er i fuld gang med at forberede et comeback, når krigen – forhåbentligt snart – er slut.
Tilsvarende overvejelser må man gå ud fra finder sted i alle de virksomheder, der i den ophedede stemning lige nu forsikrer om, at de ikke bare bakker op om sanktionerne, men også gør mere, end de skal. Og de gør ret i at have disse overvejelser. Her har Sohn en pointe, der til gengæld er rigtigt god:
Økonomisk samkvem er et gode. Det øger forståelsen mellem folkeslag, og selv om der er andre faktorer, der kan trække i den anden retning, var det, heller ikke set i bakspejlet, forkert, at man opretholdt erhvervsmæssige relationer til Rusland, selv da Putin begyndte at udhule demokrati og menneskerettigheder.
Man kan tilføje, at hvis ikke vesten havde haft tætte, økonomiske relationer med Rusland, havde der heller ikke været relationer at afbryde. Vi havde stået magtesløse over for aggressionen – uden noget reelt modsvar.
Man kan have et forfængeligt håb om, at en udløber af krigen vil være en større erkendelse af, hvad sanktioner er, hvad de kan – og hvornår man skal afholde sig fra at bruge dem. Og hvis man skal se et lille lys i mørket i geopolitisk sammenhæng: Måske reflekterer de kinesiske ledere for tiden over, hvad de ser i Rusland. Det kan måske få dem til at være lidt mere afdæmpede i deres fremfærd i det sydkinesiske hav og omkring Taiwan.
Et lykkeligt land?
Lidt apropos, en anbefaling: Den norske serie Lykkeland, som der nu ligger to sæsoner af på dr.dk. Lykkeland er en slags norsk udgave af Matador, bare med beskrivelse af en nyere tid og uden elementet af folkekomedie.
Handlingen tager udgangspunkt i dengang i 70’erne, hvor olien begyndte at flyde i Norge. Det skabte pludselig velstand i et land, der forinden havde været relativt fattigt. Hvor denne fremgang i sig selv var meget positiv, medførte den også personlige tragedier.
Pludselig var det ikke længere nok, at man nøje overholdt kristendommens bud, at man var indehaver af den lokale fiskefabrik, eller at man var dygtig til at holde får. Vinderne var dem, der viste sig at have street smarts nok til at begå sig i den nye og vilde olieindustri.
Måtte en tilsvarende serie blive fremstillet i Danmark. Her har vi naturligvis ikke haft noget heureka-øjeblik, hvor olien kom, og alting ændrede sig. Men de løbende små forandringer summer alligevel sammen til et stort drama. Over en generation er Danmark gået fra at være et land, der levede af landbrug og en masse små industrivirksomheder, til at den økonomiske rygrad er en snes globale virksomheder, der er dominerende i hver sin branche.
Disse store virksomheder har haft de økonomiske og strategiske muskler til at guide sig selv og deres medarbejdere igennem en pandemi og nu altså gennem rystelserne i forbindelse med krigen i Ukraine. Det har givet staten og regeringen en stor frihed til at handle offensivt. Før ville rygmarvsreaktionen have været, at staten skulle holde hånden under bønder og industriarbejdere. Det var måske også dette instinkt fra gamle dage, der er tændt hos 66-årige Ole Sohn, når han vil kompensere de virksomheder, der er i klemme i sanktionerne.
Hurra for de muligheder og den tryghed, der er kommet med den nye erhvervsstruktur. Men måske har der også undervejs været nogle smertelige tab, som vi har fortrængt
Sten Thorup Kristensen
