Annonce

Log ud Log ind
Log ud Log ind
Morten W. Langer
Ansvarshavende chefredaktør

Velkommen til Økonomisk Ugebrev

Vores erfarne journalister stiller hver dag skarpt på ...

Kultur

Overlever Sjællandske Medier som selvstændig virksomhed?

Steffen Damborg

tirsdag 13. oktober 2026 kl. 17:56

Ansv. chefredaktør & Co-CEO Louise Pettersson, Sjællandske Medier
Ansv. chefredaktør & Co-CEO Louise Pettersson, Sjællandske Medier

KULTUR. Sjællandske Medier har i sin langsigtede overlevelsesstrategi brug for mere end endnu en sparerunde og endnu en pose penge, viser regnskabsanalyse. Mediehuset kan blive tvunget til at afgive mere selvbestemmelse for at sikre journalistikkens fremtid. En hurtig genopretning på egen hånd er svær at få øje på, og det opgivne samsalg med JP/Politikens Hus efterlader et ubesvaret spørgsmål: Hvad er planen nu, spørger medieeksperten Steffen Damborg i denne kommentar.

Ringsted-udgiveren står med tre veje: genopretning på egen hånd, dybere integration med JP/Politikens Hus eller en alliance med andre medieaktører. Den første kræver et markant indtjeningsløft. De to andre kræver vilje til at dele magten.

En selvstændig genopretning forudsætter, at digitale abonnementer og annoncer vokser hurtigt nok til at opveje printtilbagegangen, samtidig med at omkostningerne sænkes.

Det er den øvelse, regionale dagbladshuse har kæmpet med i årevis. Flere besparelser bliver nødvendige, og der er ikke meget fedt tilbage, så det vil svække det journalistiske produkt, som fremtidens kunder skal betale for.

Ledelsen budgetterer i år med balance på bundlinjen og positive pengestrømme efter investeringer på cirka 7 mio. kr. i 2026. Indfries det, får Sjællandske mere tid. Men ét bedre år er ikke i sig selv en løsning på den strukturelle tilbagegang.

Den anden vej er at gøre JP/Politikens Hus til en mere aktiv industriel partner. Koncernen fra Rådhuspladsen har skudt 25 mio. kr. ind for 20 pct. af aktierne og har både kapital og kompetencer. Men samsalget blev opgivet, inden det fyldte ét år.

Om produktet eller eksekveringen svigtede, kan man udefra kun gisne om. Det afgørende er, hvad der kommer i stedet. Et ejerskab uden tilstrækkelige driftsmæssige gevinster løser ikke Sjællandskes problem.

Den tredje vej er en mere forpligtende alliance. Folketidende på Lolland-Falster er en geografisk nærliggende partner, men JFM-Berlingske-Amedia er efter min vurdering det stærkeste industrielle match. Her findes skalaen og en fælles digital platform.

Udgangspunktet for nye partnere i alliancen er imidlertid, at de sælger en minoritetspost til Amedia. Sjællandske er offentligt nævnt som en mulig partner.

Døren er altså ikke nødvendigvis lukket, men hvordan passer det med JP/Politikens Hus’ ejerskab? Ejer­aftalen er ikke offentlig. Min formodning er, at den giver JP/Politikens Hus indflydelse på nye ejeralliancer og den kan således være en strategisk stopklods.

Hvis genopretningen udebliver, bliver valget mere påtrængende: yderligere kapital, dybere integration eller en mindre forretning med flere lukninger. Bestyrelsen bør afsøge mulighederne, mens selskabet stadig har noget at forhandle med.

Begrænset økonomisk råderum

Regnskabet viser hvorfor: Omsætningen faldt til 365 mio. kr. i 2025. Renser man EBITDA for gevinsten ved ejendomssalg, er der blot 3,35 mio. kr. tilbage. Og det er inklusive mediestøtte på 46,2 mio. kr. Uden støtten ville driften give et betydeligt minus med den nuværende omkostningsbase. Sådan er det dog også for mange andre medieselskaber.

Driften leverede 1,6 mio. kr. i likviditet, mens investeringerne var 3,2 mio. kr. Kapitaltilførslen på 25 mio. kr. og ejendomssalg på cirka 15,5 mio. kr. blev i al væsentlighed modsvaret af en nedbringelse af bankgælden på 39,2 mio. kr. Driften finansierede altså ikke investeringerne. Likviditetsberedskabet inklusive uudnyttet kredit var cirka 25 mio. kr. ved årsskiftet.

Årsregnskaber aflægges normalt under forudsætning af fortsat drift: Hos Sjællandske finder ledelsen anledning til særskilt at begrunde denne forudsætning med, at kapitalberedskabet, bankens trækningsrettigheder og de forventede pengestrømme i 2026 kan dække likviditetsbehovet. Det er værd at hæfte sig ved.

Sammenholdt med den beskedne indtjening og det negative frie cashflow understreger det selskabets begrænsede økonomiske handlerum.

Købet af lokalaviserne fra JP/Politikens Hus fremstår som et dyrt bekendtskab. Det øgede mediehusets eksponering mod printannoncer, og flere titler er siden lukket, da markedet for gratis ugeaviser er det mest udfordrede avismarked. Nu kommer så goodwillnedskrivningen på 40 mio. kr.

Det rejser det oplagte spørgsmål, hvor stor en del der vedrører netop dette køb? Regnskabet fordeler ikke nedskrivningen på handler, så beløbet kan ikke uden videre henføres til handelen med JP/Politikens Hus, men det er oplagt, at det er købet af lokalaviserne, der ikke har udviklet sig som forudsat.

Steffen Damborg

Få dagens vigtigste
økonominyheder hver dag kl. 12

Bliv opdateret på aktiemarkedets bevægelser, skarpe indsigter
og nyeste tendenser fra Økonomisk Ugebrev – helt gratis.

Jeg giver samtykke til, at I sender mig mails med de seneste historier fra Økonomisk Ugebrev.  Lejlighedsvis må I gerne sende mig gode tilbud og information om events. Samtidig accepterer jeg ØU’s Privatlivspolitik. Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik.

[postviewcount]

Følg virksomhederne fra denne artikel
Skriv dig op her, og modtag en mail direkte i din indbakke, så snart vi skriver om virksomhederne, du følger.

Relaterede nyheder

Jobannoncer

No data was found

FÅ VORES STORE NYTÅRSUDGAVE AF FORMUE

Her er de 10 bedste aktier i 2022

Tilbuddet udløber om:
dage
timer
min.
sek.

Analyse af og prognoser for Fixed Income (statsrenter og realkreditrenter)

Direkte adgang til opdaterede analyser fra toneangivende finanshuse:

Goldman Sachs

Fidelity

Danske Bank

Morgan Stanley

ABN Amro

Jyske Bank

UBS

SEB

Natixis

Handelsbanken

Merril Lynch 

Direkte adgang til realkreditinstitutternes renteprognoser:

Nykredit

Realkredit Danmark

Nordea

Analyse og prognoser for kort rente, samt for centralbankernes politikker

Links:

RBC

Capital Economics

Yardeni – Central Bank Balance Sheet 

Investing.com: FED Watch Monitor Tool

Nordea

Scotiabank