Det er en statsministers privilegium at kunne sætte dagsordner. Når statsministeren bebuder, at et eller andet initiativ skal sættes i gang, er det naturligt, at medierne informerer sine seere, lyttere og læsere om det, uanset om andre havde bedre ideer til initiativer.
Derimod er det ikke naturligt, at medierne uden videre køber de præmisser, statsministeren lægger til grund for sine initiativer. Den sondring kikser det jævnligt med. Det var storslemt under Ander Fogh Rasmussen, der i sin storhedstid kunne diktere emner – herunder lukke dem, der ikke passede ham – på de ugentlige pressemøder.
Nu er den gal igen. Mette Frederiksen holder ikke ugentlige pressemøder, men hun har i den senere tid givet interviews til flere store medier. Senest er Berlingske kommet til fadet. Faktuelt melder statsministeren intet nyt i forhold til budskaberne i regeringsgrundlaget om, at der skal spares i det kommunale bureaukrati, der styrer de ”varme hænder” i bl.a. ældreplejen. Men baggrunden er dramatiseret med et notat fra embedsværket, der identificerer fem store tendenser, som truer velfærden.
Det er uklart ud fra artiklen, om journalisterne har fået lov at se notatet. Men de har i hvert fald ikke stillet kritiske spørgsmål til det. Og det var der behov for.
Tendens nummer 1 og 2 om dels demografiske udfordringer, dels et relateret problem med at rekruttere personale til den offentlige sektor, er rimeligt indiskutable. Men de tre øvrige tendenser, som embedsværket har identificeret, kan der i høj grad sættes spørgsmålstegn ved.
Specielt tendens 4 om, at en stor andel indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande truer sammenhængskraften, virker som rent vrøvl. Sandt er det jo, at indvandring har været et stort tema og givet reelle problemer. Men det er problemer, vi har set toppen af, medmindre noget ændrer sig radikalt. Indvandring fra ikke-vestlige lande er taget af, og dem, som er kommet, og deres børn, falder trods alt til hen ad vejen.
Tendens 5 om, at stigende privat velstand løber fra det offentlige forbrug, giver heller ikke den store mening, hvis den er beskrevet korrekt. En sådan tendens rimer i hvert fald ikke med, hvad der er sket med skattetrykket.
Tilbage er tendens 3, som synes at være den, statsministeren har mest fokus på: Stigningen i det offentlige bureaukrati. I sig selv er det i enhver større organisation godt, at man en gang imellem holder sit bureaukrati ud fra kroppen og overvejer, om noget af det er overflødigt.
Derimod virker Mette Frederiksens fokus på netop det kommunale bureaukrati i henseende til personalet i sundheds- og ældresektorerne besynderligt. Der kan sikkert spares også her, men man skal ikke stikke sig selv blår i øjnene: Vil man have offentlige, standardiserede velfærdsydelser, som enhver borger har ret til at søge om efter fastlagte kriterier, så kræver det præcise regler og procedurer, der skal overvåges af bureaukrater.
Derimod er der andre områder, hvor der mageligt kunne spares arbejdskraft, herunder i bureaukratiet. Denne klummeskriver mener, at f.eks. affaldssortering og indsatsen mod hvidvask ud fra enhver saglig betragtning har taget overhånd. Men enhver kan komme med sine bud. Og skal der være store reformer i den offentlige sektor, er det vigtigt, at medierne formidler en bred debat om mulighederne, så det hele ikke ender med at køre efter nogle få ministres mavefornemmelser.
Strategisk hjælp ved hånden
Det sker ikke tit, at en dansk virksomhed tager forsiden på The Economist, men det skete for nogle uger siden, da magasinet over fire tætskrevne sider behandlede den fantastiske historie om Novo Nordisks fedmemiddel. Ugen efter var det Mærsk, der som et førende, globalt rederi var genstand for en længere klumme. Når det handler om vedvarende energi, er det ofte Vestas og Ørsted, der er i The Economists spalter.
Det afspejler, at Danmark i dag bokser langt over sin vægtklasse, når det gælder det globale erhvervsliv. Vi har mange virksomheder, der er dominerende i deres respektive sektorer – også nogle af de meget store. Hver af disse virksomheder er ført frem af meget dygtige strateger, hvoraf mange i dag er på pension.
Dé ville måske være en god ressource for en reformivrig regering, som supplement til den sædvanlige flok af departementschefer. Politik og erhverv er to vidt forskellige ting. Men der er et overlap i henseende til strategisk tænkning, og der må være nogle af erhvervslivets dygtige, men nu forhenværende, strateger, der har tid til overs. Det er der brug for.
Sten Thorup Kristensen
foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Her kan du tilmelde dig Økonomisk Ugebrevs gratis nyhedsbreve om:
Aktieinvestering, Finansiel virksomhed, Ledelse & Strategi, Samfundsansvar og Bestyrelsesarbejde
