Med en klar bedring i raterne er der stadig udsigt til en markant indtjeningsforbedring i årene, der kommer for det tidligere Maersk Drilling. Mere interessant for investorerne er det dog nok, at Noble efter en refinansiering i april måned har visibilitet på gældssiden 5-7 år frem. Det åbner for en kapitalregn til de hungrende aktionærer.
Blandt de ca. 50 large cap aktier på Nasdaq Copenhagen er halvdelen steget i kurs i år. Med en stigning på 7,5 pct. hører Noble Corporation akkurat til den gode halvdel ved dagens kursniveau på 280. Aktien har tidligere i år toppet omkring 310, og det niveau ser vi aktien som minimum vende tilbage til senere i år. Som historisk reference bliver det i den gamle Maersk Drilling aktie til kurs 500, mens dagens kurs på 280 modsvarer 450.
Som altid afhænger en del af aktiens kortsigtede udvikling af udsving i olieprisen, og den var særligt i vælten i starten af denne uge, hvor OPEC+ i sidste weekend blev enige om at fortsætte de allerede vedtagne produktionsbegrænsninger, således at disse nu rækker indtil udgangen af 2024. OPEC+ landene står for op mod 40 pct. af verdens olieproduktion.
Går man lidt dybere ned i tallene, er det dog også et lidt speget, ugennemsigtigt og teknisk spil, hvor en del af ”begrænsningerne” kommer i hus ved, at nogle lande ikke løfter produktionen så meget som oprindeligt aftalt. Saudi Arabien lavede efterfølgende sin egen produktionsbegrænsning på yderligere 1 mio. tønder om dagen startende fra juli måned.
Selvom olieprisen har været støt faldende siden inflations- og rentestigningerne for alvor begyndte at sætte ind sidste år, så må vi også konstatere, at olieprisen i år har ligget relativt stabilt i et interval omkring 70 til 85 USD, og det er et niveau, hvor langt det meste offshore olieeftersøgning og produktion stadig bør levere god profitabilitet.
Der skal umiddelbart et større og længerevarende olieprisfald til, førend det vil få betydning for de store olieselskabers investeringsprogrammer, som efter en række års lavvande igen er blevet mere offensive.
Uanset hvordan man ser på fremtiden og samfundsudviklingen globalt, så vil olie sandsynligvis i mange år frem være en væsentlig energikilde. Det er i hvert fald, hvad der investeres efter, og dermed også det, der på kort til mellemlangt sigt er drivende for markedet for borerigge og boreskibe.
Der tales fortsat om gode udsigter, og dagsraterne ser nu ud til at have sat sig mere permanent over 400.000 USD om dagen for de store avancerede boreskibe i Nobles flåde. Man behøver ikke at kigge længe på den seneste flåderapport for at se rateløftet med egne øjne. Der blev sågar også luftet muligheden for, at man i år vil kunne se enkelte korte kontrakter i markedet krydse de magiske 500.000 USD per dag.
Det hører dog med til historien, at forretningen i Nordsøen stadig har udfordringer, og således regner Noble kun med, at denne del bidrager med ca. 10 pct. af årets EBITDA-resultat.
Fremgangen begynder nu også at vise sig i regnskaberne. 1. kvartal leverede 138 mio. USD i EBITDA, og derfor bliver der tale om stigende kvartalsresultater hen over året for at nå i mål. Stigningen forventes at nå et niveau, hvor 4. kvartal når 250 mio. USD, svarende til 1 mia. USD annualiseret.
Der antydes kraftigt en videre fremgang i 2024, som understøttes af det naturlige rul, der vil være i nogle kontrakter, hvor ”gamle” kontrakter udløber og erstattes af nye på et betydeligt højere niveau. Derudover har man lige nu høstet 60 mio. USD i årlige synergier efter fusionen og er dermed godt halvvejs mod målsætningen på 125 mio. USD.
Udviklingen bekræftes i konsensusestimaterne, som p.t. peger i retning af et EBITDA-resultat på 1,25 mia. USD i 2024 og en yderligere stigning i 2025 til næsten 1,5 mia. USD.
Refinansiering kan starte tilbagekøb
Med en nettogæld på 334 mio. dollar ved udgangen af 1. kvartal og en generelt ny flåde er der lagt op til at sende store mængder kapital tilbage til aktionærerne i de kommende år, hvis indtjeningen forbedres så meget som ventet.
Nobles gæld blev refinansieret i april måned, hvor man optog et 600 mio. USD lån med løbetid til 2030 og forlængede en aftale om en lånefacilitet på 550 mio. USD frem til 2028.
Vi vurderer, at Noble efter refinansieringen nu har et betydeligt større finansielt spillerum og dermed også mulighed for at lægge sig fast på en lidt mere præcis udlodningspolitik.
For nogle investorer vil det nok give investeringscasen en kærkommen øget visibilitet efter snart mange træge år, hvor aktionærerne har stået bagerst i køen.
Om den nuværende udlodningspolitik oplyses blot, at man vil sende en signifikant majoritet af det frie cash flow tilbage til aktionærerne, og at man har en tilbagekøbsbemyndigelse på 400 mio. USD. Direkte adspurgt om definitionen på ”signifikant majoritet” er svaret, at det er tættere på 100 pct. end på 50 pct. I første omgang bliver der givetvis tale om tilbagekøb af egne aktier, men udbytte må også anses som en mulighed sidenhen.
Allerede i maj måned blev der sat handling bag ordene og tilbagekøbt egne aktier for 33 mio. USD. Selvom fusionen med Maersk Drilling er ved at være gennemført, og man efterhånden skal lede godt og grundigt efter tegn på, at Maersk Drilling overhovedet har eksisteret, bør man som investor bestemt ikke overse Noble og det potentiale, der ligger i aktien.
Vi har tidligere nævnt, at Drilling/Noble var blandt de mest velkonsoliderede selskaber, og derfor vil aktiekursen næppe stige så meget i en rateoptur, som hos de mere risikable og forgældede rig-selskaber. Det er stadig tilfældet, men det hører med, at risikoen også være betydeligt lavere. Vi løfter vort seneste kursmål fra 300 til 330 og viser dermed tydeligt, at vi ser et pænt potentiale i aktien, som rækker udover forårets højeste kurs på 310.
Steen Albrechtsen
SA og/eller nærtstående ejer aktier i Noble Corp.
Aktuel kurs 280,00
Kursmål (6 mdr.) 310,00
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her