ChemoMetec har de seneste år været et af det danske børsmarkeds største succeser. Men nu begynder overfladen at krakelere: Salget af instrumenter i USA styrtdykker.
Nedjusteringen i halvårsregnskabet fra ellers meget succesfulde ChemoMetec, der over de seneste år er kommet med en lang række opjusteringer, kan vise sig at være langt alvorligere, end det umiddelbart fremgår af regnskabet, som bestemt ikke ser godt ud.
Det ser faktisk ud til, at salget af instrumenter i USA er ved at falde fuldstændig sammen. I 2. kvartal sidste år var instrumentsalget i USA på 46 mio. kr., mens det i det aktuelle 2. kvartalsregnskab, som sluttede ved årsskiftet, var faldet til 32 mio. kr. Det svarer til et omsætningsfald på over 30 pct. fra 2. kvartal sidste år. Da der samtidig har været valutamedvind fra USD på ca. 12 pct. er salget i lokal valuta i realiteten dykket med mere end 40 pct. Med i vurderingen af salgsfaldet skal tages, at 2. kvartal sidste år var usædvanligt godt, og tallene for halvåret ser ikke helt så slemme ud på det store nordamerikanske marked, der udgør over halvdelen af ChemoMetecs samlede omsætning.
På grund af et godt 1. kvartal i det aktuelle regnskabsår udjævnes noget af tilbagegangen i 2. kvartal. Instrumentsalget i USA dykkede i USA i halvåret til 55,8 mio. kr. mod 65 mio. kr. for 1. halvår 2021/22. Det svarer til en tilbagegang på 14 pct., hvor der oveni kommer valutamodvind på andre 13 pct. På overfladen ser koncernens tilbagegang i USA mindre ud, fordi der har været massiv fremgang i salget af forbrugsvarer til maskinerne samt service af maskinerne.
Samlet set var der i USA i halvåret et salg på 141 mio. kr. mod 122 mio. kr. i 1. halvår 2021/22. Det svarer til en fremgang på 16 pct., som dog var omkring nul i lokal valuta på grund af valutamedvind.
For ChemoMetec er nedgangen i salget af maskiner kritisk, fordi det udgør den afgørende byggeklods for den fremtidige vækst. Flere maskiner betyder nemlig mere salg af forbrugsvarer og tilhørende service. Og det er bl.a. denne kombination af enkeltstående store salg, der ligner tilhørende abonnementsordninger, som har betydet, at ChemoMetec aktien værdiansættes tårnhøjt.
I regnskabet for halvåret fastholdes den tidligere udmeldte forventning til EBITDA-resultatet (driftsoverskud før af- og nedskrivninger) på 245-260 mio. kr. Det svarer til en værdiansættelse på 33 gange EBITDA-resultatet med den aktuelle børsværdi og 44 gange det forventede overskud efter skat i det igangværende regnskabsår.
Ledelsens forventning til 2. halvår peger i retning af en fortsat afmatning i salget, og selvom vækstopbremsningen hos ChemoMetec i høj grad synes påvirket af eksterne faktorer, ændrer det ikke på, at vækstcasen er anderledes nu end tidligere. Med udsigt til højere finansieringsrenter og lavere risikovillighed hos de professionelle investorer kan ChemoMetecs salg til nogle kundegrupper står foran svære år.
Overraskende fastholder ledelsen i halvårsregnskabet forventningen til årets EBITDA-resultat, trods en nedjustering af det samlede salg med 55 mio. kr. Der forventes fortsat et driftsresultat på 245-260 mio. kr. EBITDA-resultatet forventes dog at blive positivt påvirket med 4 mio. kr. af ændrede regnskabsmæssige skøn.
Morten W. Langer
Aktuel kurs 404,20
Kursmål (6 mdr.) 343,00
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.